Lykke Nielsen Photography
Mesterlig dødsmetal eller midtvejskrise?
Der er noget hyggeligt over den gamle, ærkekøbenhavnske dialekt, der emmer af en smøgdunstende brun bodega. Forestil jer således en gammel københavnersnude fra Nyhavn, der proklamerer, at vi nu skal høre ‘noget meget uhyggeligt dødsmetal’. Ja, så er man ikke i tvivl om, at det nok skal blive en hygsom stund. Carbon Tombs forsanger og bassist, Jeppe Tander, hverken talte eller så ud som en, der kunne krænge dødrallende death metal-growls ud af sit indre. Trods hans grånede hårpragt er de et relativt ungt band, hvis debut-EP udkom i 2023. I år er de så aktuelle med deres første fuldlængdeudgivelse, Passage to a Neutron Star. Den blev af min kollega på redaktionen beskrevet som ‘et imponerende værk fra et band, der virker langtfra færdigt med at grave dybere.’ Det siger jo ikke så lidt. Nu ville det blive spændende, om de nydelige herrer fra Nyhavn også kunne bevise deres værd på scenen, eller om bandet i højere grad ville fremstå som et kuldsejlet midtvejskrise-projekt.
Is this the bad place?
Michael fra serien ‘The Good Place havde’ endelig smidt sin tilforladelige forklædning og viste sig denne aften fra sin mest dæmoniske side i form af Jeppe Tander. Hans growls kom fra et dyb, som man ikke skulle tro, at hans jakkesæt med tilhørende silkelommetørklæde kunne rumme. Vokalen var voluminøs med god bas og en stærk støtte, hvilket resulterede i en fyldig klang. Den blev akkompagneret af guitarist og medbrøler Richardt Olsens skrig, der lagde sig tonalt lige over Tander og gav lydbilledet en ekstra, lidt lysere dimension.
Carbon Tomb spillede denne aften deres nyudgivne album igennem … og et enkelt nummer fra deres EP, som ifølge dem selv er ældgammel. Med den logik er det spændende, hvad mon de tænker om deres egen alder? Det er altid et risikofyldt greb at udsætte publikum for nyt materiale, for mennesket er et vanedyr, der frygter forandring. Publikum tog dog godt imod de nye sange, og da dødsmetal alligevel er lidt svært at synge med på, så gjorde det ikke så meget, at de fleste iblandt os ikke havde indstuderet de nye numre. Mangt en knytnæve var løftet mod loftet, og publikum lod til at hungre efter et ikkeeksisterende ekstranummer, idet de nærmest ikke var til at drive ud af salen efter koncerten. På “From the Gigant’s Snout” lagde Carbon Tomb stærkt fra kaj på et stormomblæst hav af hæsblæsende rytmer og hurtige guitarriffs, hvis kompositioner forekom kreative og fængende. Der var enkelte passager undervejs, hvor trommens stramme, taktfaste tonsning blev en smule ensformig, men generelt fremstod trommeslager Mikael Skou Jørgensen særdeles habil – og det kan faktisk siges om alle i bandet. Ingen takt flagrede i luften uden fluks at blive slået ned på trommens skind. Selvom dele af guitarernes riffs blev en anelse indfedtede i mudret lyd, så klingede de kraftfuldt, når de gik klart igennem. Koncentrationen blev vedholdt af en vedblivende vekslen mellem et højspændt, spændende tempo og mere groovy, langsommere passager under den lettere episke “Tritons of Ichthyology.” Særligt tilbageblikket mod deres debut-EP viste, at de er kommet langt, idet dette nummer var mere klassisk og mindre legende end det nyere materiale. Basbunden var solid, omend den af og til overdøvede guitaren.
Koncerten afsluttedes med et overraskende indslag i form af sopranen Berit. Jeg ville ønske, at det havde fungeret, men hun kunne vist ikke helt høre sig selv og ramte derfor altid ikke lige rent. Under bedre forhold er der dog ingen tvivl om, at det ville have skabt en effektfuld kontrast.
Bodegadød og naturvin
Carbon Tomb er et relativt ungt band, i hvert fald hvad angår deres diskografi. Og ja, det var meget uhyggelig dødsmetal, som de lagde for dagen, for både growls, bas og guitar lagde sig tungt som en mastodont i lydlandskabet, der skabte et sonisk krater, da den landede i øregangene. Trommerne tonsede stramt derudad, men kunne trænge til en anelse mere variation i rytmekompositionerne. Det hele var ondt på den gode måde, og der var ingen tvivl om, at Michael havde sendt os til The Bad Place, hvor dødsmetallen er brutal som middelalderlig tortur. Men det bedste ved koncerten var næsten de små, københavnersnøvlende kommentarer mellem sangene. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Tander var lidt vissen bag de svedduggede briller – men hans growls og basspil viste noget andet. I alle fald er der ingen tvivl om, at han må skabe en fest på Nyhavns bodegaer … hvis de altså ikke alle er blevet inficeret af naturvin endnu.
