På en lun forårsaften stod den på bøllebank og dansant på Spillestedet Stengade, for Thy Catafalque ramte landet for første gang!
The Answer Lies in the Black Void
Kender I det, når nogen eller noget beskriver sig selv med så mange adjektiver, at man ingen anelse har om, hvad de egentlig prøver at fortælle? Dette er tilfældet, når det kommer til hollandsk-ungarske The Answer Lies in the Black Void.
The Answer Lies in the Black Void, hvis sangerinde, Martina Veronika Horváth, er en af de fire sangere, som også er med i Thy Catafalque, spiller noget, de selv kalder “transcendental doom”.
Det kan løst oversættes til “hvis Nightwish spillede doom”. Teknikken fejlede intet, lyden fejlede intet, Horváth sang glimrende, om end det virkede til, at 90 % af lyrikken var ”oooh” eller ”uuuuuh”. Selv publikum var utroligt velopdragne og var da stille, når der skulle være stille – så på papiret var alt jo godt.
Der er dog ofte meget langt fra papir til virkelighed, og jeg må da derfor erkende, at jeg sjældent har set så kedelig en optræden som denne. Om de spillede ét eller 10 numre, kan jeg ikke fortælle dig, for bortset fra enkelte trommepassager og en djentet afslutning så var samtlige numre så uhyre ens. Sløve riffs tilsat lidt gotisk rytmik kombineret med Horváths æggende dansetrin opsummerer hele koncerten.
Så nok ligger svaret måske i den sorte intethed, men medmindre spørgsmålet er “hvorfor?!”, så er jeg reelt set ikke interesseret i, hvad svaret er.
Thy Catafalque
Jeg skal da indrømme, at jeg ikke er cand.mag. i Thy Catafalque, og ej heller har jeg memoreret teksterne til samtlige numre. Men lige siden jeg anmeldte den nyeste skive Alföld har jeg været ganske fascineret af Tamás Kátais orkester – og da jeg er eksperten udi både det avantgardistiske og nicheorienterede metal her på Heavymetal.dk, og eftersom der var hul i kalenderen, så var det bare afsted!
Stengade er ikke et stort sted, så når et orkester med op til syv mand indtager scenen, er der ikke megen plads. Når selv samme band så har en hær af trofaste landsmænd på slæb, ja, så var der heller ikke megen plads på gulvet, så temperaturen var nærmest ulidelig i den lumre kælder – til barens store glæde. Og hvis ikke strålevarmen fra en hærskare af metalfans var nok, så ramte temperaturen inferno, da Thy Catafalque indtog scenen med bravur, for de var kommet for at danse – og spille bas! Kátais og hans armé af magyariske krigere var så klar på at vise lille Danmark, hvad de kan, og hvem de er. Sætlisten var et sandt potpourri af bandets diskografi; der var alt fra de dansante folkenumre, hvor Gábor Dudás fik lov til at brøle igennem, til de mere doomede numre – anført af den kvindelige duet Ivett Dudás og Martina Horváth – og slutteligt de knogleknusende ekstremmetalliske sange, hvor Bálint Bokodi brølede af sine fulde lungers kraft.
Der er noget charmerende i, at Kátais selv – geniet bag hele moletjavsen, ham, som er Thy Catafalque – blot nøjes med at stå lidt i baggrunden at høvle bas. Han har ikke behov for at være frontmand eller noget, niks, bare en bas, der er skruet op på 11, tak!
Personligt havde jeg elsket, hvis de havde spillet “A földdel egyenlo”, men med så varieret en diskografi er det svært (umuligt) at behage alle, og heldigvis fik vi nummeret ”Töltés” fra albummet Geometria – som er et virkeligt smukt nummer.
Men selvom bandet leverede en totaloplevelse af en koncert, så kunne lyden, især på leadguitaren og Gábor Dudás mikrofon have været bedre – og derudover så fortjener et band som Thy Catafalque altså en større scene, simpelthen fordi de fortjener et større publikum – ikke fordi Stengade fejler noget, tværtimod. Det lille spillested beviste endnu en gang, hvorfor det kan lokke artister som Thy Catafalque forbi.
