I ukendt fransk farvand

The Prestige var for mig et ukendt navn, da Isthmos fandt vej til min afspilningsliste. Bandet består af Alex Diaz på vokal, guitar og synth, Thibaut Cavelier på trommer, Julien Bouladoux på bas og Fabien Gagnière på guitar og kor. De fire franskmænd, som gør sig inden for post-hardcore/screamo/post-metal har spillet sammen siden 2009 og har i det tidsrum begået tre fulde udgivelser. Debutalbummet Black Mouths udkom i 2012, og Amer fulgte tre år senere. Det seneste album er genudgivet sidste år. Som producer finder vi Amaury Sauvé, der har samarbejdet med en håndfuld franske navne i samme genre som eksempelvis Birds in Row, As We Draw og Comity. Rent genremæssigt er Cult of Luna eller Celeste nok de nærmeste sammenligningspunkter. Selvom jeg ikke er helt udenforstående for genren, er det ikke min normale hjemmebane, så det er faktisk uden forventninger og med paraderne nede, jeg går til denne anmeldelse.

Kampen med havet

Om det er de sænkede parader skal ikke kunne siges, men fra første gennemlytning fænger Isthmos med sin desperation, drevne rytme med en pæn variation og tunge, forvrængede udtryk. Og den og jeg slipper ikke taget i hinanden, før efter hele albummet er slut. Det er en god start. Og én af de oplevelser, hvor det er tydeligt, at der er tyngde og autenticitet bag coveret: ærligt, afskrællet, voluminøst og underfuldt på én gang. Én af dem, der vækker interesse for at gå i dybden. Og som det viser sig, meget mere i dybden.

Ordet ’Isthmos’ stammer fra græsk og bruges om en landtange, der forbinder to områder. Rent tematisk handler det altså om en overgang fra ét til noget andet, og derfor fungerer Isthmos også klart bedst i kronologisk rækkefølge. Der er en start og en slutning.

”Léthé” lægger an med en kort intro, inden de tunge løjer virkelig tager over. Fra græsk mytologi er Léthé glemslens flod – de døde drak af den for at glemme deres jordiske liv, men her vendes det rundt: ’The bodies numb and dry stack up all in your heart now’. Vi glemmer ikke, men vores tab lever i os. Og således rammesætter The Prestige hele udgivelsen. For på trods af de åbne og tunge akkorder, suppleret af Diaz desperate skrig, og dunderrytmen, som lader til at slå dommedag an, handler Isthmos om at leve med tab, acceptere, transformere, og komme over landtangen til det ny stykke land.

Generelt fylder metaforer en del i det lyriske univers. Havet eller ørkenen, som det uovervindelige, det ufremkommelige, det håbløse. På ”Debris”, der er en fantastisk, tung musikalsk åbner, understøttes den maritime lyrik af en nedadgående guitarlinje, som bølger der slår mod kysten med alt det vraggods, som teksten beskriver: ’Great waves will swallow us all in a day’. Og der sættes tyk streg under med en pulserende afslutning af knusende tung lyd og rytme, der slår mod ens hørelse. Det er intet mindre end et eminent nummer.

Opgivelse og afslutning er dog ikke vejen frem for The Prestige, selvom desperationen driver langs panelerne i det nærmest klaustrofobisk lukkede rum, som støjen og skrigene indrammer. Der er tab, accept og kamp. Og der er masser af spræl i. Med temposkift. Med dybe hooks. Med glimrende melodier. Med supporterende synths. ”Father of None” og ”Noire nuit” er fremragende eksempler på det.

Og så er der Hemmingway. Den kamp, The Prestige beskriver, har tydelige referencer til ’Den gamle mand og havet’, hvor Santiago ikke har fanget en fisk i en evighed, men som en anden Sisyfos alligevel begiver sig ud i en episk kamp med en sværdfisk. Han taber kampen til hajerne, oplever stor kropslig og mental smerte, men han rejser sig, fortsætter. Det er specielt ”The Ascend”, som starter med spoken word, der indeholder disse referencer: ’I must think about the climb, it has its perils and its merits’. Men udgivelsens tematik som sådan er lige præcis denne bevægelse. Den kommer ikke med en lykkelig slutning. Og så dog. Den helt brillante afslutning ”Sacrifice” indeholder lige dele overgivelse og genfødsel, at lade noget dø, så noget andet kan opstå. Og det gælder tekstuelt: ’Just take me to the wolves, Now, And see me rise’, såvel som musikalsk, hvor riffs og tempo fuldt understøtter og skifter tempo og tone. Det er stadig tonse-tungt – og så alligevel lettere. Og på den måde indfanger The Prestige hele tanken om tangen, de har bevæget sig over – de lever og oplever smerte, fysisk som mentalt, bliver såret, men kommer over og igennem.

Er der da slet ikke nogen negative sider ved Isthmos? Jo, men de er yderst fåtallige og ganske til at overhøre. Diaz’ vokal er eksempelvis lidt for utydelig, hvilket egentlig passer til genren, og så er der musikalsk set et dyk med en jævn indledning på den fransksprogede ”Rose du Désert”. Men det er småting, og en overgang overvejede jeg, om jeg faktisk sad med så stor en perle mellem hænderne, at den fortjente komplet kraniekrans.

En store triumf

Det er uhyre tæt på, at Isthmos trækker alle ti kranier. Og der skal ikke herske tvivl om, at den er på fast rotation hos mig resten af 2026 og bliver svær at undgå på en årsliste. Måske det var de ikke-eksisterende forventninger. Måske ikke. Det ændrer ikke ved, at The Prestige med Isthmos har begået et absolut fremragende og helstøbt album. Det er ikke nødvendigvis det lettest tilgængelige, men hold fast hvor er det givende, når man dykker ind i det. Toner og tekst komplementerer hinanden i fantastisk grad. Musikken er dynamisk, lyrikken imponerende – det er helt grundlæggende bare en fornøjelse at være med på.

Hvor tematikken handler om tab, sorg og de mørke sider af eksistensen, er udgivelsen nærmest en total sejr. For The Prestige, som for min spilleliste. Jeg håber satme, de kommer til Danmark.