Rendyrket ondskab på Hades
Når man spiller det ondeste af det ondeste dødsmetal, er det en fornøjelse at se et band, der går all in.
De danske Copenhell-debutanter fra Strychnos dækkede scenen op til død og ødelæggelse.
Blodige kranier blev placeret på scenekanten, bandet kom blodindsmurte ind på scenen, og dernæst fik publikum besked på, at bandet havde rejst sig fra graven og var kommet for at slå alle de tilstedeværende ihjel.
Med de ord gjorde Strychnos alt, hvad der stod i deres magt for at indlemme publikum i deres ekstreme og frygtindgydende univers.
Fast, furious and fire
Strychnos formåede at fange publikum, fra første tone blev slået an. Når Martin Leth åbnede munden og brølede og growlede den indre svinehund ud, ramte det som skarpe knive nede på de forreste rækker. Publikum labbede den rendyrkede ondskab i sig som narkomaner på jagt efter et fix.
Den ondskab, der havde manifistreret sig på scenen, lagde sig som et røgslør over publikum, der som zombier gjorde det, Strychnos befalede fra scenen.
Den teatralske del af hele koncerten gik rent ind hos publikum.
Bandet var gode til at bruge hele scenen, og den er stor, når man kun er en trio. Leth gik fra side til side og viste med fingrene, hvordan han havde tænkt sig at sprætte halsen op på tilhørerne, samtidig med at hans ansigtsmimik signalerede ypperlig ondskab.
Selve koncerten startede med nummeret ”Blessed be the Bastard Reign”, som lige fra første tone blev slået an viste, hvor sammentømret et band de er. Bandet, der har spillet sammen i efterhånden en halv menneskealder, formåede på fineste vis at supplere hinanden på instrumenterne uden på noget tidspunkt at spille ud af sync. Det var råt, brutalt og ondt.
På scenen kunne nedrige og blodige Strychnos afsløre, at det ikke varer længe, inden der lander en ny udgivelse i deres navn, hvilket afstedkom en stor klapsalve fra publikum.
De spillede nummeret ”Armageddon Patronage” derfra, og igen kunne vi konstatere, at det var noget, der faldt i god jord hos publikum. Nummeret er et hidsigt, hurtigt og velspillet stykke musik.
Som rosinen i pølseenden blev publikum beriget med nummeret ”Horror Sacred Torture Devine”. Leth stillede sig ind på midten af scenen og signalerede til publikum, at de skulle dele sig op, henholdsvis til højre og venstre.
Imens han stod der, faldt en mand på knæ for en kvinde og spurgte, om hun ville gifte sig med ham. Hun sagde ja, og imens de stod der og kyssede hinanden af glæde, fik Strychnos igen revet hårdt i strengene og banket igennem på trommerne, og så kunne den vildeste wall of death begynde. Folk oksede rundt, som var de i en blodrus, godt understøttet af Strychnos og deres diabolske musik og virkemidler.
Der går ikke yderligere 25 år
Det eneste, der kan slås ned på i forhold til koncerten, er tidspunktet for deres sceneoptræden.
Dette er jo på ingen måde noget, der belaster hverken bandet eller den musikalske præstation. Havde de derimod spillet på Hades i en mere dunkel belysning, ville indføringen i deres brutale univers have ydet Strychnos og deres dommedagsmusik meget mere retfærdighed. Så ville det brutale og olme have fremstået endnu mere grumt.
Nu, hvor Strychnos har haft sin debut på Copenhell, og en ny udgivelse er ved at være lige på trapperne, kan vi håbe på, at de en dag vender tilbage på Copenhell og får lov at spille under mere dunkle forhold og med en noget længere sætliste.
Der var desværre kun afsat tid til, at Strychnos kunne optræde med syv numre af cirka 40 minutters varighed, og det er ikke meget, når man som dem har høstet stor ros og anerkendelse, både herhjemme og i udlandet.
Strychnos afsluttede deres vellykkede optræden med at takke publikum og fortælle dem, at ”vi ses i undergrunden”.
Setliste:
1. Blessed be the Bastard Reign
2. Stanken af dyd
3. A Mother’s Curse
4. Black Banners
5. Manus Nigra
6. Armageddon Patronage
7. Horror Sacred Torture Divine
