Jævn firer fra Bloodphemy får ikke blodet i kog

For meget hjertemagnyl?

Man tænker umiddelbart, at hollandske Bloodphemy er et relativt erfarent band, da de blev dannet tilbage i 2000, men det er ikke helt tilfældet. Med til historien hører nemlig, at de gik i opløsning i 2002 og først fandt sammen igen tretten år senere. Dette er selvfølgelig også forklaringen på, at de indtil videre kun har udgivet tre langspillere.

Nu er gruppens fjerde album kommet, og det har fået titlen Blood Sacrifice og er tilmed gruppens første, efter de er kommet i fold hos Emanzipation.

Tomgangstråd

Bloodphemys seneste to plader hedder henholdsvis Bloodline og In Cold Blood, og nu er det blodglade band altså på den igen med mere blod i form af Blood Sacrifice. Er det mon begrænset opfindsomhed, der præger foretagendet, eller er det blot en signaturgimmick? Tja, når man hører pladen, fristes man til at tro det første, selvom vi nok er ude i en blanding. Med få undtagelser er størstedelen af de 40 minutter nemlig temmelig uoriginal og rutinepræget death metal.

Jeg glædede mig faktisk til Blood Sacrifice. Den hollandske kvintet med de to gudsbenådede guitarister Bart van Wallenberg og Arjan van Dune er normalt garant for en god og solid gang death metal, der, inspireret af både svenskerdød og gammeldags Florida-fræs, lægger sig tæt op ad idolerne i Nile, Hate Eternal og Suffocation. Det fungerer som regel ret fedt. Men desværre ikke denne gang. Tematisk er vi ude i en dragende historie om en præst, der i et landsbysamfund i 1800-tallets USA dræber alle omkring sig, inklusive sin egen familie, fordi de synder konstant. Det resulterer i indlæggelse på et sindssygehospital – indespærret og omgivet af syndere i al evighed. Men desværre matcher musikken ikke den interessante fortælling, da den for det meste er generisk og intetsigende. Ikke direkte dårlig. Bevares, med fine riffs, onde fills og velkomponerede c-stykker høres det stadig, at de er dygtige musikere, men det er lettere kedeligt og forudsigeligt. Selv den garvede frontmand Olivier van der Kruijf formår til tider at growle en i søvn. Et fænomen, jeg aldrig havde troet, var muligt.

Der er dog to numre, der trækker gevaldigt op og redder pladen en lunken middelkarakter. Det er “Flock of Lambs” og “Bloodborne”, som er henholdsvis afdæmpet melodiøs blackened death og tempofyldt riffdrevet old school death. Disse to skæringer skinner klart igennem med fin melodi og variation og anbefales til alle, der sætter pris på god solid death metal.

“Jack of all traits – master of none”

Dette gode gamle udtryk er umådeligt passende at hive frem, når det gælder Bloodphemy: De kan rigtig meget og er enormt dygtige, men excellerer ikke nogen steder. Jeg kan egentlig rigtig godt lide den hollandske kvintet og deres tilgang til genren, men to rigtig gode numre og ni hurtigt glemte resulterer ikke i noget mindeværdigt album. Havde man lavet en EP i stedet, havde snakken været en anden, men som et album, der for det meste kun er generisk standarddød, kommer vi ikke højere op end fem små kranier.