Hvornår er noget egentlig ens første gang?
Første, sidste og eneste gang jeg har set Mnemic, var tilbage i juli 2007 på en pløjemark i nærheden af Aarhus. De havde fået æren af, sammen med Volbeat, at skulle varme op for Metallica. Jeg husker absolut intet af Mnemics koncert fra dengang. Det eneste jeg reelt set husker fra den aften, var, at lyden gik under ”For Whom the Bell Tolls”, at ”… And Justice for All” blev spillet, og at solen gik ned under ”The Memory Remains”. Intet af dette har dog noget som helst at gøre med Mnemic, som dengang havde Guillaume Bideau (hvil i fred!) med som vokalist.
Så egentlig er det vist ganske fair at sige, at denne lørdag aften reelt set var første gang, jeg skulle høre og se (det var totalt umuligt at se noget eller nogen fra den elendige plads, jeg havde på føromtalte pløjemark) Mnemic.
Hvide blazere og brune underbukser
Det her var Mnemics anden koncert på Copenhell Metal Cruise 2026. Af forskellige årsager lykkedes det mig ikke at få set deres første – som efter hvad jeg kunne forstå på dem, som havde set den, ellers skulle have været noget af en fest. Heldigvis var de et af de to bands, der havde fået to spilletider – hurra for mig. Præcis på slaget 17.30 entrerede bandet scenen – eller, det tror jeg nok. Entréen blev nemlig akkompagneret af det mest hidsige, blodrøde stroboskoplys nogensinde. Det var faktisk helt og aldeles frygteligt, og man kunne absolut intet se. Hvad der dog alligevel formåede at være endnu mere iøjnefaldende, var frontmand Michael Bøgballes mageløse outfit, som stod i kontrast til alt og alle. En skøn kombination af hockeyhår og et hvidt jakkesæt, komplet med seler, som fik ham til mestendels at ligne en brugtvognsforhandler fra Vejle.
Ganske som til Khemmis-koncerten aftenen før var lyden særdeles fremragende på skibets store scene, den såkaldte Club Liva. Især Bøgballes varierede vokal gik klart igennem. Så langt, så godt!
Der gik dog ikke så længe, før man godt kunne fornemme, at bandet havde givet den lidt rigeligt gas aftenen/natten før. De virkede alle en kende groggy, ja, nærmest konfuse, hvilket publikum lod til at udnytte på det groveste. Det var tydeligt, at dem som var mødt op denne aften, var de samme, som havde set bandet aftenen før, så der blev joket frem og tilbage, og lige pludselig hang der både brugte trusser og boksershorts på Thomas Kofoeds bas. Helt tydeligt en reference til et eller andet, der var sket under sidste forestilling. Bøgballe råbte da også noget i stil med ‘Ej, ikke det der igen!’, hvilket fik publikum til at bryde ud i et latterbrøl.
Koncerten bestod nogenlunde ligeligt af musik og røverhistorier – som ærligt talt var markant mere underholdende end selve musikken. Bøgballe erklærede gentagne gange, at denne aften ville være fyldt med ‘deep cuts, jazz og hvidvin’. Personligt savnede jeg både jazz og hvidvin, men den stod jeg nok lidt alene med.
Jeg har aldrig dyrket Mnemic, og da slet ikke de mere obskure numre, som de diskede op med her, så det var strengt taget umuligt for mig at høre nogen reel forskel på sangene, men publikum lod til at hygge sig helt enormt meget. Hvilket var ganske forståeligt, for koncerten var nemlig præcis det: hyggelig.
Det var sjovt at høre om, hvordan de havde åbnet Roskilde, dengang de var unge, ikke havde kongens mønt og spillede på hjemmemalede guitarer til 500 kr. For dem, som dyrkede bandet dengang, og som jublede, da genforeningen blev annonceret i 2024, var det helt sikkert også nostalgi på højeste niveau. Og hvis de sidste par år har lært os noget som helst, så er det, at nostalgi måske er det eneste stof, der er stærkere end fentanyl.
Hygge-heavy!
Skal man kigge lidt mere objektivt og nøgternt på koncerten, så var det her nok ikke Mnemic på deres bedste dag. Tømmermændene var åbenlyse, og publikums mange drillerier lod også til gentagne gange at hive bandet – især Bøgballe – ud af sit fokus. Selvom bandet bestemt opførte sig så professionelt, som de fik lov til, samt spillede særdeles glimrende, virkede de alle lettere benovede over, at folk faktisk stadig ville komme og se dem – ikke bare to aftener i træk, men generelt. Hvilket da også er enormt forståeligt, når man er vendt tilbage efter så mange års fravær. På mange måder mindede koncerten mig om sidste år, da Mercenary spillede på skibet. Det var samme omgang hygge-heavy, hvor nostalgi og kammerateri fyldte mere end det at spille en koncert med det formål at blæse alle totalt bagover. Hvilket også er helt fint.