Menighedens nye medlemmer
Fem forskellige anmeldere kan på tværs af tre årtier næppe tage fejl. Amerikanske Metal Church har med undtagelse af XI aldrig rigtig formået at konvertere redaktionens medlemmer. Når vi alligevel fremhæver albummet fra 2016, skyldes det ikke kun den bemærkelsesværdigt gavmilde tildeling af kranier. Det var nemlig her, Mike Howe vendte tilbage som frontmand efter 23 års fravær. Tragisk nok tog Howe sit eget liv i juli 2021, hvorefter bandet har ført en noget omskiftelig tilværelse. Dead To Rights, salmesamling nummer 14, afspejler dette tydeligt. Bag trommerne finder vi nu Flotsam and Jetsams Ken Mary, der tidligere også har spillet hos Accept og Alice Cooper. Mikrofonen er givet videre til Brian Allen, en mand med et langt mindre prangende CV. Den mest opsigtsvækkende nyerhvervelse forbliver dog bassist David Ellefson. Medstifteren af ikoniske Megadeth trak for nylig overskrifter med den middelmådige Unbreakable, hvilket rejser spørgsmålet, om Ellefson virkelig er den brik, Metal Church har manglet.
Gabende kedelig gudstjeneste
Dead To Rights åbner med “Brainwash Game”, hvor Allen hurtigt gør sit indtryk gældende. Vokalen lyder som en lettere tyndslidt hybrid mellem Udo Dirkschneider og Chris Boltendahl, og allerede her står det klart, at vi ikke har med nogen stor stilistisk revolution at gøre. Vanderhoof har sædvanen tro udgjort den kreative rygrad i sangskrivningen, om end man kunne mistænke ham for at være gået på tilbudsjagt i overskudslagrene hos kolleger som Savatage, Sanctuary og Armored Saint. Resultatet er med andre ord omtrent lige så uinspirerende, som man kunne have frygtet. Velspillet, men blottet for snert af noget, der bare tilnærmelsesvist minder om medrivende hooks og riffs. Nå, jamen hvad så med den lyriske del af sangskrivningen? Mon ikke akronymet og førstesinglen ”F.A.F.O.” ganske godt besvarer det spørgsmål. Eller som det lyder i refrænet: ‘Fuck Around (and) Find Out!’ Jo, det …
Titelnummeret “Dead to Rights” markerer dog et marginalt højdepunkt. Her kan man pludselig høre bassens tilstedeværelse, og David Ellefsons fingeraftryk fornægter sig ikke helt. Baslinjen har et strejf af Megadeth over sig, hvilket giver nummeret lidt mere karakter end det foregående materiale. Samtidig er leadriffet blandt de mest vellykkede på pladen. Desværre bliver det også hurtigt tydeligt, at idéen loopes lidt for ofte gennem sangens seks minutters spilletid. “Deep Cover Shakedown” løfter niveauet en my, men uden for alvor at ændre indtrykket af, at albummet næppe kommer i rotation, hvis nogen skulle få den fikse idé at arrangere temafesten “Vi elsker førstebølgen af amerikansk powerthrash”.
På albummets midterstykke bliver problemerne mere tydelige. “Feet to Fire” og “The Show” læner sig tungt op ad velkendte NWoBHM-troper, hvor især Maiden-inspirerede guitarharmonier og de endog meget forudsigelige vers-omkvæd-strukturer dominerer lydbilledet. Vi står tilbage med en noget endimensionel “grus i halsen”-vokal og en komposition, der føles som en slidt kliché. Med “No Memory” og “Wasted Time” begynder energien for alvor at sive ud af projektet. Sidstnævnte mangler vel nærmest kun kobjælderne, før klokken slår kvart i kolonihavefest, og Jesper Binzer dukker frem bag ligusterhækken. Og lad mig god ordens skyld lige understrege: Jeg knuselsker D-A-D, men skæg for sig og snot for sig. Eller i dette tilfælde: karikeret røvballerock og knastør powerthrash.
Practice what you preach!
Dead To Rights er et album, der på papiret burde have langt flere interessante kort på hånden, end det viser sig at være tilfældet. Ikke mindst fordi besætningen nu tæller både en ny forsanger, en erfaren trommeslager og ikke mindst den bundrutinerede David Ellefson på bas. Alligevel bliver resultatet overraskende anonymt. Der er ingen tvivl om, at håndværket er i orden, og produktionen fremstår da også både sprød og tung. Problemet er snarere, at sangene mangler bid, variation og mindeværdige hooks. De bedste øjeblikke anes i titelnummeret og enkelte passager midt på pladen, men helhedsindtrykket forbliver ujævnt. Man sidder derfor tilbage med en solid, men også temmelig tandløs skive. Metalprædikanterne har stadig en masse på sinde, men heller ikke dette sognebarn virker synderlig overbevist af hverken relevans eller nødvendighed. Practice what you preach!
