Hurtig rock – hurtigt glemt

Velbekomme

Der er en eller anden helt særlig glæde ved at opdage et nyt fedt band før alle andre. At kunne være den, der anbefaler et ukendt navn til alle vennerne for så at få lutter positive tilbagemeldinger, er en følelse, jeg aldrig bliver træt af. Derfor håbede jeg inderligt på, at svenske Blister Brigade med sølle 300 følgere på Facebook var en af disse skjulte juveler, der bare ventede på at blive opdaget. For helt ærligt, svenskerne har i den grad leveret på den store rockscene i årenes løb, så hvorfor ikke igen? Jeg krydsede fingre og smed deres nyeste langspiller på anlægget.

One size – fits all

Blister Brigade er en kvartet sammensat og styret af frontmand Gustav Lund. Det er hardrock på linje med alle de klassiske 80’er-korifæer som Twisted Sister, Ratt, Mötley Crüe og det allertidligste Guns N’ Roses, hvor New York-punken lurer lige under overfladen. Der er, kort sagt, motorcykler, lædertøj og tatoveringer over det hele, hvor den mindste smule originalitet er totalt og aldeles ikkeeksisterende. Spændende? Nej, ikke specielt.

Man er ikke langt inde i gruppens tredje album, A Rioting New Breed, før man får de første bange anelser. Førnævnte mangel på originalitet er nemlig én ting, men at så mange af numrene er skåret over præcis samme skabelon er alligevel noget af en bedrift. Med undtagelse af et par numre er alle sangenes strukturer og rimmønstre nøjagtig de samme, og jeg tror faktisk, man ville kunne tage teksten fra et vilkårligt nummer på pladen og uden besvær være i stand til at synge den på en af de øvrige skæringer. Magen til ensformighed og mangel på variation skal man lede længe efter.

Blister Brigade har dog en del elementer i deres musik, der kører for dem. “Disturbing Lights” har en rigtig fed guitarsolo. Det skal de have. Og den ørehængende “Conceited Punks” har et solidt riff og et ret så catchy omkvæd. Ligeledes er “The Duke” et fedt partynummer til temafesten, og “Small Town Tyrant” er heller ikke helt skidt. Nok er plader som denne hørt tusind gange før, men den smittende charme og glimtet i øjet trækker klart op. Det gør pladens afslutter, “Reborn a Better Man”, dog slet ikke. Det er pladens obligatoriske powerballade, hvor der med brug af alle floskler i bogen bygges op til det helt store singalong-klimaks. Komplet med ekstra ost over det hele og en langtrukken og fesen outro. Står det i hardrock-reglerne, at man skal inkludere denne slags kvalmende crowdpleasere, når man laver et album? Jeg tillader mig at takke pænt nej, når niveauet ikke er højere, end det er tilfældet, og lader pænt Bon Jovi-fans savle over banaliteterne.

Højt hår og hurtigt videre

Blister Brigade viste sig desværre ikke at være den hardrock-revolution, jeg havde gået og ventet på. De har charme, selvtillid og muligvis også lækkert hår – de er jo svenskere – men A Rioting New Breed er så ensformig og forudsigelig, at den hurtig bliver kedelig. Savner man de gode gamle dage, før grungen gjorde sit indtog og gjorde stort hår, læderbukser og mænd med læbestift til grin, kan man godt finde små glæder her og der hos Blister Brigade. De er perifert bedre end det gennemsnitlige sleazerockband anno 2025, men jeg vil, ærligt talt, hellere høre de originale udøvere af genren frem for dem, der blot har ladet sig inspirere 40 år senere.