Kapitel tre

Jeg var så heldig at anmelde Aara hele to gange sidste år, i og med at den schweiziske trio både udgav et album og en EP det år. Albummet var desværre en skuffelse, men EP’en gjorde, at bandet hurtigt genvandt alt det, de havde tabt få måneder forinden. Jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, at jeg synes, Aara er noget helt særligt, og at ingen andre bands kan det, de kan, trods det at de spiller noget så banalt som atmosfærisk black metal, så derfor giver det sig selv, at jeg har set utrolig meget frem til netop Triade III: Nyx, men samtidig har jeg været lidt betænkelig, nu hvor Triade II: Hermera desværre ikke var noget mesterværk. Men som man siger, så er tredje gang jo lykkens gang!

Musikalsk overlegenhed

Når jeg skriver, at Aara kan noget, ingen andre kan, så skyldes det, at samarbejdet mellem vokalisten Fluss og guitaristen Berg er noget helt specielt. Fluss har en af de mest unikke vokaler nogensinde, og Berg har en nærmest mytisk evne til at komponere guitarelementer, der lyder overnaturlige og nærmest æteriske. Denne kombination er intet mindre end magisk, og selvom den magi i grove træk manglede på den forrige udgivelse, så er den tilbage for fuldt skrald på Nyx. Albummets to første numre, ”Heimgesucht” og ”Emphase der Seelenpein”, beviser, at Aara er et band i verdensklasse. ”Emphase der Seelenein” er så tydeligt et eksempel på musikalsk overlegenhed, at man som lytter ikke kan gøre andet end bare at underkaste sig dens overmagt.

Nu har jeg rost Fluss og Berg, men Aara ville ikke være komplet uden trommeslageren J. Få formår at fylde så meget som ham i lydbilledet og samtidig vide, hvornår han skal skrue helt ned for charmen og så holde sig diskret i baggrunden – der er nok en grund til, at manden er involveret i omkring ti forskellige projekter p.t.

Triade III: Nyx er afslutningen på Aaras fortolkning af den gotiske gyser Melmoth the Wanderer af Charles Maturin fra 1820 – og når det kommer til gotik, mystik og aftaler med djævlen, så er Aara det helt perfekte band at gå til, for især Fluss’ gespenstagtige vokal rammer perfekt ind i ideen om et album baseret på gys og gru.

Konceptalbummer eller føljetonalbum kan godt være en lidt svær størrelse, og tit sker der det, at kvaliteten daler i takt med, at udgivelserne udkommer, og ideerne rinder ud. Men det er bestemt ikke tilfældet her, for Nyx er absolut bedre end Hermera og Eos – tilsammen endda – også selvom numre som ”Moribunda” eller ”Edo et Edam” måske er lige lange nok.

Hvad så nu?

Vi er dog ikke helt der, hvor bandet formår at toppe sit magnumopus En Ergô Einai fra 2020, for der mangler lidt af den magi, der var der. Ligeså savner jeg noget af den legesyge, der var at finde på Phthonos-EP’en, men når det så er sagt, er Triade III: Nyx stadig Aaras bedste album i årevis. Men hvad så nu? Nu er trilogien afsluttet, så hvad er næste kapitel for Aara – en ny trilogi? Et regulært album, en serie af EP’er? Uanset hvad er jeg utroligt spændt – for novra, hvor er Aara dog egentlig bare et fremragende band på alle leder og kanter!