Deuxième chance 

Det er akkurat to måneder siden, jeg sidst sad med en Galibot-udgivelse. Der konkluderede jeg følgende: 'Jeg er glad for, at disse unge kulminearbejdere (som Galibot i øvrigt betyder) udgiver en ny skive her lige om lidt og derved får en ny chance. For der er potentiale, og der er talent, men der er også lang vej endnu – og denne her klump kul skal godt nok presses gevaldigt, hvis den skal have en chance for at blive til en funklende diamant.' Nu er Catabase så landet, ergo er tiden kommet til, at bandet skal have chance nummer deux. For er kullet blevet presset så hårdt, at vi nu sidder med en funklende diamant, eller sidder vi fortsat med noget, som bare skal kastes ind i weberen?

Vi er afgjort på rette spor

Catabase fortsætter langt hen ad vejen, hvor Euch’Mau noir/Euch’Mau Noir bis slap. Klaustrofobisk, ja, nærmest komprimeret melo-black tilsat masser af dødsbøllebank samt diverse lydeffekter af hakker, spader, eksplosioner og andre lyde, der kan kategoriseres som 'minearbejder-ambience'. Groft sagt, så gør de faktisk præcis det samme, de gør det bare – heldigvis – betydeligt bedre end før.

Den komprimerede lyd, som pladen har, passer ganske fint til hele 'vi er fanget i et hul, dybt under jorden'- aspekt, og selvom det ikke lyder helt så klaustrofobisk som på de tidligere udgivelser, så bliver man stadig hurtigt mættet af den tætpakkede lydmur, man konstant står ansigt til ansigt med på Catabase (som i øvrigt er en nedgang til underverdenen).
Noget af det jeg for alvor manglede fra Galibots side, var tricks oppe i ærmet samt en reel sonisk identitet – og selvom de to ting stadig er en mangelvare, så har denne minearbejderkvartet alligevel oppet sig, for der er mere swung og personlighed at spore på Catabase, end der var på Euch’Mau Noir bis. Tag nu bare det lille skæve rytmeskift, der mestendels minder om noget, der er taget fra folkemusikken, som pludselig er på “Bleu Noir Rouge”.

Dog er det fortsat tydeligt, at Galibot leder med lys og lygte efter at finde ud af, hvem de egentlig er – der er stadig for mange passager, hvor de lyder som alle mulige andre. Som for eksempel den Behemoth-influerede intro på “Voreux” eller de Venom-klingende rundgange i “Estaminet (part.1)”.

Heldigvis er pladen dog helt overordnet mange trin bedre end den forrige, og nu er der faktisk numre, som kan stå på egne ben, og som man rent faktisk kan huske. “Penitent” er eksempelvis nok det stærkeste nummer, de endnu har bedrevet. Det primære guitarriff og trommeakkompagnement er stærkt nok til at kunne bryde gennem selv den hårdeste klippevæg og det melodiske mellemstykke. Det samme gør sig gældende på “Les Montagnes Poussent Sous Terre”, hvor de også beviser, at de kan andet end bare at høvle smadre-riffs i tre kvarter. Det er fedt, flere nuancer, tak!

Mere vil have mere!

Det er for nemt at sige, at jeg ville ønske, at Galibot lød mere henad Houle, for det er jo ikke, fordi Houle har patent på fransk melo-black med lyrik omhandlende hårdt arbejde, men … for helvede da, vær nu lidt mere som Houle! Tør nu mere, gør noget mere, lav nogle større armbevægelser, skide være med om det virker eller ej, eller om det måske er åndet på papiret: Bare gør noget mere. Galibot er et band, der har brug for at give mere end 100 %, de er nødt til at give den 150 eller måske 200, hvis de altså skal op og høste de helt høje karakterer og opnå en status som et band, alle nikker anerkendende til. Catabase viser dog, at de er i stand til at rykke sig og forbedre sig. Så nej, vores klump kul er endnu ikke en diamant, men det kræver også mere end pres, det kræver tid. Masser af tid.