'No Mosh, No Core, No Trends, No Fun'

Få ting er sværere at tage seriøst end ting, der er ekstremt insisterende på, at de skal tages dybt seriøst. Siden 1980'erne har black-metallen på alverdens måder forsøgt at overbevise os om, at intet er mere seriøst end den.

Trods kirkebrande, mord, fascistoide holdninger og ubehjælpsom ansigtsmaling, så lykkedes det black-metallen aldrig at blive taget sådan rigtig seriøst. Det ændrer dog ikke på, at der fortsat er utroligt mange medlemmer af scenen og miljøet, som mener, at det at være trve er vigtigere end at trække vejret.

Disse typer fik satan-vinen i halsen, da blackgazen og post-blacken opstod, og i 2021 da black metallen for alvor blev et meme qua Këkht Arëkhs Pale Sworsdman. Pludselig var ’romantic black metal’ eller ’twink black’ en ting – og at dømme ud fra de mange, mange reaktioner den plade fik, så må vi erkende, at i trve-kredse er intet mere farligt og forargeligt end en bleg knøs med kappe på. Ironisk, ikke sandt?

Like and subscribe!

Jeg kan dog godt forstå, at folk har svært ved at tage Këhkt Aräkh seriøst, og at det kan være svært at regne ud, om projektet skal tages seriøst. Det er ikke, fordi bandet eller musikken sådan per definition er fjollet, men det befinder sig bestemt i et grænseland, hvor der er et ben i hver lejr. Denne her genre af musik, som også bliver kaldt for ’TikTok-black’, er svær at blive klog på – og det er da også, som om Crying Orc – eller Dmytro Eugenovich Marchenko, som hans borgerlige navn nu engang er – ikke helt ved, hvor han skal hen.

Hvor Pale Swordsman bestod af ti numre og havde en samlet spilletid på lidt over en halv time, består Morning Star af 17 (!) numre, og spilletiden er tættere på en time. Syv af de numre varer alle under tre minutter, hvilket taler rigtigt fint ind i hele TikTok-algoritmeanklagen, som folk hyppigt smider om sig med, når de langer ud efter Këhkt Aräkh.

Det er tydeligt, at Crying Orc er tæt på ti år yngre end mig selv, og at han ikke ønsker at være ægte kælder-trve, men derimod forstår, at hvis man vil fange de unge/yngre, så er man nødt til at gå TikTok-vejen. Så skide være med at den platform er noget, der er kravlet ud af Satans røvhul. Jeg kunne faktisk godt lide Pale Swordsman, vinylen står et sted inde i stuen. Den havde en forholdsvis unik lyd, og selvom det bestemt er et kluntet værk, som man også småfniser af, så er det bestemt charmerende. Morning Star er derimod noget sværere at holde af. Det vil for meget og for lidt på én og samme tid. Sat på spidsen, så er det jo stadig væk bare en bunke Burzum-influerede riffs tilsat vampyr-keyboard, og så har det fået en gedigen rystetur. Det er der slet intet i vejen med, det fungerer da eminent for Order of Nosferat, og normalt har det også fungeret for Këhkt Aräkh, men det gør det bare ikke nu.

I’m too old for this shit…!

Hvor forgængeren virkede oprigtig, så lader udgivelsen her til at være et forsøg på at holde kog i en gryde, der nok egentlig er tom. Ydermere får albummet mig til at føle mig umådeligt gammel. Ikke så meget på grund af selve musikken, men fordi der er en række gæster som Vs-55, VargTM, Bladee og SPÖKE – folk og artister jeg aldrig før har hørt om, og når jeg forsøger at google dem, havner jeg i diverse Reddit-tråde, der mestendels handler om, hvorvidt de her personer overhovedet er personer, AI, botter eller måske den samme. Det er simpelthen for futuristisk og dumt til, at jeg kan være med! Der var det altså nemmere dengang, hvor black metal bare blev spillet af en bitter, lettere tonedøv tosse i sin mors kælder!