Mystic Festival 2025
Alle billeder af Lykke Nielsen Photography
Svesken på disken
Mystic Festival er veloverstået, alle koncerter set og fordøjet, alle promiller er ude af blodet igen. Det er tid til at gøre oplevelserne op og reflektere over den (G)dańske festival i Polen, som i år havde ekstra meget fokus på den danske scene. En satsning fra festivalens side, som var ganske vellykket, da det blev nogle velbesøgte og energifyldte koncerter.
Som en slags public service for dem, som aldrig har været på festivalen, har jeg lavet en for og imod-liste indenfor en række områder, hvor jeg til sidst kommer med mit bud på, hvem festivalen er for.
Lad os starte med det helt kedelige:
Sanitetsforhold
Imod
- Få toiletter (festivalens størrelse taget i betragtning), som også hurtigt løb tør for toiletpapir
- Pissoir er inden i toiletbåsen
For
- Nemt at komme til håndvaske uden for båsene
- Mulighed for køb af personlige plastikkopper, som man kunne få alle sine drikkevarer i efterfølgende. Ergo, der var generelt mindre plastikaffald på pladsen
- Drikkepost, hvor man kan fylde sit krus eller sin drikkedunk
Sikkerhed
Imod
- Vagter er generelt lidt mere ligeglade. Særligt ved de små scener, hvor de skulle have hjælp af publikum til at kigge op fra mobilen og tage imod crowdsurfers
- Kan være svært at finde nogen, som snakker godt engelsk, så hvis du har problemer eller brug for hjælp, kan du måske havne i en kattepine
- Koncertsalene ved de indendørs scener kan blive meget klemte, og det er hamrende varmt. Der er nødudgange i siden, men hvis du bliver utilpas, er det ikke sikkert, en vagt spotter dem. Publikum er dog søde til at hjælpe hinanden
For
- Mulighed for bevogtet garderobe
- Masser af samaritter til stede, særligt ved de store scener. De virkede til at handle hurtigt og præcist
- Personale, som tjekker armbånd og tasker mange steder
Mad- og drikkeforhold
Imod
- Mangler generelt engelske oversættelser (ingen boder havde det!)
- Som ny var det lidt bøvlet at opstøve noget som en cola eller anden sodavand
- Kunne godt bruge flere vegetariske og veganske muligheder
For
- Pænt og varieret udvalg
- Priserne. Den almindelige fadøl på 3,5 % koster under 40 kr. – specialøl koster omkring 50 kr. Alle retter/måltider koster omkring 80-90 kr.
- Der er næsten mad- og drikkeboder rundt på hele pladsen
- Pæn indendørs restaurant og også indendørs street food
- Små specielle drinkboder. Naturvin og cocktailbar
Komfort
Imod
- Mangel på udluftning ved de små scener
- Når der er maks. belastning ved Parkscenen eller Hovedscenen, kan det være meget svært at komme frem og tilbage
For
- Altid mulighed for at finde en siddeplads, særligt hvis du også kan tåle regn
- Chill Zone giver mulighed for at se festivalens store koncerter på storskærm. Så hvis du har brug for at trække dig fra den store folkemængde, men gerne vil følge med i koncerten, er det muligt
- Hvis du er til mindre festivaler end Copenhell, så er dette måske noget. Der er 10.000-15.000 gæster om dagen, og 25.000 i alt over hele weekenden
- Roligt publikum og hjælpsomme festivalgæster
- Kælder med mulighed for at slappe af med videospil eller se film
Hvem er den her festival så for?
Hvis du er til en metalfestival i rustikke, rå omgivelser, som er endnu mere industriel og autentisk med sit hårde udseende end Copenhell, så kan Mystic Festival måske være noget for dig. Flyrejsen fra København til Gdańsk er den billigste flyrute fra Danmark, og turen tager kun en time. Ryanair har også åbnet en flyrute fra Aarhus Lufthavn til Gdańsk. Selve festivalbilletten ligger på under halvdelen af, hvad det koster for Copenhell, plus mad og øl er en tand billigere. Generelt satser Mystic Festival en del på nostalgien, men har også noget nyt og moderne imellem – altså minder det om den type program, Copenhell sætter sammen. Selve sanitets- og sikkerhedsforholdene er ikke lige så toptunede som ved Copenhell, men det er heller ikke, fordi de er totalt jammerlige. Der er god mulighed for at trække sig fra musikken og flade ud i Chill Zone, som dog mangler siddepladser i belastningsperioderne. Der er også mulighed for fordybelse og ro i kunstgalleriet eller VHS-Hell, hvor der er videospil og storskærmsvisninger. Ligesom på Copenhell er der også talks, men desværre foregår de fleste på polsk. Deres talks er mere nede på jorden og foregår – afhængigt af vejret – udenfor, hvilket giver en mere intim oplevelse. Der afholdes en del signingsessions, dog er der ikke ret mange af de store bands, som kigger forbi.
Blandingen af indendørs og udendørs scener giver en ret unik festivaloplevelse. Man kan virkelig opleve nogle små og intime koncerter, som vi for eksempel gjorde med de danske artister eller Combichrist. Man kan også få de store koncertoplevelser med fællessang, som vi gjorde ved Opeth. Den klare ulempe er dog, at lige så snart det regner, så søger alle folk mod de indendørs scener, som blev alt for proppet. Så man skal søge derhen i god tid, hvis der er artister, man virkelig gerne vil se.
Samlet set er Mystic Festival altså et godt alternativ til dig, som trænger til en festival med lidt færre folk og mere rustikke rammer end Copenhell. Det er en byfestival, så hvis man drømmer om at ligge i telt og hygge på festivalpladsen, er dette altså ikke sagen. Men hvis du er til byfestivaler, så er rammerne for Mystic Festival fortrinlige. Der ligger et hav af hoteller med 10-15 minutters gang til festivalen, og de fleste af dem er ganske billige. Hovedbanegården i byen er heller ikke mere end 10-15 minutters gang derfra. Så det er en meget mere tilgængelig byfestival end for eksempel Copenhell og Northside. Det kan også være til dig, som leder efter en billig sommerfestival i udlandet. Gdańsk er, set med danske briller, en prisvenlig by og derudover en ganske flot by med masser af historie i form af sine mange kirker, museer og sin gamle bydel.
Onsdag:
Alcest Park Stage
Fransk finesse på udebane
Alcest er kendt for at være en af pionererne inden for blackgaze og har længe været velkendt og velanset blandt det danske publikum for sine drømmende, atmosfæriske riffs og melankolske skrig. Deres nyeste album skuffede en smule og kastede kun 7/10 kranier af sig, så det var absolut spændende at se, hvorledes franskmændene ville løfte opgaven på dagens største scene. Blev det med udgangspunkt i den nyeste plade, så kunne de få svært ved at nå ud over scenekanten fra Park Stage med deres vanlige introverte optræden. Om det polske publikum tog godt imod svævende, drømmende fransk metal med finesse en onsdag eftermiddag skulle vise sig
Opvarmning til opvarmningen
Fremmødet var ikke kæmpestort denne eftermiddag. Man kunne dog spotte nogle enkelte i Alcest-trøjer og nogle, der faktisk lod til at glæde sig, men ellers var stemningen ret flad, da det franske orkester trådte ind til tonerne af “Améthyste” fra den nyeste plade. Lige så snart Neiges fløjsbløde vokal strøg ud af højtalerne, blev der da også tændt et par joints, blandt andet af min sidemand, så jeg søgte længere bagud. Bagefter slog Alcest over i “Protection” fra Spiritual Instinct, og det blev tydeligt, at mikset ikke stod ret klart. Trommerne var alt for høje, mens guitar og Neiges vokal var alt for lav, hvilket var en skam, når det er så centrale elementer i deres musik.
Der var også en del, som listede ud fra showet undervejs, som om der var en ‘nu har vi set giraffen’-effekt. Bedre blev det heller ikke, da de slog over i en af deres ældre sange, “Escailles de Lune ‐ Part 2”. Her var lydsystemet tæt på at koble helt fra, da der midtvejs i sangen kom en kæmpe nedsænkning af lydniveauet med skratten i højtalerne på et par sekunder.
Det gik bedst med de to sidste sange, som var singlen “Flamme Jumelle” fra deres nyeste plade, og den evige koncertafslutning og fanfavorit, “Autre Temps”. Her vågnede den lille fanskare op og begyndte at juble, klappe med og bølge fra side til side. Noget, der godt kunne være brugt meget tidligere.
Når enden er god, så er alting godt
Nu var det tredje gang, jeg så de introverte franskmænd, og jeg må blankt erkende, at selvom jeg er stor fan af musikken og egentlig altid synes, de leverer live, så var dette en noget halvlunken koncert. Dels fordi lyden ikke var i orden, og dels fordi sætlisten var dårligt sat sammen til sådan en festival, og det gjorde, at publikum først vågnede til sidst. Bandets erfaring taget i betragtning, så burde de have vidst bedre.
Whitechapel Park Stage
Sonisk sommertorden
Med en af årets og muligvis årtiets mest brutale og intense deathcore-plader på cv’et, så var der alt mulig grund til at glæde sig til, at Whitechapel skulle kigge forbi Gdansk og brænde den polske industrihavn ned til grunden. Vokalist Phil Bozeman har virkelig foldet sin indre dæmon ud på Hymns in Dissonance, hvor den ritualistiske ondskab vælter ud af alle mørkets kroge. På titelnummeret og debutsinglen var der også gang i, hvad der lignede et satanisk ritual i musikvideoen. Den flotte, men ekstreme video blandet med den mindst lige så ekstreme musik fik på ny genskabt hypen om Whitechapel. Bandet så ud til atter at have indtaget deathcore-tronen med sin tungeste plade siden Mark of the Blade. Der var ingen tvivl om, at den brutalitet, som matchede den lokale arkitekturstil med samme navn, ville blive en sikker vinder på opvarmningsdagen, så længe Whitechapel leverede varen.
Satans stroboskop
Inden Whitechapel overtog Park Stage, ramte Thor og hans stridsvogn de polske breddegrader i Gdansk. Det var yderst passende, i forhold til at introen fra “Prisoner 666” spredte sig ud i Parken, og Phil Bozeman & Co. trådte ind på scenen. Grundet de forholdsvis ekstreme vejrforhold var mange af dagens tilskuere trukket indenfor, og derfor var det svært at vide, om fremmødet til koncerten mon var repræsentativt.
Jeg var næsten sikker på, at Bozeman ville gribe fat i vejrforholdene og prøve at indpiske en intens stemning. Såsom at sige: ‘Ritualet er i gang, og Satan har tilbudt os naturligt stroboskop, lad os trampe parken ned’. Men dette udeblev helt, og i stedet slog bandet over i førstesinglen “Hymns of Dissonance” fra deres nye album af samme navn. Modsat Alcest, som tidligere spillede på scenen, så sad Whitechapels lyd lige i skabet, og bandet spillede med stor præcision. Jeg refererede til dem tidligere som Phil Bozeman & Co., fordi alle andre end Bozeman stod langt tilbage på scenen under hele showet med minimal bevægelse og kiggede sjældent op.
Trods det at Bozemans vokal sad lige i skabet, så virkede han også yderst apatisk. Generelt virkede bandet mat, hvem ved, om det var på grund af vejret, men det måtte vel ikke påvirke et så rutineret band? Bozeman prøvede flere gange at opfordre til circlepits og lignende, hvilket aldrig blev til store, da publikum lod til at gide ligeså lidt som Bozeman selv, på trods af at de var blevet hængende i store nedbørsmængde.
Brutalt vejr, brutal musik, brutalt kedeligt
Når man har udgivet et af årtiets mest brutale deathcore-plader, så skal det altså også virke, som om man mener det, når man spiller det live. Dette præsterede Whitechapel ikke denne onsdag, og det hele blev en noget slap oplevelse. Forholdene var der, til at man godt kunne få pisket gang i det publikum, som var tilstede, men det her var nok det mest ugidelige, jeg har set Whitechapel være, og det er satme en skam, givet hvor kompetente og velspillende de egentlig er. Det var på sin vis en præstation i sig selv, hvordan en blanding af så brutal musik og vejr kunne blive så kedeligt
Unprocessed Desert Stage
De tyske djentlemen
Unprocessed er et af de nye interessante skud på den moderne prog-træstamme ‐ eller helt nye er de dog ikke, for de har faktisk været i gang siden 2013. I samme kategori finder vi bands som Vola, TesseracT, Periphery og Monuments. Når jeg henviste til dem som nye, så skyldes det, at de først for alvor er ved at bryde igennem på det større marked nu, særligt i forlængelse af deres nyeste plade … And Everything In Between, som har akkumuleret millioner af streams. De kunne også sidste år byde på en herlig koncert som opvarmning for TesseracT i Amager Bio, som undertegnede selv oplevede. Der var alt fra finurlige polyrytmiske, tunge mellemspil til tonstunge passager, hvor bassist David John Levy for af sted som en vildfaren raket. Kunne tyskernes pæne kanter med tyngde mon gøre sig godt her i Gdansk? Særligt når der på samme tidspunkt var budt op til bøllemusik og bajer på Shrine Stage med Midnight?
Kampen mod de ugidelige
Der var ingen tvivl om, at de unge tyskere ville få en kamp med det polske publikum, hvis man skulle vurdere ud fra dagens foregående koncerter. Heldigvis for den tyske kvartet havde dagens tordenbyge bevæget sig væk fra Gdansk, og der var atter solskin og glade dage, hvilket gjorde, at fremmødet blev pænere, end man kunne forvente ved Desert Stage. Det blev dog en anelse aparte, da publikum stod lidt adspredt på grund af alle de store vandpytter. Bandet gik ind til tonerne af “Hell” fra deres nyeste plade … And Everything In Between, som skulle vise sig at dominere sætlisten. Hvilket var et godt valg, givet pladen både er deres bedste og mest populære.
Modsat dagens forrige artister var Unprocessed ikke kommet for at køre den hjem på rutinen. Forsanger Manuel Gardner Fernandez påtalte straks, at han ville have circlepits, og at folk skulle rykke tættere på scenen, mens David John Levy og Christoph Schultz pilede rundt på scenen som utrættelige Duracell-kaniner. De var også konstant fremme på scenekanten og prøvede at få sat gang i publikum, som fortsat var rimelig ugideligt.
Dette fik dog ikke kvartetten til at opgive. Fernandez spurgte flere gange ‘Is this a metal festival or not?’, og derefter fulgte han op med, at han ville se en crowdsurfer og prøvede næsten pædagogisk at forklare, hvad crowdsurfing var. Da det ikke lykkes, udbrød han ‘Do you not know what crowdsurfing is?’ Unprocessed stod fast i deres vilje og kunnen og spillede videre med præcision, energi og kraft. Hen mod sættets sidste kvarter fik de publikum til at overgive sig. Det startede med tonerne til “Blackbone”, hvor de bad publikum om at sætte sig på hug, og det skete da med lidt modvilje. Men straks da tunge djent-passager væltede ud af højtalerne, hoppede publikum i vejret og bouncede med skæve taktarter. Herfra og til slut blev der jublet, hoppet og kastet horn. Mission accomplished.
Hvor der er en vilje, er der en vej
Hvor var Unprocesseds koncert dog en dejlig livsbekræftende oplevelse oven på dagens tidligere fadæser af dårlig lyd og ugidelighed. Tyskerne beviste, at selv de mere uventede genrer godt kunne sejre på festivalen, hvis man kommer med vilje og entusiasme og kan levere sin musik professionelt. De var opsat på, at den tyske, musiske invasion af Polen skulle lykkes, og det gjorde den.
Exodus Park Stage
De ‘glemte’ Bay Area-thrashere
Exodus er som bekendt et band, som indtager en vis plads i metalhistoriebøgerne. Pladsen som det sympatiske lige ved og næsten-band. Da thrash-scenen blomstrede i 80’erne, var Exodus også et af de bands, som blomstrede på scenen. På trods af at de kunne bryste sig af at have Kirk Hammett på guitar, indtil han i ‘83 forlod bandet for et andet velkendt thrash-orkester, så ramte Exodus aldrig de helt store klinger som Hammetts nye arbejdsgiver og måtte se sig tabt bag thrash-bussen styret af ‘the big four’. Det stoppede dog ikke Exodus i at fortsætte ufortrødent med deres kompromisløse Bay Area-thrash, til trods for mange udfordringer og personaleskift. Og ja, angående sidstnævnte, så har vokalist Steve Sousza i år forladt bandet for tredje gang i karrieren, og Rob Dukes er atter vendt tilbage på vokaltjansen. Med alt det i mente og det faktum, at den seneste plade, Persona Non Grata, fik lidt halvlunkne anmeldelser, så var spørgsmålet, om der overhovedet var flere skud tilbage for Bay Areas glemte thrash-helte, og om man kan sige ud fra aftenens præstation, at bandet nok bør forbigås på Copenhell?
Vi kører den ind med thrash
Mørket havde sænket sig over Gdansk og Mystic Festival. Parken var fyldt til randen med folk, og ud fra fremmødet var der ikke et mikrosekunds tvivl om, at det her var den koncert i dag, som flest havde glædet sig til. Der stod et rødt skær ud fra scenen, og til tonerne af Exodus’ velkendte “Bonded by Blood” trådte bandet ind på scenen. Der opstod straks en circlepit i parkens centrum, mens den tilbagevendte Rob Dukes overlod mikrofonen til publikummet i omkvædet. Selv de bagerste rækker 25 meter fra scenen råbte med på omkvædet.
Generelt virkede det som et veloplagt Exodus, der var trådt på scenen, hvor der blev leveret med stor spilleglæde. Bandet var godt fremme på scenekanten, lyden stod skarpt, og trods alderen, så stod Rob Dukes vokal, som den skulle. Det polske publikum slugte det råt. Circlepitten føltes som en hvirvelvind, der aldrig ville ende. Singalongs, eller yellalongs, om man ville, stoppede da heller aldrig, særligt var det polske råbekor godt på under sættets fjerde sang, “Deathamphetamine”, hvor råbene ingen ende ville tage.
Generelt var det simple midler, der virkede uhyre effektivt, men alle sangene endte med at falde i et, særligt fordi bandet heller ikke interagerede det store med publikum.
Fans på Copenhell skal glæde sig
Der er ingen tvivl om, at hvis man er fan af Exodus, så er der absolut noget at se frem til på årets udgave af Copenhell. Bandet virkede utrolig veloplagt, og Dukes er tilbage med både god energi og synergi. Det er dog tydeligt, hvorfor bandet aldrig blev lige så store som “The Big Four” ‐ de mangler den sidste smule kant og gennemslagskraft. Dog kan de stadigvæk levere en ganske habil koncert på de store scener. Dette beviste de i hvert fald onsdag aften i Polen, og det er mere, end hvad man kan sige om mange bands fra den tid.
Combichrist Shrine Stage
Amerikansk aggrotech angreb
Når det kommer til rodet historik og det at være en del af metalhistorien, så kan Combichrist ligesom Exodus skrive et kapitel i denne bog. Combichrist har eksisteret siden de tidlige 90’ere og har stået for at bære aggrotech og industrial metal frem på den internationale metalscene. Det er dog ikke sket uden flere kontroverser. Udover at bandet gennem årene har haft store personaleudskiftninger, så har der også været en del polemik om bandet. Polemik om deres visuelle del, både hvad angår sceneshow og musikvideoer, som har indeholdt konføderale sydstatsflag og misogyne elementer. Noget, bandet har modtaget kritik for, men de har forklaret, at den del blot er deres konceptuelle univers og ikke er repræsentativt for deres holdninger. Trods udfordringer, så var der altså udsigt til, at bandet ville sætte et frontalangreb ind med aggressiv musik rettet mod det polske publikum, som nok skulle starte en fest på opvarmningsdagens døende timer.
Industrial hangar rave party
Efter at været blevet godt gennemblødt af dagens vejr stod det polske publikum samlet i den rustikke koncertsal ved “Shrine Stage”, hvor Combichrist snart, troede man da, skulle indtage scenen til aftenens sidste koncert. For på ægte rockstjernemanér gik bandet ikke på til tiden. Fugt, varme og tilskuertal steg med god hastighed, og det blev tæt på utåleligt at stå på det hårde betonfundament og vente. Heldigvis begyndte lysene at rotere, og det ansigtsmalede band trådte på scenen til tonerne af “All Pain is Gone”, hvilket straks sparkede liv i de ellers zombielignende polakker. Folk hoppede straks med til tunge faste takter og sang med på omkvædet, som blev sunget sikkert af Andy LaPlegua.
Hele bandet var i en professionel symbiose, hvor alle bevægede sig i takt til rytmerne, og særligt LaPlegua og Eric13 var gode til at komme ud til scenekanten, og udover også. Det virkede generelt godt i forhold til at få publikum med, da de overgav sig mere og mere til det industrial raveparty, der var startet. Særligt da de spillede “Children of Violence”, begyndte hele salen at gynge i takt med store fællesråb på omkvædet.
Combichrist havde publikummet i deres vold fra start til slut og havde forstået opgaven. De valgte helt rigtigt, da de afsluttede sættet med “Never Surrender”, og LaPlegua kommanderede publikum til at åbne pitten, hvor opvarmningsdagens sidste og mest aktive pit udfoldede sig.
Kunsten at kende sin besøgelsestid
Trods det at Combichrist ikke overholdt deres mødetid, så kendte de deres besøgelsestid modsat mange af dagens andre bands. Det var en gennemført professionel optræden, som passede helt til rammerne, med en fremragende sammensat sætliste, hvor de velkendte sange var godt fordelt. Selvom en helt komplet ekstase udeblev, så var vi dog meget tæt på. Herfra skal det siges, at undertegnede aldrig før havde lyttet Combichrist, og industrial er ikke en genre, som siger mig ret meget, men denne aften overgav jeg mig til rave-partyet, der blev skabt.
Torsdag:
Polaris Park Stage
Polen, polak, Polaris
Kan man i sandhed sige metalfestival uden at sige metalcore? Det synes at være umuligt anno 2025, da subgenren er blevet den dominerende genre i hele metalmainstream med store navne på øverste hylde som Architects og Spiritbox. Polaris er absolut også et af de navne, der bør blande sig i toppen. Om dette udsagn så har en grad sandhed i sig eller ej, måtte Polaris prøve at bevise, da de denne torsdag eftermiddag skulle prøve at skubbe et tøvende polsk publikum rundt med tonstunge breakdowns.
Breakdowns og blergh!
Denne torsdag eftermiddag var der et fint fremmøde ved Park Stage. Undertegnede havde sneget sig ind på de forreste rækker, hvor det var tydeligt at spore en positiv, sitrende energi blandt det unge publikum.
Polaris var ikke kommet for at holde badeferie i Polen. Bandet trådte på scenen med 110 i timen til tonerne af “Nightmare” fra Fatalism, mens forsanger Jacob Charlton udbrød:, ‘What’s up, Mystic Festival, we are Polaris from Australia. We travelled from afar to be here’. Herefter bevægede Charlton og strengespillerne sig op på deres medbragte podier ved scenekanten. Der var en god synergi mellem bandets medlemmer, og der blev tit givet fistbumps, når de byttede pladser på scenen. Det fremstod meget professionelt, uden at det blev for indøvet. Det var med store fagter og intense blikke fra Charlton, der konstant agerede feltmarskal for det polske publikum, mens resten af bandet var fyldt med smil og bevægelse. Publikummet sugede hurtigt bandets eksplosive energi til sig og begyndte at hoppe rundt af glæde og lave pits.
Inden bandet spillede “Remedy”, bad Charlton publikum om at splitte sig i to fra front til lydpulten. Den slags unoder havde festivalens tidligere bands ikke haft held med, men sådan skulle det ikke være længere. Måske var en afgørende forskel også, at man virkelig kunne mærke Polaris tilstedeværelse, at de rent faktisk mente det. Nærmest på sådan et niveau at man tænkte, de ikke ville spille videre, før det var sket. Det resulterede i festivalens hidtil største wall of death og en stor pit, som forblev åben resten af koncerten. Der var ingen tvivl om, at dette var Mystic Festivals hidtil mest engagerede publikum.
Sejr i parken
Selvom Park Stage havde været en svær scene for andre rutinerede bands på festivalen, så blev det ingen hindring for Polaris denne eftermiddag. De viste, at hvis man kommer med stort engangement, har styr på sit shit og virkelig mener det, så kan man sagtens få tændt godt op under de ellers ret tøvende polakker. Selvom musikken i sig selv ikke er unik, så beviste Polaris, at et godt liveshow kun handlede om en ting, nemlig leveringen.
Bullet For My Valentine Main Stage
Triller tårerne stadig?
‘Your tears don’t fall, they crash around me’. Sådan lød linjerne til Bullet for My Valentines kæmpe gennembrudshit, som næsten kendetegnede en hel generation af metalhoveder. Linjer, der næsten er ligeså ikoniske og genkaldelige som ‘Fuck you, I won’t do what you tell me’. Mange tårer er fældet og løbet i åen siden, og Bullet for My Valentine har år for år mistet lidt af den spidse brod, de engang havde. Sådan går naturens gang jo for de fleste, men den ultimative tvivl anno 2025 var, om bandet levede på nostalgien eller faktisk var taget på sommerturné for at lave et jubilæumsshow for The Poison, der var værd at opleve.
Drengedrømmen, der døde?
Det var givet, at nostalgien ville få en klar hovedrolle til den første koncert, jeg oplevede ved hovedscenen. Inden BFMV indtog scenen, blev der smidt en voldsom mængde fanservice i fjæset på publikum i form af en introvideo fra Poison-tiden. Videoen var et potpourri af presseklip, hvor en ung Matthew Tuck nævnte, at han drømte om, at BFMV blev et stort rockband, hvorefter der var klip, hvor bandnavnet blev nævnt med mange forskellige internationale accenter fra diverse tv-udsendelser.
Det var nærmest en selvfølge, at bandet kom ind til tonerne af “Her Voice Resides”, som var den første sang på The Poison. Der var godt fyldt i den forreste zone ved scenen, og det var da også et stort jubelbrøl, som opstod, da Tuck leverede de første strofer. Der var ingen tvivl om, at dette var festivalens største produktion indtil videre, så bandet stod skarpt. Inden bandet spillede megahittet “Tears Don’t Fall”, fortalte Tuck, at de lige havde spillet en masse shows i USA, og at de var glade for være tilbage i Europa og fejre det album, som ændrede deres liv. Derefter blev der budt på større fællessang, end Johnny Reimar kunne præstere på Bakken. Bandet selv virkede meget indøvet, måske en anelse for meget, men de var super professionelle. Det var tydeligt at spore spilleglæde med alle de glædesudtryk, der blev udvekslet internt på scenen og til publikum. Man var slet ikke i tvivl om, at de faktisk var glade for at fejre deres gennembrudsalbum.
Alt var dog ikke helt perfekt. Der var langt fra fyldt op ved området efter lydpulten, og lyden havde store udfald i det område. Tucks vokal fremstod også lidt mangelfuld på storhittet “Everything I Hate (Revolves Around Me)”.
En af koncertens helt store højdepunkter var, da de spillede titelnummeret “The Poison”, hvor publikum lod til at være varmet godt op. Tuck bad om en circlepit, og der opstod straks en stor en af slagsen. Sangen leverede de også med en enorm entusiasme, og man kunne se, at selv oppe på VIP-podiet blev der kastet horn og klappet med. BFMV valgte klogt at afslutte koncerten med ekstranummeret “Waking the Demon”, som gav polakkerne en sidste mulighed for at komme af med deres energi.
Nostalgi på den fede måde
Det er altid en farlig ting at lave jubilæumsshows, som svælger i nostalgi. Det ses ved flere bands, at man læner sig for meget tilbage, fordi man ved, at de hardcore fans sluger det råt uanset. Det er i hvert fald tendenser, man kan se ved Guns N’ Roses eller Mötley Crüe, hvor legen for længst er stoppet med at være god. Heldigvis kunne BFMV sætte en stor, fed streg under, at der stadigvæk er en masse gode år tilbage i dem. Så hvis man har planer om at opleve dem på Copenhell, så kan man godt se frem til et band, som kommer med stor spilleglæde.
In Flames Main Stage
Sveriges stolteste eksportvarer
Det er ikke en hemmelighed for nogen, at In Flames nok er det vigtigste, som er sket for den svenske metalscene i det nye årtusinde. De har været den absolutte fanebærer for en række svenske bands som Soilwork, Arch Enemy og The Halo Effect, der alle bragede igennem med melodisk dødsmetal og fik succes på den internationale metalscene. Gennem årene har In Flames lyd bevæget sig mere i retning af metalcore, men uanset hvad, så har det svenske orkester bevaret sin status, som et band mange metalmusikere ser op til. Dette på trods af at det musikalske niveau har været en anelse dalende, men bandet plejer at kunne levere et gedigent liveshow, som altid får tændt op under publikummet. Den driftsikre svensker skulle helt sikkert testes grundigt denne aften, for Mystic Festivals publikum havde tidligere vist, at man absolut intet fik foræret.
Fridén på slap linje
Der var ingen tvivl om, at den nordiske kortege var kommet med festivalens hidtil største produktion. Scenen var blevet delt op i to niveauer, hvor nytiltrådte live-trommeslager Jon Rice og keyboardspiller Niels Nielsen havde deres bopæl på øverste niveau, mens resten af bandet skiftevis bevægede sig rundt på scenen.
De åbnede aftenens koncert med “Pinball Map”, mens stroboskoplyset fra scenen oplyste hele det nedslidte havneområde, som udgjorde festivalpladsen. Fremmødet var klart det største set hidtil på festivalen, og folk stod godt pakket i det forreste område. Kort tid efter spillede orkesteret “Deliver Us”, og trods starten med de velkendte sange, så var fællessang og pit-aktivitet noget, der skete i små doser. In Flames udviste dog god form på scenen, hvor lyden stod snorlige, og bandets interne koordination ligeså. Særligt Fridén og Björn Gelotte var gode til at bruge podierne og kom ud over scenekanten via fagter og grimasser rettet mod publikum.
Denne aften skulle vi opleve Fridén på slap line. Det var tydeligt, da han inden “Could Connected” fortalte, at de også var trætte. Hvis man havde nogen klager til sætlisten, så fuck af, for I aften ville de kun spille store hits, proklamerede han. For nogle bands ville det være en lidt for frisk udmelding, men dette fik faktisk publikum til at vågne op. Særligt da bandet fulgte op med "Trigger", hvor der virkelig kom gang i publikum, som startede festivalens mest vedvarende crowdsurfing.
Da bandet rundede “The Quiet Place” på sætlisten, fik Fridén publikum til at stå for omkvædet, og lydniveauet overgik fællessangen fra BFMV. Dette udløste også festivalens største jubelbrøl indtil videre. Koncerten blev lukket med ægte polsk ekstase, da den svenske maskine på sikker og fornuftig vis lukkede af med favoritterne “Take This Life” og “My Sweet Shadow”.
Stilsikker svensk stridsvogn
Det var en toptunet svensk stridsvogn, der denne aften var rullet forbi Mystic Festival. Alt stod knivskarpt, og den træthed, Fridén selv påtalte, var meget svær at spotte. Der var en tydelig og kraftig symbiose mellem publikum og bandet selv. Det stod klart, at mange af festivalens gæster havde glædet sig til netop In Flames, som heldigvis også leverede det, de skulle. Bandet fik atter cementeret, hvorfor de er blevet et så kæmpestort navn, og de bekræftede, at der absolut er en grund til at se op til dem som udøvende metalartist.
Fredag:
Hatebreed Park Stage
Legenderne fra Connecticut
Denne fredag eftermiddag var der lagt godt op til, at polakkerne skulle rives rundt i parken, da amerikanske Hatebreed kiggede forbi Mystic Festival. Næsten alt er skrevet og sagt om det amerikanske hardcore/metalcore-band, som har opnået legendestatus indenfor genren med deres 30+ år på bagen. Da de spillede på Copenhellsidste år, var det et yderst veloplagt band, som gæstede festivalen og skabte en energieksplosion hos publikum fra start til slut. Det var spændende, om de ville have den samme magt over et polsk publikum, som havde vist sig at være mere tilbageholdende end det danske, før de overgav sig til musikken.
Bold og bøllecore
Der var ingen tøven hos de rutinerede herrer fra Hatebreed, da de kom ud til et forlænget forspil af “I Will Be Heard” og straks fik sat publikum i bevægelse. Modsat mange af festivalens tidligere bands, så skulle Hatebreed ikke kæmpe for at få publikum til at lystre forsangeren, Jamey Jasta. Der blev ivrigt råbt med på omkvædet af sangen. Da bandet bagefter slog over i “This Is Now", startede koncertens første pits. Selvom musikken var vred, så fremstod bøllerne fra Connecticut som glade familiefædre på ekskursion til Polen. Man skulle ikke tro, det ville virke, men det var effektfuldt denne eftermiddag, særligt da musikken blev leveret med stor pondus.
Vanen tro røg deres ball of death også i spil blandt publikum under “Looking Down The Barrel of Today”, hvor publikum troede, Jasta lagde op til en wall of death. Så de havde faktisk stillet sig klar til sidstnævnte, hvorfor det blev lidt halvkomisk, da bolden så røg ud i tomrummet, til de forvirrede polakker som udgjorde pitten.
Der var selvfølgelig også fuld gang i pyro- og røgeffekter på scenen. Særligt pyroen lod til at smitte positivt af på publikum, da det ofte matchede musikkens breakdowns. Modsat nogle af dagens andre bands var vejret også med amerikanerne, da vejrguderne havde valgt at holde sluserne lukket til denne koncert.
Hatebreed valgte at slutte af på fanfavoritten “Destroy Everything”, så den sidste energiudladning kunne skydes af sted fra publikum.
Næsten for nemt
Hvis man på nogen måde var i tvivl om Hatebreeds legendestatus, så var denne 45 minutters seance i Gdansk bevis nok. Generelt havde publikum bevist, at man virkelig skulle gøre sig fortjent til deres hengivenhed. Hatebreed havde den fra start til slut uden at skulle besvære sig, og det var næsten for nemt for amerikanerne sammenlignet med andre bands. Dette skyldes selvfølgelig, at de leverede musikken med stor spilleglæde, og deres stærke bagkatalog, der blev fordelt fornuftigt ud gennem sættet. Koncerten var alt, hvad den skulle være, men også uden at den blev en helt ekstraordinær oplevelse.
Jinjer Main Stage
Broderfolket fra Ukraine
Jinjer var en koncert, vi var nødt til at se på Mystic Festival. Hvis man skal stole på det, som er blevet sagt i nyhederne, så har den polske befolkning stor sympati for ukrainerne, da de som bekendt også har deres egen problematiske historik med Rusland. Derfor var der forventninger om stort fremmøde og opbakning, men selvfølgelig ville undertegnedes fokus først og fremmest være musikken og koncertoplevelsen. Der er ingen tvivl om, at Jinjer også har slået sig fast på den internationale scene som et ganske habilt liveband, særligt på grund af Tatiana Shmayluk vokalindsats, hvor hun kan gå fra djævelske growls til engleblød skønsang. Dog var mine forhåbninger, at bandet ville komme ud med fuld skrue på hovedscenen denne aften, da Shmayluk skulle stå for meget af underholdningen selv på Hell i ‘22. Fuld tænding på fra alle denne gang, tak.
Regnen ruinerede rabalderet
Ak ja, hvad Mystic Festival havde gjort for at blive så upopulær hos vejrguderne, vides ikke. Ti minutter inden Jinjer skulle overtage hovedscenen, opstod kraftig regn og vindstød, som fik ødelagt nogle af bodernes udsmykning, og det føltes som starten på en syndflod. Det fik minderne tilbage på Copenhell i 2023, hvor skærmen faldt ned fra Pandæmonium, og Architects atter blev aflyst. Heldigvis gik det ikke så galt her. Det betød dog, at da Jinjer gik på scenen til tiden, var fremmødet utroligt sløjt, med afstand den mindste publikumsskare ved hovedscenen indtil videre. Stemningen var lige så flad som en fadøl glemt i solen.
Ukrainerne lagde fra land med sangen “On The Top”, som måtte siges at være en lidt misvisende sangtitel, i forhold til hvad der foregik ved hovedscenen. Jinjer gjorde såmænd, hvad de skulle. Shmayluk lød helt fænomenalt med både growls og rene vokaler, og bassist Eugene Abdukhanov var såmænd ofte godt fremme ved scenekanten med et stort smil på. Dog havde ingenting ændret sig siden showet på Copenhell i ‘22, da Smayluk stadigvæk må siges at være showets midtpunkt.
Da de spillede sang nummer tre, som var “Green Serpent”, begyndte den hidsige byge så småt at stilne af, og Shmayluk udsendte en kort tak til det publikum, som var blevet gennem det hele. På trods af uvejrets ophør forblev folk væk, da de formentlig havde gemt sig indenfor i hallerne i den modsatte ende af festivalen.
Det blev heller ikke til meget interaktion fra scenen med publikum. Jinjer leverede musikken professionelt, men gjorde aldrig noget særligt for at gøre det til en fest for de inkarnerede, som var blevet fra start til slut. Således gik ukrainerne også af scenen til deres velkendte sang “Pisces” med et bifald, der var lige så punkteret, som hele koncerten havde været.
SÅ GØR DOG NOGET!
Denne her koncert fik således samme problem, som vi tidligere havde oplevet på festivalen. For præcis som Whitechapel i onsdags leverede Jinjer i bund og grund en bundsolid professionel optræden, men gjorde intet for at tage ejerskab over forholdene. De burde skabe en fest for de vedholdende (inklusive undertegnede), som trodsede vejrforholdene og de lokale sms-varsler om at søge beskyttelse fra uvejret. Det var en skam, særligt når det er så rutinerede bands.
Opeth Main Stage
Mindre dødvande, mere underholdning
Jamen, hvad har vi efterhånden ikke skrevet om det svenske prog-orkester, som vi har dækket et utal af gange. Det skal siges, at undertegnede aldrig har oplevet bandet live før. Ikke af modvilje, men det har bare aldrig passet ind. Derfor var jeg landet i den farlige situation, at det på grund af mine kollegers anmeldelser var med ret høje forventninger, at min Opeth-mødom skulle tages. Sidst vi anmeldte dem i Danmark, var til deres specielle koncert i DR Koncerthuset, hvor vores anmelder skrev, at det var et magisk show, dog med døde perioder. Så forhåbningen for i aften var, at man kunne læne sig tilbage og lade sig fortrylle, og at publikummet ville gøre det samme, mens Opeth lod dødvandet blive hjemme i Sverige.
Åkerfeldt i fuld hopla
Heldigvis for svenske Opeth var stormvejret forsvundet fra Gdansk, og det var nu en udsigt med få skyer og solnedgangsnuancer, som prægede himlen over Gdansk. Et yderst passende bagtæppe til det proggede orkester. Vanen tro startede den halvandet minut lange intro “Seven Bowls”, mens publikum begyndte at juble i spænding. Fremmødet var ganske stort, på højde med gårsdagens In Flames-koncert. Uden at sige et ord trådte bandet ind på scenen og påbegyndte “§1” fra deres nyeste plade. Det stod klart med det samme, at produktionen sad lige i skabet. Alle instrumenter og vokaler stod perfekt i mikset, og scenelyset blev anvendt fornuftigt.
Publikum kastede en masse horn efter bandet, da sangen var slut, hvorefter svenskerne ufortrødent spillede “Master’s Apprentice” og “The Leper Affinity”, og undertegnede tænkte, at det godt kunne blive lidt kedeligt, hvis der fortsat ingen interaktion kom med publikum. Det var, som om Åkerfeldt havde læst mine tanker, for efter “The Leper Affinity” påbegyndte han en længere interaktion med de progglade polakker.
Først nævnte han, at han elskede festivalen og sendte et tak ud til catering og alle de frivillige, hvorefter han påtalte, at hvis svenskerne så gamle ud i dag, så var det fordi, en i bandet fik den idé, at de skulle dele en flaske vodka kl. 03.00.
Herefter fik han øje på dronen, som fløj rundt og filmede scenen og publikum. Den kom forsigtigt tættere på ham. Han vinkede dronen hen mod sig og sagde, at den skulle komme tættere på. Da den var fem meter fra ham, proklamerede han, at han ville ødelægge den. Joke eller ej, så fik det en del grin fra publikum, særligt fordi dronen fløj væk i stor hast, efter han havde sagt ordene. Mens han talte videre, så nærmede dronen sig atter, hvor han denne gang responderede ved at gå væk fra mikrofonen og stå som en statue, der nedstirrede den. Det blev til en slags mærkelig duel mellem dronen og Åkerfeldt, hvor han atter vinkede den til sig, hvorefter den fløj væk igen. Hele denne seance føltes komplet tilfældigt, men på samme tid charmerende og underholdende, og heldigvis bar Åkerfeldt dette element med videre til resten af koncerten.
Det var, som om hele interaktionen for alvor fik publikum til at vågne op.
Efter denne midlertidige pauseunderholdning kastede bandet sig over “§3” fra deres nyeste plade. Igen med flot lyd og produktion, og et publikum endnu mere aktivt involveret end før. Åkerfeldt underholdt på lignende vis igen, inden de kastede sig over “Ghost of Peridition” og "Sorceress", hvor der blev udøvet fællessang.
Bandet sluttede som vanligt af med “Deliverance”, og Åkerfeldt fik jokende sagt, at den måtte være populær, fordi det åbenbart var gang nummer 1001, de spillede den.
Charme, selvtillid og lækkert hår
Åkerfeldt & Co. fik bevist, at med charme, selvtillid og lækkert hår kommer man altså langt i denne verden. Selvom selve musikken var super indøvet og blev leveret med stor professionalisme, så var al interaktion tydeligvis det modsatte og delvis også meget vrøvlende. Men Åkerfeldts charmerende måde at være på skabte et underholdningselement, som stod i skarp kontrast til musikkens udførelse, men bidrog klart til, at publikum indlevede sig mere. Måske fordi det gjorde, at svenskerne føltes tilgængelig og jordnære, hvilket de måske ikke havde gjort foruden.
King Diamond Main Stage
Kongen vender tilbage
Kim Bendix Petersen alias King Diamond har for længst indskrevet sig i historiebøgerne med både Mercyful Fate og soloprojektet, som var fanen, han spillede under denne aften på festivalens hovedscene. Efter allerede at have brugt to dage på festivalen og have oplevet det polske publikum så var der ingen tvivl om, at den danske metalkonges koncert ville blive velbesøgt – hvis vejret da ikke atter skulle blive en hindring. Den største tvivl, som måtte eksistere denne aften, var, om Kongen trods sin alder kunne levere et værdigt show, hvor hverken stemme eller kondition knækkede.
En tur på galeanstalten
Hvis man har set King Diamond indenfor de seneste fem år, så havde man nok en forholdsvis god idé om, hvad man ville få denne aften. Vanen tro så brød Uriah Heeps “The Wizard” ud igennem lydanlægget. På scenen var der en kæmpe opstilling med trapper, en dør under disse og en masse artefakter rundtomkring. Vi var alle blevet inviteret indenfor til Kongens metalteater og skulle tages med gennem House of Horrors.
Første sang var “Arrival”, og King Diamond kom ud i det vante kostume med resten af bandet. Der var straks et jubelbrøl fra publikum, som stod pakket helt fra front til bag. Ingen tvivl om, at det slog In Flames på tilskuertal foran hovedscenen. Diamonds stemme var ikke helt, som man kendte fra studieversionen, da falsetten havde mistet en brod i sin skarphed, men den skar stadigvæk flot igennem. Undertegnedes påfaldende tanke var, at modsat andre store stjerner så var hans stemme i den grad ældet med ynde (looking at you, Vince Neil and Axl Rose).
Kongens husorkester var også velspillende og fremstod gennemsyret indøvet i deres bevægelse og sammenspil på scenen. I det hele taget var det et show, hvor alt stod snorlige. Allerede efter den tredje sang, som var “Halloween”, begyndte publikum at råbe ‘King Diamond’ i kor, hver gang der var pause eller mulighed for det. Sådan en mulighed fik de, da der var intermezzo showet med “Them” fra albummet af samme navn, hvor et tæppe fra sidescenen faldt ned og afslørede et malet portræt af King Diamond. At dømme ud fra stilen var det nok Jodi Cachias værk. Hun har jo længe været hofleverandør af bandets visuelle udtryk. Ind på scenen kom King Diamond – eller var det nu ham? For han havde en maske på. Han repræsenterede sig selv som “The Faceless Man” og påstod, han var en stor stjerne fra en ny video. Hvorefter han mumlede, at det var løgn, men han kendte en lille pige, men kunne ikke huske hendes navn. Hvorefter en fra publikum råbte: “Spider Lilly!”. Hvortil kongen kvitterede med “Thank you, someone has watched the video. SPIDER LILLY”. Bandet begyndte derefter introen til sangen, mens bagtæppe nummer to på siden af scenen faldt ned og afslørede et malet portræt af Spider Lilly. Ind på scenen trådte førnævnte Jodi Cachia i rollen som Spider Lilly med en buket blomster.
Senere blev vi også præsenteret for karakteren “The Doctor”, og kom hele vejen rundt i Kongens galeanstalt. Publikum slugte det hele råt, og det virkede, som om polakkerne generelt elskede ethvert sekund af horroruniverset.
Diamonds are forever
Det var virkeligt stort og flot og meget gennemøvet, og modsat Opeth – eller specifikt Åkerfeldt, som bare sagde og gjorde, hvad der faldt ham ind – så var der absolut intet overladt til tilfældighederne hos Kongen. Drømmer du om et af nutidens største metal-horror-hygge-shows, hvor Diamonds katalog bliver leveret med præcision, så skal du nok få en helt fantastisk oplevelse og gå glad hjem, som de fremmødte på Mystic Festival gjorde. Drømmer du om et show, hvor et magisk moment kan opstå ud af det blå, så er det nok ikke her, du skal hen. Det er og bliver et af den type shows, hvor hvis du har set det en gang, så ved du præcis, hvad du får – dog med lidt nyt materiale i forhold til sidst, han spillede i Danmark. Elsker du universet, så skal du absolut fange Diamond, når Kongen vender tilbage, for showet og udførelsen af det er der ikke en finger at sætte på. Det er absolut en velsleben diamant, som snart rammer Hell.
Lørdag (Danish Invasion):
Embla Sabbath Stage
Velkendte ansigter, nyt navn
Selvom navnet er nyt, så er aktørerne i Embla ikke nye. Bandet gik under navnet We Are Among Storms og befandt sig i undergrundshardcorescenen. Det samme har også gjort sig gældende for Embla indtil videre, som kun har udgivet EP’en Away / Away. Bandet består af et ret erfarent hold med Martin Nielskov (Psyke Project, Czar) i front på vokalen. Lyden er en god blanding af post-hardcore og post-metal, som Cult of Luna, der møder pre-Jane Doe Converge med en lille snert af Birds In Row. Det er atmosfæriske tunge og melankolske lydflader tilsat hæsblæsende trommerytmer og Nielskovs intense skrig. Embla var dog blevet sat på en stor opgave denne dag: at skulle vække det polske publikum på sidstedagen.
De danske Tordenskjolds soldater
Klokken slog snart showtime o’clock. Danske Embla skulle stå for startskuddet på den danske invasion til Mystic Festival, hvor alle danske bands, undtagen John Cxnnor, ville indtage festivalens mindste scene, Sabbath Stage. Der var en diset i den smalle og langstrakte koncertsal. Temperaturen og luftfugtigheden var som Amazonas regnskov. I koncertsalens rå omgivelser var det småt med folk før start, omkring 50 stykker stod meget spredt undtagen ved forreste række ved barrieren. En dansk publikumsdelegation af Tordenskjolds soldater havde nemlig indtaget hegnets venstre side, hvor man blandt andet fandt Danmarks mest inkarnerede metalfan, Anders. Det vakte stor glæde for undertegnede at se den kærlige opbakning fra moderlandet til de danske artister.
Lyset på scenen skiftede pludselig og dannede et køligt blåt tapet i salen, alt imens Embla trådte ind på scenen og samlede instrumenterne op. De påbegyndte tonerne til “Like Whispers Under Water", som er afslutteren på deres eneste værk under den nye fane. Lydtæppet var støjende og melankolsk, og hele bandet stod med ryggen til publikum og vippede fra side til side, før Nielskov vendte fronten mod publikum. Efter den cirka et minut lange intro eksploderede sangen i et lydinferno, og alle i bandet var straks i fuld bevægelse. Det instrumentale blev leveret med præcision og intensitet, mens Nielskov i en vuggende power stance blæste ordene af sted af sine lungers fulde kraft.
Denne intensitet blev yderligere skruet op, da de fortsatte med “Cycles” fra We Are Among Storms. Desværre var fremmødet ikke blevet større ved Sabbath Stage, men det var næppe noget, Embla bemærkede, da det føltes, som om de var på en mission for at brænde dem selv op. Der blev i hvert fald forbrændt mange joules i sekundet af de enkelte bandmedlemmer, som nok kunne have leveret strøm til hele festivalen under deres optræden. Først efter tredje sang, ‘After the Aftermath’, introducerede Nielskov dem kort. Hvorefter de atter blæste af sted ufortrødent.
Der kom stille og roligt lidt flere folk i salen, som blev hængende. Publikum lod til at lytte interesseret med, men de eneste, som overgav sig helt til Emblas kaotiske univers, var dem på forreste række.
Lokalt stormvejr ved scenen
Der var ingen tvivl om, at gutterne i Embla var en erfaren flok. Det kunne snildt mærkes og ses. Musikken blev blæst af sted med 110 i timen og blev leveret med kæmpe bevægelse og intensitet, som gjorde, at man næsten tabte pusten, selv som stillestående iagttager. På scenen blev der ikke taget nogen gidsler i det kaotiske stormvejr, som blev skabt. Desværre omfavnede det aldrig mere end den forreste række, men mere kunne man nu heller ikke forvente med den utaknemmelige opgave som ukendt band, der spiller først på sidstedagen. Det havde været skønt, hvis de erfarne kæmpenavne Jinjer og Whitechapel havde udvist samme energiniveau og ment deres musik ligeså meget, som Embla gjorde denne eftermiddag – så var det blevet nogle helt andre koncerter. Herfra kan det kun anbefales at fange Embla hjemme i Danmark. En absolut godkendt start på den danske invasion, selvom det lille fremmøde med herskende polsk sløvsind gjorde, at det aldrig blev en koncert på den helt store klinge.
Katla Sabbath Stage
De danske doom darlings
Vi har flere gange omtalt Katla som Danmarks mest folkelige doomband. Om det skyldes sloganet “Kærlighed og Satan” eller de mange bajere, de har delt ud gennem tiden til publikum, melder historien ikke noget om. Men vi ved, er, at bandet i sin levetid har leveret god, gedigen doom. Det er med massevis af tyngde, og de har altid haft et højt bundniveau live. I år udgav de langt om længe debutalbummet Scandinavian Pain, hvor de satte en stor fed streg under, at de er et af de allerbedste doombands på den danske scene. Men en ting er at være vellidt i Danmark og sandt folkeeje her, noget andet er at skulle være det i Polen? Kunne tre mænd, en masse bajere og lidt kærlighed og Satan overvinde Gdansk?
Miłość i Szatan
Temperaturen og fugtigheden begyndte at nærme sig det utålelige ved Sabbath Stage, få minutter før Katla skulle overtage, der hvor Embla slap.
Bandet startede med en sand klassiker, “Warmongering Luciferians”, og det stod klart fra start, at de ikke var kommet for at levere dagdriveri. Rasmus Bang baskede tønderne, som de skyldte ham penge, og han var en inkasso, der skulle opkræves via vold. Dette var, mens både guitarist Marc Lennart Christensen og bassist Theis Roed Stenbjerg var i fuld bevægelse.
Da nummeret var ovre, spurgte Bang, om det regnede udenfor. Hertil råbte en polak: ‘Yes’. Bang var hurtig og kæk og svarede: ‘Nice!’ De slog derefter over i nummeret “Black Echo” fra split EP'en med Czar. Der var generelt høj tænding fra trioen, og Christensen og Stenbjerg bevægede sig endnu mere rundt end sidste gang, jeg overværede dem live. Synergien virkede perfekt på scenen. Dette kombineret med tunge takter, som leveredes med hidsig entusiasme, fik hurtigt forreste halvdel i salen til at headbange i takt.
Bang fortalte, inden de spillede “Dead Lover”, at han i går havde fået en øl med Åkerfeldt, og han grinte lidt af, at han havde advaret svenskeren om, at de altså var et ret tungt band ‐ det er jo en metal festival, så alle bands er tunge. Han sagde derefter, at det ikke ligefrem er Bloodbath, men det her var altså deres musik, hvis han var til stede.
Herefter gav de sig i kast med “Dead Lover”, som fungerede upåklageligt live, særligt givet dens repetitive (på den gode måde) omkvæd, der gjorde det nemt at råbe med ‐ noget de forreste par rækker også endte med at gøre. Publikum kvitterede efter sangens ophør med at råbe ‘Katla’ i kor.
Bang bad også, om de kunne få en crowdsurfer i løbet af næste sang, som skulle vise sig at være fanfavoritten “Satan”.
Mens bandet fik hele salen til vugge i takt til de tongstunge rytmer, så fik en lille enhed af polakker faktisk smidt én op, som crowdsurfede hen over barrieren. Efter herlighederne var slut, konstaterede Bang, at der var en del danske tilskuere til stede, og han spurgte, om de skulle afslutte sættet med en ny sang eller noget gammelt. Der blev straks råbt ‘old shit’, hvorefter bandet satte gang i den sidste energieksplosion på scenen og blandt publikum med “Dragonlord”.
Der var masser af jubelbrøl, da koncerten sluttede, mens undertegnede kunne konstatere, at selvom regnen var ophørt udenfor, så var salen forblevet fyldt. Det var blot et bevis på, at Katla virkelig fangede folks opmærksomhed, og de havde med 100 % sikkerhed fået sig en række nye fans denne eftermiddag.
Katla i fuldt udbrud
Hvis man er i tvivl om den danske scenes kvalitet, og hvorvidt den var god til udlandet, så skulle man have været forbi Mystic Festival denne dag. Katla beviste, at deres rock‘n’rollede doom fungerede fortrinligt langt væk fra andedammen. Derudover var det også rart at få oplevet nogle af Katlas nye sange live og konstatere, at der virkelig var mange gode elementer i dem, særligt den fængende sangskrivning. Energien smittede af på polakkerne, som belønnede Katla med deres hengivenhed. Det er ikke svært at forstå, hvorfor doomtrioen efterhånden er blevet folkeeje i de danske metalkredse.
Cabal Sabbath Stage
Den hårdtarbejdende deathcorekvartet
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Cabal er det mest populære deathcoreband, som er groet ud af den danske muld. De har efterhånden haft en del store opvarmningsjobs. Dette skyldes en blanding af højt musisk bundniveau på deres albummer, og at de har været hårdtarbejdende med henblik på spillejobs. De har spillet på et hav af festivaler og varmet op for mange store artister som Whitechapel og Miss May I. Københavnerne er på ingen måde kommet sovende til noget, men dette til trods så var det selvfølgelig svært at vide, hvad der kunne forventes af deres koncert på Mystic Festival – altså udover at de nok skulle give den fuld skrue.
Kabalen, der gik op
I minutterne inden Cabal skulle gå på, var koncertsalen presset til sit maksimale. Man kunne tydeligt mærke og se i salens lysende åbning, at flere prøvede at komme ind, men det var ikke muligt. Det var ikke det mest betryggende, særligt givet varmen, som gjorde, at man blev nogenlunde lige så gennemblødt af at stå stille i koncertsalen som under bruseren.
Som forventet kom københavnerne ind med fuld blæs på til tonerne af åbningssangen “Become Nothing” fra deres nyeste plade, Everything Rots. Det var med fuld bevægelse fra bandet, som både hoppede og snurrede rundt, mens forsanger Andreas Bjulver meget ofte opsøgte yderste scenekant. Bjulver opfordrede også straks til circlepits, men der var ingen reaktion på dette.
Da bandet nåede til tredje sang, som var “Exsanguination”, prøvede Bjulver atter at få pisket det polske publikum i gang. Han sagde: “Come on, mothafuckas, get this pit going. We are not kidding”. På forunderlig vis fik det vækket polakkerne, og et stort pit fra front til pulten åbnede sig. Bandet selv gav den en ekstra skalle på scenen med spark og hop overalt, og musikken blev leveret som en flyvende knytnæve til solar plexus.
Modsat deathcorelegenderne i Whitechapel, som aldrig fik startet noget som helst vildskab til deres koncert på festivalen, så viste Cabal, hvordan man tog hånd om sådan en situation. Muligvis er det københavnerne, som ser op til Whitechapel, men de amerikanske deathcorepionerer kunne godt lære noget af de gæve danske gutter i stedet. Kom ind med energi, entusiasme og vigtigst af alt: Vis, at du mener det.
Da de slog over i “Still Cursed”, begyndte guitarist, Christian Hammer, at råbe “jump, jump”, hvilket publikum straks lystrede. Det blev også til en kortvarig technoravefest, hvor energien i publikum stak af under det elektroniske breakdown i “Snake Tongues”. Cabal havde publikum, lige hvor de ville have dem, under resten af koncerten, hvor salen forblev fyldt, og pitten aktiv. En polsk fødselsdagssang blev det også til for bassist Dennis Hursid, der fyldte 30 år på dagen. Derefter belønnede publikum ham med en wall of death.
Danmarks dygtigste deathcoredrenge
Hvis man var i tvivl om, hvorfor Cabal har opnået den succes, som de har, så skulle man have været til stede på Mystic Festival denne aften. Hvor Whitechapel fejlede, vandt Cabal. På en festival i et fremmed land fik man intet foræret, og derfor skulle man virkelig kende sin besøgelsestid. Dette må man sige, at Cabal gjorde. Der var fuld tænding på fra start til slut, og de gav aldrig op på at få startet en fest. Man kunne tydeligt mærke entusiasmen på scenen, og at de danske drenge faktisk ville sætte gang i publikum. Det var uundgåeligt, at det også ville smitte af på publikum. Københavnerne fik i hvert fald cementeret, at de er en af vores mest brandvarme eksportvarer på metalscenen.
MØL Sabbath Stage
De nye blackgazelegender?
Aarhusianske Møl har bevist, at blackgaze med stor kvalitet kan skabes i den danske muld. Bandet er efter sigende ikke langt fra at udgive tredje fuldlængdealbum, og hvis det besidder samme kvalitet som Jord og Diorama, så er der absolut noget at se frem til. Bandet har via deres store live-erfaring og dygtighed formået at opnå et niveau, hvor en koncert med dem altid bliver en levende oplevelse. Dette demonstrede aarhusianerne blandt andet på Copenhell i 2023. Ud fra min nyerhvervede viden om Mystic Festivals publikum, så ville denne tidlige aften for alvor sætte Møls atmosfæriske, intense og følsomme musik på en prøve. I hvert fald set fra det perspektiv, at festivalens gæster ikke havde udvist stor interesse for franske Alcest, som ellers er blackgazelegender.
Mikrofon- og lydknas er ikke spas
Det var en yderst glædelig overraskelse, at der få minutter inden showstart var godt fyldt i koncertsalen ved Sabbath Stage – ligesom ved Cabal og Katla. Interessen for de danske bands var altså langt over, hvad undertegnede selv havde forventet. Rundt i salen spottede jeg et par stykker med Møl-trøjer på, så bandet var helt klart ikke ukendt for alle.
Ind på scenen trådte fire mand, hvilket betød, at aarhusianerne denne aften var uden deres guitarist Nicolai Busse Hansen. Dette havde de løst ved at sætte bassisten, Holger Rumph-Frost, til at spille rytmeguitar, mens bassen var på backing-track. Frontmanden, Kim Song Sternkopf, trådte hen til mikrofonstativet, tog solbriller på, mens guitaristerne Sigurd Kehlet og Frost påbegyndte introen til uptempo-nummeret “Vestige” fra Diorama. Vanen tro, så var Sternkopf straks ved scenekanten med kæmpe fagter, masser af indlevelse og dramatik. Herligt var det at se begge guitarister råbe nogle af ordene fra sangen og opsøge øjenkontakt med publikum.
Desværre var lyden noget ringere til denne koncert end ved de tidligere danske koncerter på dagen. Henholdsvis guitarer og trommer lå en anelse forkert i mikset, hvor trommerne nogle gange overdøvede guitarerne for meget. Det værste var dog mikrofonknas, som gjorde, at Sternkopfs intense vokal indimellem faldt ud af mikset. Dette skal dog ikke lægges bandet til last, da det var ude af deres kontrol.
Kvartetten fortsatte da også uden anmærkninger. Sternkopf tog solbrillerne af til den lange sang “Ligament” fra Jord. Han bevægede sig helt ud over scenekanten for at give hånden til publikum i den forreste række. Salen begyndte også, uden opfordring, at klappe i takt til broen i sangen. Bandet greb den hurtigt og fik dem til at råbe ‘hey’ i kor til rytmen. Det løftede absolut stemningen gevaldigt til resten af koncerten. Lignende momenter opstod også under “Photophobic” og “Penumbra”. Ligesom tidligere med Cabal, så havde Møl altså fået publikum, lige hvor de ville have dem, de tekniske problemer til trods. De bevarede roen og energien, hvilket virkelig lønnede sig denne aften.
Sættet skulle da også afsluttes på vaskeægte Møl-manér. Sternkopf søgte ud midt i publikum til “Bruma”. Han gik rundt og krammede flere af de omkringstående polakker, og da bandet startede sangen, gik hans mimik straks fra glad og smillede til aggresiv og manisk. Dette mens han skreg ordene med fuld gennemslagskraft. Det foregik på skift, ansigt til ansigt, med de polske tilskuere. En helt skøn og skør oplevelse var det at høre et par polske tilskuere prøve at råbe det danske omkvæd ‘Evig nat, vi er borte. Evig nat, vi er væk’. Sternkopf kæmpede sig tilbage på scenen, hvor det aarhusianske orkester afsluttede sangen og sættet til stor jubel fra publikum, og endda med tårerne i øjnene fra en enkelt.
Alle gode gange 19
Denne aften var der nu 19. gang, undertegnede så en koncert med blackgazerne i Møl, men første gang med dem i et andet land. Aarhusianerne fik kraftigt understreget, at det simpelthen ikke findes i deres gener at levere et dårligt show. Ting som lyd- og mikrofonknas kunne ikke bringe dem ud af kurs. Gennem årene er leveringen af musikken også blevet finpudset, og energiniveauet på scenen føles højere end nogensinde før. Derfor krævede det ikke meget indsats fra bandet at få overbevist alle de polske tilskuere, som havde sneget sig ind i salen. Det krævede blot bandets nærvær, hvilket selvfølgelig også kan være en svær ting at levere – det lykkedes i hvert fald ikke for Alcest. Møl beviste, at hvis der er pondus og drivkraft bag musikken og ordene, så kan enhver sjæl vindes.
Plaguemace Sabbath Stage
Hård Horsens-dødsmetal
Plaguemace er et af de nyere skud på dødsmetalstammen i Danmark. Bandet har opnået rimelig pæn succes indenfor ganske kort tid. De udgav deres debutalbum, Reptilian Warlords, i 2023. Siden er det blevet til en del liveshows, hvor bandet via deres energi, præcision og morskab på scenen altid formår at skabe en fest uden lige. Dette var også tilfældet, da de besøgte Copenhell sidste år, hvor der væltede det højeste antal crowdsurfere nogensinde over hegnet ved Gehenna – i hvert fald ud fra undertegnedes egne oplevelser ved scenen. Bandet var også på en stor europaturné sidste år med Neckbreakker og Crypta. Derfor har de horsensianske dødsmetallere fået meget hår på brystet, hvad angår liveshows. Spørgsmålet var selvfølgelig, hvorvidt al deres turneren havde skabt kendskab til dem i Polen eller ej. Særligt skulle det blive spændende, om polakkerne ville lægge vejen forbi et dansk dødsmetalband.
Ohh, hvem er gæst til den vildeste abefest
Hvor der mellem de andre danske bands havde været en rimelig kort change-over, så havde Plaguemace en change-over på næsten halvanden time. Det betød, at da deres koncert skulle til at starte, var der godt gang i showet med Municipal Waste ved Shrine Stage, og Blood Fire Deaths Bathory-hyldestkoncert startede samtidigt som Plaguemace ved Park Stage. Den horsensianske dødsmaskine havde altså fået sin opgave for med at skulle lokke polakkerne til deres show. Modsat de to tidligere shows med Cabal og Møl så var der heller ikke fyldt i salen, da tonerne begyndte til “Warcries from the Crypts”, hvortil hele bandet undtagen forsanger Andreas Truelsen gik ind på scenen og samlede instrumenter op. Det var med masser af attitude og fjol fra start, hvor guitarist Anton Holm Smidstrup kom ind i bar overkrop og rakte tunge ad publikum, mens han råbte. Med på liveholdet havde de også den nye livebassist Ludvig Van Norde fra Guttural Disgorge. Hen mod slutningen af introen kom forsanger Truelsen også ind på scenen. Det var som vanligt med masser af grimasser og råb.
Da bandet for alvor startede sættet med “Carnivore” fra Reptilian Warlords, så var der straks gang i bevægelserne på scenen. Truelsen var som altid dynamisk og gakket i sin væremåde, mens guitaristerne Simon Truelsen og Smidstrup var gode til at gå ud til kanten af scenen, hvor de både lavede grimasser, vinkede og spillede på guitarerne på finurlige måder. Den horsensianske dødsmaskine rullede altså af sted med fuld energi og udtryk. En energi, som trods koncertsalens små tomrum straks smittede af på polakkerne, og der blev startet, hvad der bedst kan beskrives som et dansepit.
Endnu mere tænding kom på publikum, da bandet påbegyndte “Misantropical Breed”, hvor en gæstevokalist trådte på scenen. Truelsen præsenterede ham som Pachu fra Hostia, hvortil der kom et lille jubelbrøl. Undertegnede kendte ham ikke, men det var ret tydeligt ud fra publikums reaktion, at han var et velkendt navn for nogle.
Man fristes til at sige, at abefesten startede med det samme, for mens Truelsen og Pachu brølede løs på scenen, og førstnævnte også sprang rundtomkring, så blev der givet gas i den pit, som var opstået. Her blev der skubbet godt til, og nogle pogodansede med høje spark og albuer, som om det var deres sidste dag på kloden. I mellemtiden var koncertsalen blevet godt fyldt. Muligvis fordi nabokoncerten med Municipal Waste var ovre, eller bare fordi folk var nysgerrige efter, hvem som stod bag spektaklet.
Truelsen selv måtte siges at være i stort hopla denne aften og vrøvlede tit på polsk mellem numrene – formentligt udtryk, han havde samlet op på festivalen. Den mest jævnlige genganger var “Kurwa bobr”, som ofte fik nogle grin eller gentagelser af ordene med på vejen. Hvad ordenes betydning er, vil jeg lade være op til læserne selv at finde ud af.
Ligesom ved Møl så stødte Plaguemace også ind i lidt mikrofonknas, hvor der var udfald på Truelsens mikrofon under “Among the Filth” – heldigvis blev det ikke lige så slemt eller vedvarende som ved Møl.
Det hele sluttede med en stor energieksplosion, hvor bandet bad om en wall of death til sangen “Ambrosia” – hvilket de skam fik, og måske også dagens største blandt de danske bands. Herefter blev det til en stor pit, hvor frontmanden selv kom ud via crowdsurfing, for derefter at være indpiskeren i pitten. Det hele sluttede med stor jubel og masser af kram fra publikum til Truelsen, som sad midt i flokken.
Kan man fjolle og tages seriøst på samme tid?
Hvor Donald Trump står bag bevægelsen “Make America Great Again”, så burde Plaguemace starte en bevægelse, som hed “Make Death Metal Fun Again”. Selvom bandet tydeligvis er seriøse omkring den musik, de skaber, og at den skal leveres med præcision, så efterlod de også plads til fjolleri. Den slags krævede både plads og overskud, og undertegnede synes, det var herligt at overvære som tilskuer. Det var på den gode måde, hvor den positive energi hurtigt smittede af på publikummet. Jeg har tit tænkt over, om denne lidt danske tilgang til dødsmetal kunne virke i udlandet. Det fik Plaguemace i den grad sat streg under, at den kan. Dermed sluttede danskerdagen ved Sabbath Stage med dagens nok mest underholdende show, hvor horsensianerne beviste, at seriøsitet og fjol faktisk godt kan gå hånd i hånd.
John Cxnnor Desert Stage
Sejersens dommedagsmaskine
Brødrene Ketil og Rasmus Sejersen har for længst sat deres aftryk på den danske metalscene. Både i form af The Psyke Project, LLNN og nu John Cxnnor. Under denne Terminator-electro-industrial-doom-fane har de efterhånden opført mange forskellige værker live. Nogle af de mere mindeværdige har været deres samarbejdsværk på Roadburn med A Devil’s Trade og deres egen optræden på festivalen. Men endnu mere markant deres dakkedakkefest på Copenhell 24 i silende regn på Gehenna med mange interessante features samt deres koncert tidligere i år i Store VEGA, hvor de havde over 30 features. Fællesnævneren for det hele er, at brødrene under John Cxnnor-fanen aldrig laver den samme koncert to gange. Dette skulle også gøre sig gældende på Mystic Festival, hvor Andreas Truelsen fra Plaguemace og Rasmus Bang fra Katla fik debut på projektet. Derudover ville der være en ny, hemmelig gæsteartist, som vi nok skal afsløre i anmeldelsen. Det blev absolut spændende at se, hvordan det polske publikum modtog denne afslutning på den danske invasion.
Regnfuld Terminator Rave
Duoen John Cxnnor er blevet populær på den danske metalscene, selvom bandet ikke spiller ret meget, der kan kategoriseres som metal. Forinden koncerten snakkede undertegnede med den danske fan Anders Steen Nielsen, som havde gjort det til sin mission i år at fange alle John Cxnnors koncerter. Nielsen fandt projektet spændende som meget aktiv koncertgænger, fordi alle deres koncerter som nævnt ovenfor er forskellige. Selv var undertegnede ked af at være gået glip af deres koncert på Copenhell sidste år, men endnu mere ked af, at Store VEGA-koncerten blev misset.
Derfor havde jeg virkelig set frem til denne koncert. Ikke alene ville det være første gang, jeg oplevede mange af koncertens artister med projektet. Desværre var fremmødet inden koncertstart meget skuffende ved udendørsscenen Desert Stage. Jeg ville skyde på, at der var omkring 50 stykker, som havde taget plads. Det var også hårde betingelser, som John Cxnnor havde fået. Ved showstart var der stadigvæk 15 minutter tilbage med Sepultura, som var festivalens absolutte hovednavn, hvilket også kunne ses på tilskuerantallet ved hovedscenen – man kunne dog håbe, at flere ville kigge forbi Desert Stage undervejs.
Lyset slukkede, og straks kom der blå, kraftige spotlys ud fra scenen. Brødrene Sejersen trådte alene ind på scenen og påbegyndte voldsomme, dybe bastoner, som kunne mærkes i mellemgulvet og næsten tog pusten fra en. Derefter startede tonerne til “Synthetic”, hvor Kim Sternkopf (Møl, The Arcane Order) trådte selvsikkert ind på scenen, malet som en kriger og med en sort pupil i det ene øje og en hvid i det andet. Han stillede sig ved mikrofonen på det midterste podie og leverede sin intense vokal med store og dramatiske armbevægelser.
Dette var, alt imens både brødrene Sejersen svang fra side til side i Sternkopfs skygge foran det terminatorlignende baggrundsstæppe. Det inkarnerede fremmødte publikum responderede da også med at danse eller headbange til de tonstunge basgange.
Det skulle vise sig, at koncerten skulle få lignende forhold som under Copenhell, for da det blev Bangs tur til at indtage scenen cirka 10 minutter inde i sættet, så begyndte regnen at sile ned. Det betød desværre, at mange ville tage hjem efter Sepultura-koncerten frem for at opleve John Cxnnor. En anelse flere, som valgte at trodse regnen, kom dog til og skulle omfavnes af det intense cinematiske og futuriske rave party, som var i gang.
En skam var det, for på scenen blev der leveret med høj energi og nerve. For eksempel da Martin Nielskov (Embla, The Psyke Project) blæste rundt på scenen med aggressivitet til “Terminate”, eller da Andreas Bjulver (Cabal) og Truelsen var på scenen sammen. Her gik Truelsen nærmest zombielignende rundt og lavede kæmpe spring fra scenens podier, mens Bjulver leverede sin hidsige vokal, hvorefter sangen gik over i et Randers-dakkedakislæt, som fik publikum til at trampe i vandpytterne.
Den hemmelige artist kom også ind på scenen sammen med blandt andre Bjulver, og da stod det ret klart for undertegnede, at det var Christian Hammer fra Cabal. De leverede begge to hidsige skrig, som harmonerede godt sammen i det altopslugende lydtæppe, brødrene Sejersen skabte.
Plads blev der også til, hvad der næsten måtte betegnes som en John Cxnnor-klassiker med “SunWalkers” fremført af Sternkopf. Det hele sluttede af med en kaotisk kulmination, hvor Bjulver fremførte “Red Eye”, mens næsten hele featurebanden væltede ind på scenen. De skabte en stor rave fest til slut for alle, som var blevet og havde trodset vejrguderne.
Viva la John Cxnnor
I undertegnedes optik så kan der slet ikke være nogen tvivl om, at John Cxnnor er et af de mest spændende projekter i Danmark. Der er en grund til, at folk som Nielsen, der nærmest har set og hørt alt, vælger at følge dette projekt. Du ved aldrig helt, hvad du får, udover at det altid vil være nogle dygtige musikere, som bliver en del af symbiosen med brødrene Sejersen. Dette forbliver unikt grundet de særegne vokaler, som de tilføjer, plus en nyopfunden karakter til John Cxnnors cinematiske electro-industrial-doom-univers. Ud fra de par gange, undertegnede nu har set projektet, så er konstateringen, at der altid leveres med 100 % entusiasme og indlevelse. Selvom fremmødet og vejret forblev skuffende og gjorde, at den totale ekstase udeblev, så var det en særdeles flot kulmination på den danske invasion i Polen. Herfra kan vi kun sende klapsalver og anerkendelse ud til alle de danske bands, som repræsenterede Danmark denne dag i Gdańsk. Der blev leveret fra øverste hylde, og jeg er helt sikker på, at alle danske artister gik derfra med nye fans. Hvis man var i tvivl om den danske metalscenes tilstand, så skulle man have været gæst denne dag i Polen, for alle artister satte en stor streg under, at den er i velstand.