Odalheim kalder … igen igen!
Når Unleashed slår gabet op, plejer man i reglen at rette ryggen. I hvert fald hvis man har fulgt bandet siden de tidlige 90’ere, hvor svenskerdødens grundpiller blev rejst med ikoniske Where No Life Dwells og Shadows in the Deep. Siden da er det blevet til 14 studiealbummer, utallige vikingereferencer og en aldrig svigtende kærlighed til HM-2-pedalen. De seneste fire plader har alle udspillet sig i Johnny Hedlunds hjemmebryggede sagnunivers Odalheim, hvor glorificeret kampgejst og monotematiske sagaer fra den nordiske mytologi går hånd i hånd. Fire Upon Your Lands udgør således seneste kapitel i føljetonen, der blev skudt i gang med Odalheim i 2012, og som senere har kastet både The Hunt for White Christ (2018) og No Sign of Life (2021) af sig. Det rimer jo unægtelig på Unleashed, som vi kender dem: uden omsvøb, kompromisløse og med et rungende ’nej tak’ til fornyelse. Spørgsmålet er så bare, om Odalheim består som bastion – eller om fundamentet så småt er begyndt at smuldre?
Vaklen i geledderne
Firebanden spiller stadig hårdt og kontant, men det er tydeligt, at Hedlunds vokal ikke længere rummer samme rustikke kraft som før. Hans gutturale brøl falmer hurtigt og giver dermed en træt og trist kant til numre som ”Left For Dead” og ”War Comes Again”. Ej heller når “A Toast to the Fallen” hæver hornet og hylder Thor, er der meget årgangsmjød at hente. Næh, vi kan få knastørre kiks i form af en irrelevant pastiche over bandets egne klichéer til at skylle efter med. Rytmesektionen holder dog et tilforladeligt niveau med solide, men skabelonprægede beats, der ikke byder på de store overraskelser. Trommer og bas følger samme stive mønster, som kun sjældent forsøger at bryde ud i noget mere dynamisk eller komplekst.
Tematisk fortsætter Fire Upon Your Lands således i samme spor som på de seneste udgivelser. Desværre føles sagaerne om Odalheim efterhånden temmelig endimensionelle. Den gentagne brug af traditionelle vikingebilleder og krigshyl virker nu mere som tomme ritualer end engagerende fortællinger. “The Road to Haifa Pier” antyder omvendt en mere politisk aktualitet – måske en skjult kommentar til konflikten i Gaza? Uagtet intentionen overgår denne musikken med hestelængder, og dramaturgien bakkes ikke tilnærmelsesvist op af sangskrivningen, hverken kompositorisk eller lyrisk. Midtvejs forsøger “Midjardarhaf” ellers ihærdigt at indgyde historisk tyngde, men selv Hedlunds formidlingsevner kan ikke redde det søvndyssende materiale. Og vokalen? Den lyder omtrent lige så opgivende som Johan Hegg, der netop har opdaget, at hans læderbukser er krøbet to numre i vask.
På produktionssiden holder Unleashed stædigt fast i den sprøde lyd, der har præget deres diskografi op gennem hele karrieren. Den karakteristiske HM-2-brummen fortsætter ufortrødent og holder liv i traditionen, som Hedlunds hird selv var med til at definere. Men hvor den lyd engang fremstod som en forfriskende brutal faktor, føles den her snarere som et tyndslidt genbrug. Et billede, der unægteligt gennemsyrer Fire Upon Your Lands fra start til slut. Albummet kulminerer efter 11 numre i antiklimatiske “Unknown Flag”, der i stedet for at slå en sirlig sløjfe fremstår som endnu et udtryk for et band, der virker komplet udtømte for idéer. Her fristes jeg endog til at parafrasere en af mine redaktionelle kolleger: ’Det skal jeg virkelig ikke bede om igen!’.
En saga synger på (forhåbentlig) sidste vers
Unleashed har aldrig været kendt for at vende skuden – og Fire Upon Your Lands gør intet for at ændre den fastlagte kurs. Tværtimod fremstår albummet som endnu et kapitel i en stadig mere udmattet saga, hvor Odalheims storslåede horisonter for længst er blevet reduceret til flade, forudsigelige landskaber. Det er ikke en katastrofe. Det er værre endnu – det er komplet ligegyldigt. Albummet leverer præcis det, man kunne forvente … hvis altså man forventer absolut intet nyt. Jovist, der er da glimt af solidt håndværk, men for hver gang Hedlund og co. svinger øksen, føles det mere som et velkoreograferet rollespil end en reel triumf.
Kort sagt: Album nummer 15 er hverken et comeback eller en værdig afsked – men blot endnu en udgivelse i rækken. Og det er næsten det mest nedslående. Det er mere end på høje tid at stede sagaen om Odalheim til evig hvile.
