Sig det med Satan

De finske dødsblackveteraner Archgoat er tilbage, og de er klar til at slås, brænde kirker og knivmyrde samtlige gejstlige, de kan få deres askeindsmurte fingre i. Archgoat er ikke og har aldrig været et band, der går stille med dørene eller er omgivet af mystik – det er 100 procent ”what you see is what you get”. Og med et navn som Worship the Eternal Chaos og sangtitler som ”All Christianity Ends”, ”Rats Pray God” og ”Blessed in the Light of Lucifer”, ja så kan man jo hurtigt regne ud, at klokken er slået et kvarter i Satan – så hil dig, o mægtige Ærkeged!

 Öld Skööl

Archgoat er nogle stædige slyngler, for trods det faktum at de har eksisteret i snart 33 år, så kan antallet af ændringer siden 1989 tælles på en klov. Albummets cover er sort/hvidt med rød skrift, præcis som det altid har været, Jesus er en fesen tømrersvend, Lucifer er bare fjong, og lyden kan stadig bedst beskrives som et mix af Deicide og Inquisition. Den største forskel mellem Worship the Eternal Chaos og et album som Whore of Bethlehem er, at produktionen trods alt er blevet noget skarpere med årene, selvom den stadig – sammenlignet med de gængse 2021-udgivelser – er lige så rå som din lokale slagters tatar. Dette gælder især trommerne, der fortsat har en særdeles ”trve” lyd.

Ægte hardcore fans af Archgoat vil måske også påpege, at bandet har skruet op for kreativiteten i form af diverse små mellemspil, der dukker op på, må og få gennem hele albummet. Det kan for eksempel være den forvrængede præst i starten af ”Rats Pray God” eller hundeproppistolen, der affyres halvvejs igennem ”Empyrean Armageddon”. Men jeg har samtidig svært ved at forstille mig, at disse momenter vil gå over i historien som geniale eller nytænkende.

Generelt ville det være absurd at refere til Archgoat som nytænkende, for de gør fortsat det, de alle dage har gjort – og jeg kan ikke forstille mig, at det kommer til at ændre sig nogensinde. De leverer fortsat det perfekte soundtrack, hvis du skal tæve din nabo, skræmme den lokale pastor fra vid og sans eller fræse ned på kajen på din ramponerede knallert. Dog bliver Worship the Eternal Chaos en kende lang i spyttet, for selvom der er enkelte passager i hvert nummer, der er med til at skabe en form for identitet, så er det endelige resultat ret så ensformigt, og der bliver aldrig rigtigt forsøgt at bryde den monotoni, som dominerer i samtlige 42 minutter. Især bliver ens ører hurtigt mættet af Rainer Puolakanahos (bedre kendt som Lord Angelslayer) vokal, trods det at han da både øffer og kvækker.

Betryggende voldsorgie

Summa summarum, så fortsætter Archgoat ned ad den sti, de altid har gået. At forvente andet af et utroligt konsistent band ville være bizart, og selvom jeg hverken besidder en krystalkugle eller tarotkort, så vil jeg godt påstå, at det næste album, de udgiver (samt de næste fem derefter) vil lyde mere eller mindre, som Worship the Eternal Chaos gør. Så trods den fandenivoldske aura, som Archgoats musik udsender, så er der noget betryggende i, at man i disse kaotiske og konstant omskiftelige tider, altid kan regne med at Ærkegeden gør det, som Ærkegeden gør bedst.