Træt af livet, men ikke af Lifesick
Kaffen er brændt på og skolder din tunge, så du i forskrækkelse spilder den ned ad din helt nye silkeskjorte, og du føler det langt ind i sjælen: Du er godt træt af livet. Så er det godt, at man kan genfinde livsglæden ved at tage til koncert med Lifesick. Hvis du troede, at du havde fået nok af hardcore på Copenhagen Metal Fests første dag, kan du godt tro om igen, for Lifesick leverede metallisk hardcore med et hårdt bankende hjerte, tynget af alle tilværelsens kvaler. Bandet har skabt ufred i Frederecia siden 2014, og deres plader Misanthropy fra 2022 og den seneste, Loved By None, Hated by All fra sidste år er blevet vel modtaget. Til aftenens koncert blev bandet da også budt på scenen med syngende klapsalver, der fik håndfladerne til at svide. Inden det gik løs, var der en lodtrækning, hvor man kunne vinde en massiv metalfingerring. Det var en modig satsning fra festivalens side at udlevere ekstra stål til en af de knytnæver, der om lidt skulle ned i pitten til hårdtslående hardcore. Heldigvis går metalfolket jo sjældent så meget amok igen …
Lifesick
Skvalderkål, mælkebøtter og herpes
… eller jo, det gør de da selvfølgelig, det er jo Lifesick! Trods securityteamets hårdnakkede indsats og lange arme kunne de ikke fange den crowdsurfer, der storsmilende vinkede ned til de afmægtige sikkerhedsvagter, mens han sejlede på bølgerne af publikums hav af hænder. Han var allerede blevet båret ud en gang, men ligesom skvalderkål, mælkebøtter og herpes vendte han troligt gang på gang tilbage. Til sidst gik den dog ikke længere, og han blev smidt på porten under højlydte protester fra bandet, der forgæves råbte: ’Han er med os!’. Generelt virkede Lifesick ikke blot dødtrætte af livet, men også af sikkerhedsvagterne, som jo egentlig bare gjorde deres arbejde. På den ene side krydrede det bægeret med en snert af malurt, at koncerten konstant forstyrredes af al den virak, så energien blev opbrudt, og man mistede fokus på musikken. På den anden side føjede det krydderi til den anarkistiske stemning, som følger med hardcoregenren. Til sidst kom hele affæren alt i alt til at virke en kende komisk. Generelt leverede bandet både hæsblæsende, dynamiske energiudladninger på sange som “Legacy of Misery” og et mørkt tekstunivers, der blev ledsaget af bassist Jeppe Riis Frausings ligeledes mørke basgange på “Suicide Spell”. Verdenssmerten var til at tage og føle på i forsanger Simon Shoshan, hvis dybe afmagtsskrig skabte resonans dybt ned i sjælens skyggefulde afkroge. ’Fuck your happy life’, råbte han på “In Love with Hate”, og så var stemningen ligesom sat. Det hjælper ikke at lægge låg på smerten, men er bedre at skrige den ud, og det var netop, hvad Shoshan gjorde. Pitten kom i så hurtige omdrejninger, at den slog gnister, og jeg modstod kun med nød og næppe fristelsen til at springe ud i dens højspændte strøm af mennesker. Dog ville det nok ikke være den bedste idé at møde op til barnedåben dagen efter med blå mærker og brækket nakke.
Mismodig two-step
Efter en mismodig two-step til “Misanthropy” havde man lidt mere mod på livet. Lifesick landede hælen dybt i jorden med et cirkelspark af den anden verden, da de satte et tonstungt punktum for Copenhagen Metal Fest. Når man for alvor er så mæt af dage, at livet giver en kvalme, og det virker som en træls pligt at trække vejret, skal man blot få Lifesick til at lande en solid, sonisk mavepuster durk i solar plexus. Så skal livsgnisten nok komme op igen sammen med en lille smule bræk. Bandet hældte galde ud på scenen gennem både musikken og deres mange kommentarer til sikkerhedsteamet. Mens der kunne være skruet en anelse ned for de sidstnævnte, var der intet at udsætte på musikken, og man blev således sendt glad ud i natten med et godt, gedigent spark og skoaftrykket fra hardcorens combatboot printet solidt på ballen.
