Pestsmitten spreder sig.
Vi’ på vejen igen (igen)
Hvis vi køber præmissen om, at lediggang er roden til alt ondt, så har Plaguemace gjort deres ypperste for at holde stien ren. Og det endda på trods af rygter fra pålidelig kilde om et noget tvivlsomt hygiejneniveau i tourbussen. Nå, hvad der sker på vejen, ender som bekendt på Facebook. For nu at flytte vores slørede fokus tilbage på musikken så udgjorde fredagens midtvejsmærke et yderst imødeset rendezvous for denne anmelder. Jeg siger ikke, der lå alvorlige overvejelser i at kyle den overbetalte Brooklyn-bajer i nakken på lydmanden ved Gehenna, da Plaguemace lagde vejen forbi Refshaleøen … men mindstescenen på Copenhell vandt sandt for dyden heller ingen priser for akustikken anno 2024.
Siden da er der løbet betragtelige mængder vand i åen, og man har heldigvis ved adskillige lejligheder fået fremvist sig som et forrygende, højoktant livenavn. Netop hjemvendt fra Gdańsk fik de ultraenergiske jyder således om nogen plantet de rød-hvide farver under dette års Mystic Festival i den polske havneby. Redaktionens forventninger? Ja, de var naturligvis også derefter denne fængslende fredag.
Kaos og karisma markerede midtvejsmærket
Heldigvis blev forventningerne indfriet til fulde. For Plaguemace indtog Dødsgangen med lige nøjagtig den energi, man efterhånden forbinder med – og forventer af – horsensianerne. Fra første sekund var scenen deres, og attituden smittede uundgåeligt af på publikum. Frontskråler Andreas Truelsen hoppede, gestikulerede og tilføjede sædvanen tro sine mere eller mindre meningsfyldte kommentarer mellem numrene, alt imens de nye sange, herunder den endnu uudgivne ”Multiplied Homicide”, blev præsenteret med en selvsikkerhed, der fik det meste af fængselsgården til at gynge. Well, om ikke andet så da i hvert fald efter gældende standarder. Bandets nærvær var i al fald så tilpas intenst, at selv demografien fra de lokale haveejerforeninger så ud til at være moderat underholdt.
Lyden var lidet overraskede atter udfordret af akustikken, men blev dog i vist omfang kompenseret af de rytmiske dynamikker og temposkift, som Truelsens kumpaner udførte med kirurgisk præcision. Nummeret ”Among the Filth” – introduceret med en tirade om, at Horsens Statsfængsel bestemt trumfede Vridsløselille – blev sidenhen mødt med små bifald og lune smil. Det var tydeligt, at bandet nød hvert sekund, og publikums respons voksede da også i takt med intensiteten.
Visuelt skabte Truelsens skrig-orange fangedragt og spontane hop fra scenekanten små, (u)forudsigelige øjeblikke, der gjorde koncerten både legende og forrykt på én gang. Kulminationen kom med ”Ambrosia” og bemærkningen om kvindernes manglende interesse for Tour De France, hvorefter en mini-wall of death blev gennemført med entusiasme og præcision – et øjeblik, der på ingen måde var stort, men bestemt mindeværdigt.
En sejr for entusiasmen
Plaguemace leverede en liveoplevelse, der bekræftede uden at overstige forventningerne. På trods af lydmæssige fodfejl og en scene, der ikke altid favoriserede det kompakte udtryk, var gruppens energi og tilstedeværelse ubestridelig. Nye numre som ”Multiply Suicide” og ”Shrines” blev modtaget med åbne arme, og de klassiske tracks fik publikum til at reagere med den entusiasme, man kunne håbe, det afmålte segment in mente. Fra hypeman Truelsens rå og utæmmede energi til de dynamiske temposkift var der ikke et øjeblik uden engagement, og det var tydeligt, at bandet nød hvert sekund på scenen. Gutterne fleksede ikke blot de musikalske muskler, men også en karisma, der blev hængende længe efter, at sidste riff klingede ud.
Sætliste:
- Intro
- Roots
- Carnivore
- Misantropical Breed
- Multiplied Homicide
- Rhythmic Demise
- Among the Filth
- Impenetrable Leather
- Shrines
- Ambrosia
