Gaerea

Det er efterhånden ved at være tre år siden, jeg første gang havde fornøjelsen af at opleve Gaerea. Dengang indtog de maskerede portugisere Spillestedet Stengade i et brag af en Danmarksdebut. Siden dengang har jeg været stor, stor fan af de weltschmerz-drevne post-blackere, og derfor var de også det band, jeg glædede mig mest til at opleve denne aften.

Iført sine Asmodeus-prydede masker, nystrøgne skjorter og laksko indtog bandet scenen til tonerne af ”Conspiranoia” fra mesterværket Limbo fra 2020, og derefter brød helvede løs – et inferno af bas og trommer haglede ned over publikum, som var det tyske bomber over London i 1940’ene.

Bandets sætliste var drevet af bandets hurtigere og kortere sange, så der var smæk på fra start til slut, især numre som ”Salve” og ”Urge” fik lige et ekstra gear. Dog er det, der virkelig driver en Gaerea-koncert frem, frontmanden Guilherme, der med sine forpinte bevægelser boltrer sig fra den ene ende af scenen til den anden som en besat tangodanser, der danser for et dæmonisk publikum, kun han kan se. Det er en optræden drevet af ren og skær viljestyrke, lidenskab og passion – det er både fascinerende og smerteligt at beskue.

Desværre kom han til at sparke et kabel fri under ”Mantle”, hvilket fik den ene guitarist til at kaste sig til gulvet og kæmpe for at finde en stikkontakt – hvilket var en seriøs udfordring på grund af stroboskoplys og maskering. Har var publikum dog usædvanligt hjælpsomme, for der udbrød et spontant ”hey-hey-hey!”-kor for at supplere lyden, der kortvarigt kun bestod af vokal og tromme.

Det er en fantastisk, intens og surrealistisk oplevelse at se Gaerea live – sjældent har jeg set et band være så meget på, som de er, og jeg har ikke nok rosende ord til at beskrive Guihermes evner som både frontmand og entertainer. Det kan nærmest ikke gøres bedre indenfor genren, selvom vores egen MØL-Kim kommer tæt på. Dog en skam, at lyden aldrig helt blev så god, som den kunne, og naturligvis også en kæmpe skam, at de kom til at yde selvsabotage – derudover kan man jo altid beklage, at de ikke havde mere tid på scenen, men lidt har også ret. Nu kan vi blot håbe på, at de får mere tid at lege med, næste gang de kommer forbi Danmark, så vi kan få nogle af bandets længere numre smidt i ansigtet.

8/10

Winterfylleth

Engelske Winterfylleth blev pludselig tilføjet koncertens lineup, da skotske Saor ikke havde mulighed for at være med på slutningen af turneen, hvilket jeg personligt blev svært skuffet over, da Saor er et fremragende band, som jeg havde glædet mig meget til. De fire englændere stod som en enorm kontrast til de fem portugisere, da der her ikke var tale om masker eller generel udklædning. Det var blot en flok herrer fra England, der alle (måske med undtagelse af leadguitaristen) lignede en flok muntre fædre på orlov hvilket gav bandet en ret så low key jovial udstråling. De var da også det eneste af aftenens tre bands, der adresserede publikum sådan for alvor.

Der var både en introduktion, en kort forklaring om, at dette var deres Danmarksdebut, og et shout-out til Ole Luk/Afsky, der da også var at finde blandt publikum.

I og med at jeg relativt sent opdagede, at Winterfylleth havde erstattet Saor, havde jeg ikke nået at sætte mig ordentligt ind i bandets diskografi, så jeg havde absolut ingen forventninger til dem, udover at de ville spille noget atmosfærisk, melodisk black metal med små folk-afstikkere. Hvilket var præcis det, bandet leverede, der var lange sange, der nu og da lugtede lidt af blandt andre Dissection, komplet med lidt clean-vokal og ”wooh-ooh!”-omkvæd, præcis som forventet. Winterfylleth gjorde absolut intet galt. Men når man sammenligner med, hvad der lige havde været på scenen, og når nogle af deres numre var både til den lange og den repetitive side, stod man nu og da og kiggede på klokken og overvejede at smutte i baren

Lyden var dog blevet bedre i løbet af aftenen, så især leadguitaren gik klart igennem – hvilket var i bandets favør, da de har skrevet nogle ganske habile guitarsoloer.

Alt i alt en godkendt koncert, og karakteren havde nok været højere, hvis jeg havde sat mig ind i bandet – den må jeg tage på min kappe.

6/10

Gaahls Wyrd

Ligesom med Gaerea var det tre år siden, jeg sidst oplevede Gaahls Wyrd, nemlig da de var support for Mayhem i Pumpehuset. Bevæbnet med den oplevelse følte jeg ærlig talt, at aftenens sidste koncert var et langt deja-vu. Der var igen tale om et band med masser af energi og overskud, der løb rundt og gjorde sig til – alt imens at Gaahl selv besad et minimalistisk (til tider statisk) kropssprog.

Ligesom sidst bestod sætlisten primært af numre, som Gaahl har skrevet i forbindelse med tidligere projekter som Gorgoroth og God Seed – det er en god ting, da den musik, der er udgivet under Gaahls Wyrd, ikke er noget at råbe hurra for – ergo var det samme følelse af en ”Gaahl Greatest Hits”-koncert som i 2019, men publikum elskede det. Når man kiggede sig omkring, så man flere deltagere, der nærmest fremstod både euforiske og i trance, og fedt for dem – jeg ville da have ønsket, at Gaahl & Co. havde haft samme effekt på mig, men ak!

Lyden var dog helt perfekt, og især vokalen gik rent igennem, og meget kan man sige og mene om Gaahl, men synge/skrige/skråle/brøle/mumle, dét kan han sgu! Helt perfekt lød det for eksempel, da nummeret ”Carving the Voices” bragede ud af højtalerne (selv om det er et småkedeligt nummer).

Var det en god koncert? Ja. Men så var det heller ikke bedre, og igen blev man mindet om, at Gaahls bedste numre altså ligger bag ham – hvilket måske også er derfor, at det er de gamle schlagere, der fylder mest i løbet af en koncert.     

7/10