Det er ikke kun Polen, som har et fandenivoldsk kavaleri

De polske bevingede husarer var ikke blot elitekavaleri. De var et syn, der vakte rædsel, før slaget overhovedet var begyndt. Med deres karakteristiske vinger, som klaprede i galop, forvandlede de luften omkring dem til et varsel om undergang. Disse legendariske krigere danner rygraden for coveret på Vanirs nyeste album, Wyrd, skabt af David Troest. Historien dækker slaget ved Wien i 1683, hvor Osmannerriget forsøgte at bryde igennem og sikre sig fodfæste dybt inde i Centraleuropa. Byen havde været belejret i næsten to måneder, udmattet og presset til randen, da håbet syntes ude. Men netop da, i det afgørende øjeblik, samlede den polske konge Johan Sobieski sine styrker og førte et massivt kavaleriangreb ned fra højderne. Et angreb, der ikke blot knuste fjenden, men ændrede Europas historie. Var det skæbnen, der talte? ’Wyrd’ betyder i hvert fald skæbne.

Et bundsolidt band                                                                                                                         

Husarerne står som et symbol på det storslåede, det kompromisløse og det ubønhørlige. Tre ord, som med god ret også kan bruges om Vanir. Gennem utallige år har bandet holdt fast i deres musikstil: nordisk inspireret og forankret i traditionen efter Amon Amarth og Dark Tranquillity. Med samme stædighed som et kavaleri i fuldt angreb. Da jeg anmeldte Epitome i 2024, kvitterede jeg med syv kranier. Meget ros og kritik går igen her, men én ting står endnu tydeligere nu efter endnu en udgivelse: Vanirs bundniveau er tårnhøjt. Der er ingen reelle dårlige udgivelser i deres katalog, og at kunne levere denne grad af konsekvens og kvalitet i en periode længere end 15 år er ikke bare imponerende, det er en milepæl.

Åbneren på Wyrd, ”Against the Storm”, sætter barren højt fra første sekund og sender tankerne direkte tilbage til 90’ernes Göteborg-scene. Åbningsriffet er ganske enkelt eminent. Nogle er afhængige af cigaretter, andre af sprut, mens jeg kan leve højt på et riff af denne kaliber en hel weekend. Det kunne være svunget direkte ud af Dark Tranquillity i deres storhedstid. ”Never Surrender” galoperer videre over anlægget, som var det sat i verden for at forsvare fædrelandet med næb og kløer. Aggressiviteten og nådesløsheden er ikke bare til stede, den er yderst velkommen. Selvom man kender formularen, virker Wyrd en my tungere end de sidste par udspil, og det klæder bandet. Især forsanger Martin Rubini lader til at trives i det mere massive udryk. Spyttet flyver nærmest ud gennem højtaleren, og stuen males tykt i atmosfæren og musikken. ”Nine” afslutter albummet som krigen. Et rendyrket frontalangreb, løftet markant af det vellykkede guitararbejde fra Michael Lundquist og Mads Andersen. Resultatet er en bombastisk afslutning, der udstråler autoritet.

Som nævnt tidligere er kritikken dog meget lig Epitome. Enkelte skæringer har fortsat svært ved for alvor at skille sig ud, og det tydeligste eksempel er denne gang ”Boudica”, som trods sit lovende udgangspunkt aldrig formår at leve op til den keltiske dronning, der inspirerede titlen. Men set i det store perspektiv? Wyrd står som den danske gruppes stærkeste og mest helstøbte udgivelse i en del år. På trods af åbningstitlen ”Against the Storm” så har Vanir for alvor vind i sejlene.

Skæbnen har en finger med i spillet

Var det Vanirs skæbne at udgive Wyrd? Muligvis ja. Det er en stærk udgivelse med flere højdepunkter og cementerer, at Vanir fortsat hører til den danske elite af melodisk dødsmetal. Og jeg kan love dig én ting: Med det samme denne anmeldelse er skrevet færdig, så kører ”Against the Storm” på repeat. Hvis du i forvejen er fan af Vanir, er der derfor ni sange mere at føje til den voksende liste. Hvis du ikke bryder dig om Vanir … ja, resten kan du nok godt regne ud.