Timing er alt
Schweiziske Aara slog for alvor igennem i 2020 med sit andet album En Ergô Enai, men da 2020 var domineret af både en altoverskyggende pandemi, lockdowns samt en overflod af streamingkoncerter, opdagede jeg ikke Aara før 2021 kort tid efter udgivelsen af Triade I: Eos. Hvilket er forklaringen på, at vi ikke har anmeldt bandet før nu. Men denne gang er vi forberedt, så lad os da prompte dykke ned i efterfølgeren – nemlig Triade II: Hemera.
Gotisk inspiration
Stilistisk set kombinerer bandet melodisk og atmosfærisk black metal med diverse skønlitterære samt filosofiske referencer – hvilket er omtrent lige så nyskabende, som tilføjelsen af sovs til kartofler ville være det. Der, hvor trioen fra alperne dog formår at skille sig ud fra den evigt voksende myriade af bands, der gør det samme, er, når det kommer til guitararbejdet. Vokalisten Fluss har en særpræget vokalstil, den er så lys, skinger og skrigende, at den til tider bliver så diskant, at kun hunde kan høre den. Derfor har Bergs guitarstil det med at overtage vokaltjansen qua sine passager, som ofte bliver så melodiske, at det er dem, man skråler med på i stedet. Der er i det hele taget noget overjordisk og æterisk over hans guitarpassager, og det er dem, der giver Aara sin soniske identitet og dermed også det bærende og gennemgående element på tidligere udgivelser, hvor især En Ergô Enai er det bedste eksempel. Derfor er det mig både en skuffelse og en overraskelse, at netop dette værk har skruet helt, helt ned for netop dette element og i stedet vendt fokus mod trommespillet. Aaras trommer har tilsyneværende altid været domineret af slagbors-influerede blastbeasts, som var en fremragende kontrast til guitar og vokal, men de var bagerst i lydbilledet. Jeg ved ikke om trommeslageren, J, har fået nykker, men uanset hvad er det nu ham, der er den dominerende drivkraft på albummet.
Ligeledes er produktionen og mixet mere smadret, råt og beskidt end før, hvilket ikke klæder et band, der ellers har haft så stort fokus på det smukke og melodiske – så smukt som black metal nu engang kan være, men måske forklaringen er at finde i baggrunden for albummet. Både Triade I: Eos og Triade II: Hemera er baseret på Charles Maturins gotiske roman Melmoth the Wanderer fra 1820, en gyser om en ung studerende, der solgte sin sjæl til Satan for hele 150 ekstra år at leve i. Et værk, som har inspireret andre store forfattere lige fra Victor Hugo til Oscar Wilde og gode, gamle H.P. Lovecraft. Ergo et særdeles mørkt værk fyldt med uhygge, spænding, det godes kamp mod det onde, zombier, fanatiske præster og djævletilbedelse. Generelt en række temaer, som metallen har bearbejdet, siden Tony Iommi første gang stemte en guitar. Min tese er derfor, at Aara er nået dertil i deres fortolkning af historien, hvor mørket for alvor falder, og diverse grusomheder finder sted – hvilket derfor forklarer, hvor Triade II: Hemera er så mere mørkt og råt end resten af Aaras diskografi. Det har dog det resultat, at Aara slet ikke fremstår lige så prægtige som før, og det, der førhen gav dem identitet, er blevet så voldsomt nedskaleret, at det lige så godt kunne have været et hvilket som helst andet melo/atmo black band, der spillede. Der er stadig masser af komme efter, bevares, og sange som ”Sonne der Nacht” og ”Das Dunkel der Welt” er prægtige og bevidner, at bandet ikke helt har tabt småkagerne endnu.
Den svære toer
Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg virkelig havde håbet, at Triade II: Hemera havde været bedre, eller som minimum lige så god som Triade I: Eos. Men med de objektive briller samt min umiddelbare skuffelse pakket væk, så er Aaras fjerde album et godkendt et af slagsen, men vel vidende hvor fremragende bagkataloget nu engang er, så burde dette album være bedre – for Aara er bedre end det her. Men hvem ved, måske når det efterfølgende album, Triade III (som forhåbentlig er bedre), er ude, således at man kan høre hele trilogien i streg, så vil dette værk for alvor skinne igennem?
