Den australske rock n roll maskine Airbourne er på gaden med No Guts. No Glory. Dette, deres andet album, skal bevise at de ikke er et novelty-act. At der er mere i dem end bare AC/DC’sk genkendelsens glæde. Misforstå mig nu ikke, jeg er stor fan af deres debutalbum, Runnin’ Wild, som er en stor, møgbeskidt spand rock n roll, lige i fjæset.Og disse glade, hårdt drikkende og endnu hårdere festende unge mænd, forstår at fyre op under publikum live, hvilket alle der har set deres to shows på dansk grund, vil give mig ret i.

Når No Guts. No Glory går i gang, er det åbenlyst at Airbourne har lyttet til det gamle råd, if it ain’t broke, then don’t fix it. Vi er tilbage i Airbournes musikalske univers som er straight up rock n roll, med 2 guitarer der leverer melodier og soli hen over en solid rytmesektion og Joel O’Keefe’s rå stemme, der komplementerer musikken på fineste vis. Teksterne handler stadig bare om sex, drugs og rock n roll, og samtlige rock klichéer kan krydses af på listen, men det gør ingenting når musikken er så god.

På No Guts. No Glory. er der måske ikke lige så mange ørehængere som på debut-cd’en, men mindre kan også gøre det. Prøv at lyt til de medrivende "Born To Kill", No Way But The Hard Way" og Raise The Flag" for bare at nævne nogle enkelte. Men hen mod slutningen af af cd’en er det som om at kvaliteten af numrene daler. Det er svært at sætte en finger på hvad problemet er, da der stadig spilles rock n roll, men interessen daler, og jeg sidder og ønsker at cd’en vil starte om fra starten.

Dette er en godkendt opfølger til Runnin’ Wild, men den er ikke lige så god. Musikken passer stadigvæk bedre til et svedigt live gig, end derhjemme med hovedtelefonerne på, men alt i alt er No Guts. No Glory. et godt album og det får 7 kranier.