På andendagen var det det danske old school heavy metal-band Pectora, der som de første lod musklerne spille i Vestsalen. Bandet havde taget det gode humør med og sprudlede af positiv energi, til trods for at klokken kun var 13, og salen ikke var helt fyldt endnu. Selv publikum, der stadig så ret bombede ud af fredagens udskejelser, måtte lade sig rive med af de drønende guitarer, den galopperende bas, de buldrende trommer og en vokal a la Rob Halford. Desuden var det meget beundringsværdigt, at den nytilkomne bassist Gustav Solberg allerede har indlevet sig så godt i sin rolle i bandet. Han havde en meget stærk sceneoptræden og interagerede så fint med publikum, at man skulle tro, at han altid havde været med i Pectora. I starten af sættet var lyden ikke i orden – der var en hel del feedback fra bassen, som overdøvede bandet, der ellers gav deres ypperste, da de indledte med “Untaken” fra deres debutplade af samme navn. Men de overvandt problemet, og da samspillet var perfekt, og guitarist Søren Weiss assisterede flot på kor, endte det med at blive en dejlig oplevelse. Senest da vokalist Philip Butler efter et – vel at mærke solidt – highpitch-skrig mente, at det var hans forsøg på at være Glenn Hughes, var alle i publikum vågnet helt op, og nogle enkelte fik endda hevet deres lightere op af lommen for at vifte med dem, så man næsten skulle tro, man var tilbage i 1980’erne. Roskildedrengene fik dermed skruet en koncert sammen, som de kan være stolte af.

8/10

To spørgsmål, der trængte sig på, inden denne koncert, som jeg virkelig havde set frem til efter at have set Skullclub på Jailbreak 2022, var for det første: “Er Skullclub populære nok til den store scene?”, og for det andet: “Kan Skullclubs lyd trænge igennem dernede?”. For begge spørgsmåls vedkommende er svaret et rungende “Ja!”. Lige fra første tone var lyden perfekt, og piraterne omkring frontmand Troels Bjorholm leverede et fænomenalt show med fuld fart på trommer, guitarer, bas – og selvfølgelig på banjoen, der er en essentiel del af Skullclubs lyd. Vi fik masser af sjove historier om fire brystvorter og ture til Thailand godt krydret med hits som “Knæk Nak Skipper”, “Ama’r Halshug” og “Se St. Pauli & Dø”. Min personlige favorit var dog “Tysklands Odde”, som fik ordentlig gang i fællessangen, da dette nummer ganske enkelt er ikonisk i sin måde at sætte jyderne på spidsen. Under “L.G.F.M.” tog Troels sig en tur blandt publikum som crowdsurfer, alt imens han opfordrede folk til at “go fucking mental”, hvilket menneskemængden gladeligt tog op. I det øjeblik, denne energiladede koncert var forbi, var folk ikke tilfredse endnu og gik straks i gang med at skråle på ekstranumre, og da der heldigvis var lidt tid inden næste band, fik vi lige “Den Kolde Å” som dessert. Alt i alt en fed koncert, der fuldstændig levede op til forventningerne.

9/10

Klokken 15.15 kom de amerikanske thrash metal-veteraner fra Metal Church ind på scenen. Sættet havde særlig fokus på bandets første tre plader, som også markerer gruppens storhedstid. Dermed spillede gruppen masser af de gode gamle hits, blandt andet “Gods of Wrath”, “Fake Healer” og “Badlands”, som publikum taknemmeligt labbede i sig. Yderligere fremførte bandet sangen “Pick a God and Prey” fra deres nyeste udspil, Congregation of Annihilation, der med sine iørefaldende riffs og aggression viste, at bandet i den grad stadig har noget at byde på. Men på trods af tydelig spilleglæde, et godt udvalg af sange og gennemgående kontakt til publikum var der et altafgørende problem: Marc Lopes’ stemme kunne ikke trænge gennem den massive lyd fra instrumenterne. Ligeledes var der et par ikke helt så vellykkede vokalharmonier, der også vægter i vurderingen.

6/10

Arch Enemy var, med kolossal afstand, Jailbreaks tungeste booking. Før bandet indtog hovedscenen i FÆNGSLET, blev det hyggelige potpourri af 00’ermetal i højtalerne som Linkin Park, Limp Bizkit og Korn afløst af Mötorheads legendariske ”Ace of Spades”, som Arch Enemy bruger som intro. Dette skabte straks en luftforandring og fik det til at slå gnister blandt publikum i ren og skær forventningsfuld glæde. Efter Lemmy Kilmister havde sunget færdigt i anlægget, trådte bandet ud på scenen med Alissa White-Gluz som det sidste bandmedlem til at træde frem fra kulissen. Hendes ankomst var, som altid, den, som fik det største jubeludbrud fra publikum. Hun stod i skærende kontrast til resten af bandet, som var iklædt sorte slidte klæder, mens hun selv var blå med blå på i spraglet spandex-fulddragt. Arch Enemy lagde fra land med ”Deceiver, Deceiver” fra deres nyeste album og virkede utroligt veloplagte. White-Gluz havde fuld gang i spark og mikrofongøgleri, mens resten af bandet spillede med stor præcision og kom frem til fronten på scenen. På trods af at regnen væltede ned over Jailbreak, så kvitterede publikum bandets optræden med festivalens vildeste pit og udfordrede den mængde af crowdsurfere, der havde været til Alestorm-koncerten. Arch Enemy fik på ydmyg vis sagt tak til publikum for at blive hængende til slutningen på trods af nedbøren. Selvom Arch Enemy kørte den på rutinen, så gjorde de det på flot vis med kontrol og energi. Hvis arrangørerne bag Jailbreak var i tvivl om, at festivalformatet kunne bære metal i den noget tungere ende, så fik både publikum og Arch Enemy bevist, at det kunne det godt.

8/10

De koldingensiske hardrockveteraner fra Skagarack var jo næsten på hjemmebane denne lørdag eftermiddag, så det var lidt en skam, at de bøvlede med teknikken til at starte med. Men med fem minutters forsinkelse kunne de tage publikum med på en rejse gennem nyt og gammelt materiale. Det var lidt en blandet fornøjelse, for sanger og guitarist Torben Schmidts vokal er stadig god, og bassist Rasmus Lund Matthiesen gjorde et helt formidabelt arbejde på kor under hele denne koncert. Lyden var også fin, bortset fra keyboardet, der var indstillet meget højt – så højt, at man næsten blev helt forskrækket, når det satte ind. Det var heller ikke altid, at alle toner sad helt i skabet i løbet af dette sæt, der blandt andet omfattede klassikeren “Hungry for a Game”, der ikke kun fik de over 50-årige til at gribe hinanden om skuldrene og synge med af deres lungers fulde kraft. Desværre blev Skagaracks kæmpehit fra 1996, “I’m Alone”, i den grad trukket i langdrag af et langt instrumentalt parti, der ødelagde energien lidt. Men alt i alt var det en solid præstation fra en gruppe, som nok aldrig helt har fået den anerkendelse, som de fortjener.

6/10

Da Saxon entrerede den meget sparsomt pyntede scene i fængselsgården klokken 19.10, regnede det stadig i stride strømme, men det gjorde ifølge sanger Biff Byford ikke noget, fordi det jo var et dejligt engelsk vejr, som man kender det. Saxon startede deres sæt med sangen “Carpe Diem (Seize the Day)” fra deres nyeste plade, Carpe Diem. Koncerten blev i høj grad båret af fremragende lyd på instrumenterne og guitarsoli fra allerøverste hylde fremført af Sam Wood, der vikarierede for Brian Tatler denne lørdag. Ikke kun Woods guitarevner var helt fortræffelige – hele hans optræden var meget energisk og positiv og stod i diametral modsætning til Biff Byfords tørre engelske humor, som han diskede op med mellem sangene. På trods af regnen var der en del, der havde vovet sig ud i fængselsgården, og der blev godt fyldt foran scenen med folk i alle aldersgrupper, der tydeligvis havde øvet samtlige Saxon-sange hjemmefra. Og selv dem, der ikke er dedikerede fans, kender helt sikkert “Princess of the Night”, “Crusader” og “Wheels of Steel”, som vi også måtte høre. Specielt “Ride Like the Wind” udløste et sandt hoppeorgie foran scenen anført af mr. Byford himself, så der var ingen, der kom til at fryse. Også selvom Biffs stemme ikke er, hvad den har været, var det en meget vellykket koncert, der var bedre end det, jeg havde forventet.

8/10

Før denne koncert vidste jeg ikke ret meget om Danko Jones – ikke andet end, at det er noget musik, som mange i rock- og metalmiljøet elsker at hade, men ligeledes er der også mange, som elsker det. Selvom musikken ikke er den samme, føles tonen mod Danko Jones lige så ubegrundet hård, som når man snakker Volbeat. Ind på scenen trådte trioen, og bassist John Calabrese var en stor sending festfyrværkeri, som hoppede rundt på scenen og råbte med på forsanger Danko Jones’ vokaler til ”Guess Who’s Back”. Det var absolut en spilleglad trio, som var kommet for at lege på den lille scene i FÆNGSLETS Vestsal. Da nummeret var slut, råbte publikum frådende ”Danko Jones” i kor som børn, der hungrede efter dessert. Jones’ reaktion blev at træde væk fra mikrofonen og bare lade publikum hylde ham. Derefter sagde han, at publikums råb på ham var det bedste stykke musik, som de ville høre hele aftenen, og at det var umuligt for bandet selv at gøre det bedre. Dette var en udveksling, der skete en del gange mellem publikum og Jones igennem koncerten. Hvad jeg fandt overraskende var, at selvom Danko Jones er, hvad der godt kan kategoriseres som farrock af værste skuffe, så leverede trioen den med sådan en energi og glimt i øjet, at dette blev en af de vildeste koncerter i Vestsalen på festivalen. Sikkerhedsvagterne fik virkelig deres sag for med crowdsurfers, og på trods af at musikken måske ikke var noget af råbe hurra for, så må man tage hatten af for resten, især trioens rutinerede showmanship. De havde virkelig publikum i deres hule hånd på trods af den lidt dårlige lydramme og et kedeligt show produktionsmæssigt.

7/10

Selvom man som jeg ikke er en stor fan af Within Temptation, kan man ikke negligere, at der er tale om et band, der virkelig kan deres kram, og det beviste hollænderne, da de spillede deres headlinershow lørdag aften. Sangerinde Sharon den Adels operaagtige stemme gik godt igennem og blev akkompagneret af tunge guitarriffs, hvilket fungerede specielt godt på “Faster” fra deres 2011-album, The Unforgiven. På bagvæggen kørte et fedt videoshow, der støttede sangenes tekster og gav publikum en masse at se på. Under “Paradise (What About Us?)”, der blev fremført på perfekt vis, hvor Tarja Turunen fra Nightwish synger med, sås hun for eksempel i baggrunden. Bandet gør i høj grad brug af backing track, hvilket imidlertid er et meget normalt hjælpemiddel i forbindelse med symfoniske metalbands’ liveoptrædener, da store orkestreringer og vokalharmonier er en essentiel del af genren, og gruppen selvsagt ikke kan have et symfoniorkester med hver gang. I sin introduktion til “Raise Your Banner” holdt Sharon en rørende tale for det ukrainske folk og svingede med det ukrainske flag. Growls er en del af denne sang, og det undrer lidt, at de bare var indspillet i stedet for at stille en mikrofon hen til en af guitaristerne. Men alt i alt var det et flot, alsidigt og velafstemt show, som fans af Within Temptation helt sikkert kan være begejstrede for.

9/10

Mit liv tog en drastisk vending denne lørdag nat eller søndag morgen, alt efter hvilket perspektiv man anlægger. Jeg havde indtil klokken 23.41 troet, at porre og selleri er noget, man putter i suppe – men nej, og det er stadig et uopklaret mysterium, hvorfor Red Warszawas fans tager porrer og stangselleri med, som de kaster rundt med under koncerten. Og denne spas tog for alvor fart, da konferencieren uddelte porrer efter introen “My Heart Will Go On”. Han udnævnte dem også til at være Danmarks mest velklædte musikgruppe, og efter en sådan hjertevarm introduktion kunne Red Warszawa kun give alt, hvad de havde i sig på indledningsnummeret ”Hurra Skolen Brænder”. Aftenen fortsatte med andet folkekært pjat og publikumsfavoritter til en koncert, hvor lyden var, som den skulle være, og folket havde en fest. Det er ikke alle, der gider stå model til den slags, men dem, der valgte at blive til efter midnat, fik i hvert fald noget for deres penge.

6/10