Veteranerne buldrer fortsat
Da Urkraft genopstod tilbage i 2019, vakte det umiddelbart megen glæde på den danske metalscene, selvom deres Lazarus måske ikke var den mest inspirerede genfødsel nogensinde. Tre år senere er bandet klar med sit femte album, The True Protagonist, og så er spørgsmålet, hvorvidt der er sket den helt store udvikling i Urkraftlejren, eller om de fortsætter ned ad den samme blodige sti, som de alle dage har betrådt.
Urgh-kraft
The True Protagonist er noget af en mastodont med hele 11 numre, der alle viser, hvordan Urkraft mener, at dødsmetal anno 2022 skal lyde. Bandet har stadig rødder i den svenske skole, og der kan – som altid – trækkes en tyk, rød streg tilbage til bands som At the Gates, men The True Protagonist har også tillagt sig et groove, som man måske mere forventer af bands som Hatesphere, og ligeledes er der enkelte melodiske passager samt guitarsoli, hvor man måske mere tænker på bands som Arch Enemy (de tidlige år, bevares!). Nu og da er der også en snert af tidlig Gojira, og endelig giver bandets bøllede udtryk en aura af noget Hatebreed. Ergo lyder Urkraft som en række større og mere kendte navne, så man fristes til at spørge: Hvornår lyder de så som sig selv? Svaret må være på nummeret ”Uforskyldte Sår”, hvor der synges på dansk – noget, bandet praktiserede tilbage i deres demodage og så en enkelt gang på det forrige album. Nu har jeg ikke en ph.d. i dansk dødsmetal, men jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om, at det med at synge på dansk i den genre er noget, andre end Urkraft har gjort. Så point for det – selvom det danske sprog passer lige så godt til genren som ketchup på vaniljeis. Apropos vokal så kigger Kim Song Sternkopf (MØL, The Arcane Order) forbi på nummeret ”I Bring Nothing To the Table” (ironisk sangtitel, taget en gæstedeltagelse i betragtning). Hans brølende vokal parret med Thomas Strømvigs bølleråb er en fremragende kombination, som skaber tiltrængt variation på albummet.
For manglende variation kombineret med et overfyldt album er derimod ikke en god kombination. Albummet havde helt klart stået stærkere, hvis der var skåret ned til syv eller otte numre. Derudover så vil jeg give min kollega, der anmeldte albummet fra 2019, ret i, at bandet lyder præcis, som de gjorde, da de slukkede for forstærkeren i 2009. Der er ikke sket ret megen siden da – udover at der kun er kommet endnu flere bands, der mere eller mindre dyrker præcis den samme lyd og det samme udtryk, som Urkraft gør det, hvilket kun tilføjer yderligere forstoppelse.
Det er dog ikke kun galde det hele, og numre som ”Well Intentioned Sons”, ”I Got Blood” og ”The Burden Without A Name” er fremragende eksempler på, hvordan moderne melo-død kan lyde. Både hæsblæsende, tonstungt og med plads til melodi – selvom genren sådan helt generelt står og trænger til en renæssance, hvilket dog ikke skal ligge Urkraft til last.
Gensynets glæde
Urkraft gør mere eller mindre det, de altid har gjort, samt det, deres fans forventer. Her bliver absolut hverken opfundet dybe tallerkner eller tænkt store tanker, men man behøver vel heller ikke altid fikse noget, hvis det virker. Men langt hen ad vejen er The True Protagonist det samme som Our Treacherous Father minus gensynets glæde.
