Jeg skjønner ingenting
Alle elsker en god gåde, så lad os begynde denne anmeldelse med én: Hvad får man, hvis man blander et fremmedsprog, man ikke fatter en bjælde af, med naturlig folk metal à la Myrkur, med harmonika og hele pibetøjet? Svaret er Gåte. Et norsk folk-metal-band, der synger på deres yndige modersmål. Frontkvinde Gunnhild Sundli er kendt for sin flotte, lyse vokal, og bandet fik for alvor international opmærksomhed, da de i 2024 repræsenterede Norge ved Eurovision Song Contest. Det er uden tvivl lidt af en bedrift og burde også give respekt i metaluniverset. For hvis der er én ting, metalfans kan blive enige om, er det, at der bliver spillet alt for lidt tung musik i radioen. Gåte befinder sig dog i den meget bløde ende af metalspektret, hvor man næppe risikerer at få morgenkaffen galt i halsen. Men lidt rock kan der dog findes på deres nye udgivelse Sigil.
Når ulven gør oprør
Gåte kan bedst beskrives som en kombination af Myrkur, Wardruna og Eluveitie. Traditionel folkemusik genfortolket med elektroniske virkemidler og som moderne metal. Sådan lyder Sigil også. Personligt elsker jeg kombinationen. Den ærer den klassiske folkemusik, men forsøger samtidig at tilføre noget nyt, uden at det ender i hashtags, mjød og hullede cowboybukser. Gåte er samtidig et særdeles erfarent band. Siden 2002 er det blevet til syv albummer, og den erfaring kan høres på Sigil. De har for længst fundet deres egen lyd og har gennem årene udviklet den til noget, der både føles traditionsbundet og moderne. Det er ikke bare gammel norsk folkemusik med synthesizers lagt ovenpå for syns skyld. Der er en reel forståelse for materialet og en ambition om at føre det videre. Albummet Ulveham fra 2024, med deres store hit af samme navn, var faktisk første gang, jeg stiftede bekendtskab med bandet. Og her blev jeg især betaget af deres måde at fortælle historier på. Titelnummeret bygger på den norske middelalderballade ”Møya i Ulveham”, som handler om en ung pige, der bliver forvandlet til først en nål, derefter en kniv og siden et sværd af sin stedmoder. Men hun bliver alligevel værdsat for sine egenskaber hos folket, og derfor tryller den rasende stedmoder hende om til en ulv, som er frygtet i landet. Og ja, lad os bare sige det sådan, at ulven ikke gik sulten i seng den aften. En ganske fantastisk fortælling.
Sigil er samlet set et godt album, som ikke er bange for at kaste sig over forskellige udtryk. Her får vi langsomme folk-ballader, elektronisk poppede passager og norsk chanting, og Gåte bevæger sig ubesværet mellem de forskellige elementer. Bandet gør desuden sporadisk brug af ældre instrumenter som hurdy-gurdy, harpe, violin og cello, hvilket giver albummet en bred palet af nuancer. Det fungerer faktisk ganske fortrinligt og er med til at holde musikken levende. På ”Sannsiger” bliver det måske lige en kende for shamanistisk for min smag. Man mangler næsten bare en røgfyldt tipi, et lejrbål og en mand med bare fødder, der fortæller, at han kan mærke Moder Jord gennem sin tromme. Men igen må Gåte have kredit for at turde gå hele vejen og eksperimentere med traditionelle udtryk.
Der er en stor del akustisk musik på skiven, som jeg sagtens kunne forestille mig ville fungere fremragende live, så jordnært som det er. Men hvis jeg skal være en anelse kynisk, betyder det også, at Sigil til tider bliver udstyret med en del instrumentalt fyld. ”Nokon” kan bedst beskrives som et langt spoken-word-segment med forskellige blæseinstrumenter liggende i baggrunden. Ideen er ok, men nummeret udvikler sig aldrig. Det bliver lidt som at få genfortalt en historie man allerede har hørt af en anden person, der undervejs glemmer pointen. Det er en skam, især når Gåte har begrænset sig til blot ti numre. Så hellere mere af Gunnhild Sundlis flotte vokal, tak!
Flot fortællende musik
Der er kommet en hel del folk-bands til de sidste par år, men Gåte formår stadig at være uhyggeligt originale. Deres bryllupskombination af noget gammelt og noget nyt fungerer fortsat glimrende, og Arent Todals violinøjeblikke bliver man ganske enkelt aldrig træt af. Der er noget levende over hans spil, som giver musikken både varme og karakter. Bliver musikken nogle steder for beskrivende? Ja, uden tvivl. Men den har sin egen identitet, og den slags burde vi måske anerkende lidt mere i disse dage, hvor AI er ved at tage overhånd.
