Aarhus under overfladen

Når folk taler om Aarhus, ender snakken næsten altid ved turistfælder som Den Gamle By, Aros, Moesgaard Museum og Tivoli Friheden. Men det er ikke disse attraktioner, som jeg besøger, når jeg et par gange om året kører mod den skønne by. Det er i stedet Headquarters, Voxhall, TRAIN og Radar. Steder med levende musik, ildsjæle, sved, intensitet og lige præcis nok undergrund til, at det stadig føles farligt for en midaldrende  middel aldrende mand. Northophere kommer netop derfra. Et ung aarhusiansk band, klar med deres debut-EP, FULL SEND, som de beskriver som en eksplosiv fusion af rockens rå energi, poppens fængende melodier og metallens slagkraft. En cocktail, som kun en håndfuld danske bands reelt formår at mikse uden at spilde det hele på gulvet. Overambitiøst? Det må vi finde ud af.

For pæn til at bide fra sig

FULL SEND er produceret af Jacob Bredahl, og lydmæssigt passer den glimrende til Northopheres selvforståelse af deres musik. Moderne, svævende og konstant stirrende mod horisonten, som om noget stort kunne ske lige om lidt. At planeterne står på række eller en sjælden solformørkelse. Problemet er bare, at det sjældent sker. Ligesom i virkeligheden. Når tempoet falder, og bandet bevæger sig ind i post-metallens verden, begynder fundamentet at knirke. Og det gør det ofte! Vokalen mangler pondus, instrumenterne finder ikke rigtig hinanden, og spændingen fordamper. Det er ærgerligt, for når man ser bandet spille live, ser man øjeblikkeligt indlevelsen.

EP’ens sidste nummer, ”Drifting Offshore”, er dog markant anderledes. Her skrues der gevaldigt op for aggressionen, og vokalen bliver leveret, som var det bankoopråberens sidste dag på moder jord. Det klæder gruppen og giver den kant, som resten af udgivelsen ellers mangler. Noget, der tør bide fra sig.

Hvis der er ét konsekvent højdepunkt, er det trommerne. De er konstant travle, levende og flot integreret i samtlige numre. Havde resten af instrumenteringen haft samme vitale nerve, havde slutresultatet setr markant anderledes ud. Uanset genre kræver en udgivelse et samlepunkt, noget som gør det unikt. Cult of Luna bringer stemningen, Brutus har Stefanie Mannaerts. Men jeg kan desværre ikke finde det unikke på FULL SEND. Uanset om jeg leder efter prog, post-metal eller thrash. Der mangler simpelthen noget.

Mange kursændringer, men ingen klar destination

Northophere har lavet en EP, der på trods af den korte spilletid insisterer på at kigge i alt for mange retninger. Resultatet er tvetydigt, og selvom ”Drifting Offshore” lige akkurat forhindrer skuden i at gå helt ned, er der tydeligvis plads til mange forbedringer. Især vokalmæssigt håber jeg, at bandet fremover bliver mere jordnært og aggressivt. I sin nuværende form virker leveringen simpelthen malplaceret i forhold til musikkens udtryk. Potentialet er der, men Northophere mangler at finde den rette kurs og holde den.