Pladeaktuel og programsat på Copenhell
Det er efterhånden en omfangsrig diskografi, som Black Label Society har oparbejdet sig. Engines of Demolition er således bandets 12. fuldspiller, mens listen også indeholder tre liveudgivelser og fire opsamlinger. Omdrejningspunktet har alle dage været Zakk Wylde, bedre kendt som førsteguitarist for Ozzy Osbourne. I år kommer vi i Danmark til at stifte bekendtskab med Wylde igen i Black Label Society, når de spiller på Copenhell. Sidst vi så ham i de rammer, var, da den spillevende substitutudgave af Pantera gæstede festivalen i 2023. Her gestaltede han Dimebag Darrell med blå lynguitar i gengivelse af en af genrens helt store helte. De senere udgivelser fra Black Label Society har haft dalende salgstal og ditto anmeldelser. Så hvad kan vi mon se frem til af musikalske nyheder på årets udgave af Danmarks største metalfestival?
Gamle, brugte dyder og Ozzy som ledestjerne
Lad det være sagt fra start: Black Label Societys forrige album, Doom Crew Inc. fra 2021, er i mine ører bandets absolut ringeste. Det er snøvlende, slæbende og mindre farverigt end leverpostej i en mudderpøl. Med det afsæt spidser mine ører også til på åbningsnumrene af Engines of Demolition, hvor riffs, bundklang og tempo faktisk giver mindelser om de langt mere energiske plader fra midten af 00’erne. Det drevne groove og overskuddet i numrene lyder nærmere som noget, der kommer ud af The Blessed Hellride. Dér, hvor bandet for alvor havde noget på spil og kom fremad. ”The Hand Of Tomorrows Grave” er et godt eksempel på det. Tør jeg virkelig være optimistisk?
Men ak og ve. Hvad der virkede som en lovende start, bliver effektivt punkteret af ”Better Days & Wiser Times”. En ballade på få akkorder og nul relevans. Nogen bør finde 90’ernes telefonnummer og få dem til at hente dette fejlskud tilbage. Og det spreder desværre ringe i vandet. Det næste, ”Broken and Blind”, er et fremragende eksempel på, at grænsen mellem grove og grav er hårfin, men meget tydelig. Vi har hørt det samme tusind gange før – og i langt bedre udgaver
Det kan jo ikke rigtig overraske, at Wylde og kumpanerne genbruger samme skabelon på Engines of Demolition som tidligere. Det er groovy, bluesbaseret hård rock – hvis vi er venlige: heavy. Lige så lidt overrasker det, at det absolut mest interessante ved skiven er Wyldes soloer. Det er han stadig god til, og hvad han måske mangler af teknisk hurtighed, har han i overflod af rytmisk indføling og harmonikompositorisk begavelse. Men skabelonen bliver kedelig, og numrene føles ens. Den eneste undtagelse er ”The Stranger”, som byder på både friskhed, temposkift og fede riffs. Udfordringen ved det er, at man skal igennem 11 andre numre, hvis altså man lytter kronologisk.
Wylde og Ozzy Osbourne samarbejdede fra 1987 til og med sidstnævntes farveltour i 2025. Derfor fylder Ozzy naturligt også en hel del på Engines of Demolition, og han spøger tydeligt i mange numres lyriske tematik. Mest af alt på skivens afsluttende hyldest ”Ozzy’s Song”, endnu et stille nummer, som igen igen kun udmærker sig ved Wyldes solo. Efter en lidt fumlende start excellerer den i skrig og hvinende gråd, frustration, opgivelse og accept, som spiller han hele sorgen ud på én gang med Ozzy som ledestjerne. Den rammer præcist og får mig til at tænke på, da Prince spillede bukserne af Jeff Lynne, Steve Winwood og Tom Petty på ”While My Guitar Gently Weeps” i 2004. Den ene solo er et kranie værd i sig selv.
Ozzy vil sikkert også blive nævnt og hyldet på Copenhell. Men det vil ikke undre mig, om der går mere fadbamser og sludder i den – for Black Label Society er bamserock med attitude, der sikkert fungerer bedst som baggrundsmusik.
Håbløs halmballe-heavy med heftige soloer
Black Label Society overrasker ingenlunde. Der er tale om gedigen old school hård rock/heavy metal med en nærmest kongruent kompositorisk skabelon, som vi har hørt, fra de kom frem. Til tider groovy, til tider gumpetungt, til tider bare helt ligegyldigt. Så selvom det er en klar forbedring set i forhold til deres forrige skive, føles det som et kæmpe skridt til siden. Zakk Wylde spiller fremragende soloer, men det kan bare ikke holde et helt album oppe.
Der er enkelte lyspunkter, men overordnet set kommer Engines of Demolition til at være sin egen maskine til nedrivning og vil gå i glemmebogen lige om lidt.
