Genfødsel eller svanesang?
Længe ventet
Hele otte år er der gået, siden vi sidst hørte fra mægtige Corrosion Of Conformity. No Cross No Crown var det sidste album fra det vel nok mest signifikante lineup, bandet med de mange udskiftninger har haft. Den oprindelige trommeslager Reed Mullin døde i 2020, og bassist Mike Dean søgte andre græsgange nogle år senere. Herefter stod frontmand og riff-snedker deluxe, Pepper Keenan, med sin tro væbner Woody Weatherman og var pludselig en duo. Heldigvis valgte de at fortsætte og skrev en masse nyt materiale sammen, og da de besluttede at indspille det, hyrede de et par gamle bekendte. Ind kom trommeslager Stanton Moore, der i 2005 vikarierede for Reed Mullin på det undervurderede album, In The Arms Of God, samt bassist Bobby Landgraf, som Keenan spillede sammen med i Down.
Nu er resultatet endelig tilgængeligt. Good God / Baad Man er titlen på den nye plade, som faktisk er et dobbeltalbum. Det kan allerede her afsløres, at det er en skøn plade. Den er desværre bare alt for kort.
Kvalitet over kvantitet
Da Keenan og Weatherman burede sig inde i førstnævntes Mississippi-residens for at jamme og skrive sange, blev det til lidt af hvert. En god håndfuld af de nye kompositioner endte som deciderede COC-numre fuldstændigt i tråd med gruppens sædvanlige stil; det aggressive, vrede, thrashy, punkede stoner-udtryk, som de har praktiseret, siden Pepper Keenan kom med for snart 40 år siden. De resterende numre hylder de mere bluesede, gyngende og groovy southern rock-inspirationer, bandet har haft i ZZ Top, Grand Funk Railroad og ikke mindst Lynyrd Skynyrd. Derfor er de på nærværende dobbeltalbum delt op på henholdsvis Good God og Baad Man.
På Good God stråler samtlige numre. Så kort kan det siges. Men apropos kort, undrer det mig en hel del, at der kun er fem reelle numre og et enkelt instrumentalt at finde på denne halvdel. Otte års ventetid og så kun fem numre i klassisk fandenivoldsk COC-stil? Bevares, de to singler, “Gimme Some Moore” og “You Or Me” er ren øreguf for dedikerede fans, og det samme er den ni minutter lange “Run For Your Life”. Men der måtte gerne have været lidt flere numre på Good God. Nuvel, det får man så på Baad Man, men kun i form af et par stykker mere. Heldigvis er det så også tilfældet her, at kvalitet er vægtet over kvantitet. “Baad Man”, “Lose Yourself” og “Handcuff County” er så pokkers groovy, at det er umuligt ikke at gynge med. Og på det suveræne øvelokale-jam “Asleep On The Killing Floor” ligger alt så langt tilbage på slaget, at det er lige ved at vælte. Det er mageløst!
Det er dog albummets sidste nummer, der tager prisen som det bedste. “Forever Amplified” er et forrygende jam og enestående statement om alt, bandet nogensinde har stået for. Det næsten syv minutter lange mesterværk oser af groove og melankoli, og det er et helt fantastisk træk at have jazzsangerinden Anjelika “Jelly” Joseph fra Stanton Moores band Galactic med. Får man ikke gåsehud af hendes stemme, er der seriøst noget galt. Men hov – nummeret, og dermed også pladen, slutter med et ildevarslende rytmisk bip fra en hjertemonitor, som i de døende sekunder går over i én lang tone. Hvordan skal det lige forstås? Er dette enden på legendariske Corrosion Of Conformity? Det håber jeg sagorasemig ikke, selvom det sagtens kan tolkes sådan. Men hvis det er tilfældet, slukker de sgu lyset med stil og sætter et forbandet flot punktum.
Autentisk og oprigtigt
Er man bekymret for, hvordan COC lyder anno 2026 med halvdelen af bandet skiftet ud, kan man være ganske rolig. Nok var Mike Dean og især Reed Mullin ret unikke musikere, men Landgraf og Moore gør det aldeles stærkt, og den uindviede lytter vil næppe kunne høre forskel. Her må man også sende en ros afsted til producer Warren Riker, der på fremragende vis får bandet til at lyde præcis, som de skal.
Om Good God / Baad Man er starten på en ny æra for Corrosion Of Conformity, eller om det derimod er deres sidste værk, må stå hen i det uvisse. Lad os håbe på det første. Sikkert er det, at bandet befinder sig et sted, hvor de ikke behøver at bevise noget som helst. De har lavet lige nøjagtig den plade, de havde lyst til at lave, og selvom der er alt for lidt af den, er den stadig et must for enhver, der kan lide dem.
