Men hvad er et navn?

Tyske Majesty har eksisteret siden 1998, men tilbage i 2008 skiftede de navn til Metalforce – et unikum af et navn. Måske var det derfor, deres frontmand Tarek Maghary besluttede sig for, at bandet skulle hedde Majesty igen i 2011. Bandet spiller klassisk tysk powermetal, som vi kender det, stærkt inspireret af Gamma Ray, Helloween og – naturligvis – Manowar. Hvis man kigger på deres bandphotos og albumcovers, så er det tydeligt, at de alle har tænkt, ”Hvad ville Joey DeMaio gøre?” – for når man kigger på deres covers, så får man lidt fornemmelsen af at stå med et dårligt Manowar-bootleg.

Majestætsfornærmelse

Da jeg var knægt, spillede jeg meget et pc-spil ved navn Majesty. Det var underholdende og samtidig ret så kompliceret, to ting som bandet Majesty virkeligt ikke er. Det er utroligt vigtigt, at et album starter på den helt rigtige måde, således at lytteren bliver fanget ind og får lyst til at høre resten. Det tror jeg ikke, Majesty er klar over, da Legends starter med noget spoken-word fra en ukendt person, der ævler løs om, at apokalypsen har ramt, og menneskeheden er fortabte, og at de derfor er nødt til at kæmpe for at genetablere civilisationen. Efter denne meget motiverende tale, går det så over i noget herligt dubstep, Det er først på andet nummer, at man rent faktisk får noget metalmusik, og man når lige at tørre sveden af panden og tænke ”pyha”, men så indtræffer næste katastrofe: nemlig Tareks vokal! Den mand kan ikke synge, og her er vi ikke ude i, at det er noget, jeg skriver, fordi jeg ikke kan lide hans vokal, nej, rent objektivt kan han ikke synge. Hans stemme knækker igen og igen, og de toner, som musikken er skrevet i, matcher slet ikke hans vokal – hvilket skaber en total kakofoni.

Når man så har lært at acceptere det faktum, at manden ikke kan synge, opdager man så det næste problem: keyboardet. Normalt er jeg faktisk ret glad for keyboard i metal. Det kan tilføje et fantastisk element, men det skal bestyres af en, der ved, hvad han laver. Desværre bliver det, ligesom vokaltjansen, også bestyret af Tarek Maghary – og det mestrer han heller ikke. Ofte virker det, som om han blot har trykket på auto-beat-funktionen, da samtlige sange drukner i det samme 80’er-elektro-disko-tema, som keyboardet sprøjter ud. Det bliver faktisk så slemt, at man ofte sidder og bliver mindet om diverse diskohymner fra 1980’erne såsom ”Self Control” af Laura Brannigan eller ”I Was Made For Loving You” af KISS – begge ting, man hellere ville høre end Majesty!

Der er så mange ting, man kan påpege, der slet ikke virker på det her album. Det er småting som skæve taktarter, uinspirerede guitarsoli, fladt trommespil osv., men også større ting som hele numre. Fx ”Words of Silence”, hvor bandet åbenbart har tænkt, ”Hvad nu hvis vi rappede og spillede klaver samtidig?!” – jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt så ringe et nummer. Men hvis man skulle påpege hver eneste ting, der ikke fungerer på Legends, så ville det hurtigt blive til en længere afhandling.

Legen-wait-for-it…..

Legends er et af de ringeste album, jeg til dato har hørt – der er intet pænt at sige om det. Sangeren kan ikke synge, deres ideer er her og der og allevegne, produktionen er helt i skoven, og selv coveret er grimt. Dog er titlen rammende, for dette album er legendarisk ringe.