Død ved kølle
“Det skal slå som en morgenstjerne og sprede sig som pesten”. Således lød svaret, da Plaguemace tidligere på året blev adspurgt til bandets noget særegne navn i 24syv-podcasten STØJ. I selvsamme podcast løftede bandet sløret for, at de havde noget i nyt pipelinen som opfølger til deres EP Primal Priest fra 2022 – et konceptalbum om reptilske overherrer. Det lyder satme både gakket og overambitiøst, nåede jeg at tænke. Men i samme ombæring slog det mig, at det ikke burde komme som en overraskelse, hvis man har fulgt horsensianernes karriere frem til nu. Siden udgivelsen af den føromtalte EP har de konsekvent bokset over deres vægtklasse med bombastiske promoverende tiltag, romudgivelser og en hidsig turneringsfrekvens, der normalvis ikke ville være aktuelt for et band med et så sparsomt bagkatalog. Men det har ikke holdt de fem gutter tilbage, og der er sgu noget fantastisk charmerende udansk over den slags dont-give-a-fuckery. Fantastisk charmerende var Primal Priest også, som efter min mening fik et kranie eller to for lidt af min gode anmelderkollega. Jeg var derfor mere spændt end Jeppe Kofod i konfirmationssæsonen, da bandets første fuldlængdealbum, Reptilian Warlords, landede i skødet på mig tilbage i oktober.
Get your fucking reptile on!
For de af vores læsere, for hvem denne anmeldelse er første bekendtskab med Plaguemace, støder jeg næppe nogen ved at kategorisere deres lyd som old school death metal af den stockholmske slags iblandet lidt Obituary og Suffocation, hvis man spidser ørerne de rigtige steder. Ja, og de fås jo tolv på dusinet i disse dage, tænker du så, mens du smækker låget i på den bærbare i arrigskab over, at kreativiteten ikke rækker længere end til endnu en omgang Entombed/Grave/Dismember-jam. Men at sætte det mærkat på Plaguemaces lyd ville være en grov oversimplificering. Bandet har i løbet af dets korte karriere allerede fået skabt sig et unikt varemærke i form af en komplet, altopslugende galskab, som særligt kommer til udtryk til deres liveshows, hvis lige efter min opfattelse ikke findes inden for landets grænser. Men også på plade er den maniske energi allestedsnærværende, og kombineret med en komplet mangel på respekt for alle gængse konventioner i kompositionerne samt en meget subtil, men yderst effektfuld, brug af doom/stoner-elementer, serverede Plaguemace på Primal Priest nogle ukristelige temposkift og grooves, der kunne lave enhver from katoliks hjerne til savsmuld. Primal Priest var på mange måder også den perfekte brusetablet til det lyttersegment, som jeg selv tilhører: den bløde, moderne mand, hvis hverdag kredser om omlægning af realkreditlånet, AULA-beskeder om Bolette fra Gokkelokke-stuen, der for tredje gang på 14 dage har fået børneorm og langstrakte diskussioner med kæresten om valg af nye fronter til køkkenskabene. Banaliteter, der langsomt, men sikkert, kan drive en domesticeret primat til vanvid. Jeg var derfor noget ængstelig for at finde ud af, om Reptilian Warlords på samme måde som det første udspil kunne kortslutte mit præfrontale cortex for en stund og aktivere reptilhjernen med en god, gedigen omgang hulemandssmadder deluxe. Det viste sig heldigvis at være tilfældet – det meste af tiden.
Fra første sekund er det helt tydeligt, at Plaguemace har skubbet det tunge arsenal helt frem i bussen. En rullende mid-tempo stortrommerytme indvarsler reptilkrigernes komme på intronummeret ”Cannibalicious” sammen med et sandt bombardement af tunge guitarriffs fra strengevriderne Simon Truelsen og Anton Smidstrup, inden speederen hakkes i bund på førstesinglen ”Impenetrable Leather”, der sammen med ”Rhytmic Demise” er pladens ubestridte juveler. Det er groovy dødsmetal af den ypperste karat; den slags dødsmetal, der giver dig lyst til at trække en balaclava over hovedet, pierce dine nipples med en tandstik, og knuse et askebæger i hovedet på dig selv. Sweet baby Satan, hvis ADHD havde en frekvens på lydspektret, ville det være det her. Andreas Truelsen vinder måske ingen priser for den mest varierede vokal i dansk dødsmetal, men med sine karakteristiske gøende growls har han castet sig selv perfekt til rollen som megalomanisk, rabiesbefængt komodovaran i Plaguemaces sindssyge parallelunivers. Jeg vil næsten driste mig til at kalde første halvdel af pladen noget nær perfekt, hvis ikke det var, fordi man havde valgt at placere ”Cavedweller’s Soliloquy”, et bizart Cookie Monster-speak af et halvt minuts varighed, mellem de to numre. Ideen om at indføje noget storytelling på et konceptalbum er sådan set hverken kontroversielt eller revolutionerende, men lige her er det sgu ikke eksekveret særligt elegant. Det samme kan man sige om ”Warcries from the Crypts”, der giver endnu et nøk opad på gakfaktoren med noget jazz-trompet og lidt messende krigsråb.
Netop som jeg er i gang med at lade irritationen få afløb på notesblokken, kommer Plaguemace dog tilbage på sporet, og resten af pladen er gudskelov noget mere fokuseret. ”Ambrosia” er albummets længste og mest ambitiøse indslag, hvor Plaguemace får lettet foden fra speederen og vist noget af den alsidighed, der i min optik er bandets nøgle til at skille sig ud fra andre på scenen. En stille guitarintro glider over i et supercool tremolo/stoner-hybridriff, hvor også Ruben Brandts glimrende bas får lidt velfortjent tid i rampelyset. Herefter er det igen op at stå i pedalerne med et catchy thrash-riff a la Power Trip, og man er generelt rigtig godt underholdt i de knap ni minutter, som nummeret varer. Det samme kan man ikke helt sige om numre som ”Among the Filth”, ”Misantropical Breed” og titelnummeret, der ikke bringer noget nyt eller synderligt interessant til bordet. Forstå mig ret – numrene er på ingen måde dårlige per se, men med undtagelse af et interessant black metal-ish-riff på omkvædet i ”Among the Filth”, sker der slet og ret for lidt. Eller rettere, der sker for meget af det samme. Albummet lukker heldigvis med den overbevisende ”Carnivore”, hvor Plaguemace atter demonstrerer et talent for at kunne balancere tempo, grooves og nakkebrækkende riffs med både mådehold og dynamik. Et behageligt punktum på en overvejende positiv oplevelse med Reptilian Warlords i ørerne.
En lovende debut med enkelte ridser i lakken
Der foregår utvivlsomt nogle helt brændte ting i hovedet på Andreas Truelsen & Co., der med Reptilian Warlords har skænket verden en gave svøbt i fandenivoldskhed, finsprit og fræsende riffs i hobetal. De løber en lille smule tør for ideer henover de knap 40 minutters spilletid, men dette til trods er der stadig tale om et album med en stor underholdningsværdi for alle, der elsker old school death metal-boogie. Kritikpunkterne in mente kan jeg ikke svinge mig op til at kalde albummet en magtdemonstration, men det er dog en demonstration af et potentiale, der er både voldsomt og uomtvisteligt. Med Reptilian Warlords har Plaguemace bestået den første styrkeprøve, der på sigt skal give adgang til dødsmetallens hellige haller, og med mægtige Napalm Records i ryggen og snuden i sporet tror jeg stadig, at vi har til gode at se de her drenges absolutte topniveau.
