Peter Béliath

Zeppelin Bar, København V

-

Officiel vurdering: 8/10

Skribent og ildsjæl Peter Béliath inviterede til en aften på Zeppelin Bar på Vesterbro torv. Her tog han livtag med spørgsmålet om djævlens rolle inden for heavy metal. 

Er Heavy Metal djævelens musik?

Ingen anden musikgenre er så tæt forbundet med djævelen som heavy metal. Men før vi fik lov til, at hilse på Ozzy, Nergal, Marduk og Watain og alle de andre introducerede Peter Béliath os til en kort gennemgang af hovedpersonens oprindelse. Hvorfra stammer djævelen?

Oprindeligt en engel for guds udvalgte folk, jøderne, men hurtigt et synonym med en forhindring på vejen, og derfra ikke langt til at være det onde selv. 

Én gang brandet som ond - og for altid forbundet med ondskab. Det er satans lod, og den sandhed skulle det vise sig, at heavy metal også kom til at lide under mange år senere.

Med sædvanlig underspillet humor og lune, og underbygget indsigt fik vi en dannelsesrejse op igennem middelalderen hvor satan var tro følgesvend, når den kristen kirke skulle finde syndebukke. Eller når Phillip IV, blev mere og mere ivrig for at slippe af med tempelherrerne. En orden som blev beskyldt for at stå i ledtog med satan. Tortur og brændt på bålet var datidens løsning.

Med satan som en evig belejlig undskyldning for, at smide det abnorme på bålet havde den kristne kirke og det bedre borgerskab en troværdig undskyldning for, at udstille det anderledes. Alt det vi ikke kan lide, forstå og kapere.  

Den moderne heksejagt

Med denne logik i baghånden blev først jazz, så blues og senere rock i vores tid beskyldt for, at være djævelens værk. Little Richard, Jerry Lee Lewis og Johnny Cash var under anklage. Elvis var med sine vovede dansetrin en trussel, og da The Beatles kom for skade, at sige “at de var mere populær end gud” var det naturligt at konkludere, at de var i ledtog med satan. Englænderen blev dog ikke brændt på bålet, men deres albums gik op i røg, da den amerikanske kristne højrefløj spillede triumfkoret: “Satan!”. 

I takt med, at rockbands som The Velvet Underground og Uriah Heep legede med alt det, som var forbudt, var det efterhånden blevet en indøvet refleks, at spille satan kortet for et boneret borgerskab. 

“My sweet satan!”

Brydekampen mellem den amerikanske religiøse højrefløj og metalbranchen var nu sat i scene, og en lang række sager opstod i dette kølvand. Indeholder Led Zeppelins "Stairway To Heaven” beskeden  “My sweet satan”, når nummeret spilles bagfra? Muligvis - men også alt mulig andet baglæns vrøvl. 

Men andre sager af mere alvorlig karakter blev også gennemgået på Zeppelin bar. To amerikanske teenagere havde intensivt dyrket Judas Priest, og forsøgte at begå selvmord med et jagtgevær. Den ene overlevede med nød og næppe, men med ansigtet forvandlet til ukendelighed. En længere retssag blev kørt i stilling og tragedien ramte også Judas Priest, som stort set var på randen af opløsning. Endnu engang måtte et heavyband redegøre for om musikken indeholdte skjulte budskaber. "Opfordring til selvmord", "djævelens håndlangere” messede den kristne højrefløj, mens få havde øje for, at drengene var vokset op under de mest forfærdelige kår. Bandet blev frifundet, men ifølge Peter Béliath kom forsanger Rob Halford sig aldrig over tragedien. Se dokumentar om sagen her...

Senatorfruen Tipper Gore og et klistermærke

Hvor Rob Halford var ved at miste modet i firserne, var senatorfruen Tipper Gore i hopla i halvfemserne. Ud af kedsomhed, misforstået godhed eller bundløs uvidenhed besluttede hun sig for, at starte sit eget korstog imod pop, rock og metalmusikere. Drømmen var en ekstra afgift på kassettebånd med farligt indhold, men de offentlige høringer i ”Parents Music Resource Center” endte i offentlig ydmygelse, da scenevante musikere som John Denver, Joey Ramone og Frank Zappa ikke lagde sig fladt ned. Specielt Dee Snider (Twisted Sister) var trukket i kampvesten, og leverede en overbevisende præsentation.

Det endte med et kompromis i form af et klistermærke kaldt “Parental Advisory Explicit Content”. Tipper Gores advarsel endte paradoksalt med, at blive et kvalitetsstempel og en anbefaling til køb for almindelige rockfans. Endnu et eksempel på, at det bedre borgerskab læste rockscenen som fanden læser biblen. 

Peter Béliath forsatte gennemgangen og kirkeafbrændingerne i Norge, og Vladimir Putins jerngreb om ytringsfriheden og Behemoths aflyste tourné i Rusland blev også berørt.

En reaktion imod konformitet

En spændende aften i selskab med en tydelig engageret foredragsholder og et spørgelysten publikum sluttede med en længere interessant diskussion om hvorvidt metalscenen efterhånden ikke også selv burde komme videre. Skal Copenhell nødvendigvis spille satan kortet - hele tiden, og så igen? 

Peter Béliaths foredrag og arrangementer kan kun anbefales, og er en god lejlighed til, at mødes og blive klogere. Særligt når billeder understøtter historien. Det kunne have været interessant også at se nogle af de mange YouTube klip som der løbende blev henvist til, men den opgave løste jeg så efterfølgende hjemmefra. 

… og hvad med aftens store spørgsmål. Er Heavy Metal djævelens musik? Ikke ifølge Peter Béliath, men derimod et symbol og en reaktion imod konformitet og ligegyldig ensretning. En modstander af det konforme og fodformede.