Luksus-thrash til mondæne fans

Velour på lædervesten

En sammenligning af camping og thrash metal ligger næppe lige for hos de fleste, men hør bare her: For dem, der ikke finder det specielt komfortabelt at ligge på en halvflad luftmadras i en alt for varm sovepose i et fugtigt og småulækkert telt fyldt med insekter, findes der heldigvis glamping. Et luksustelt, typisk opvarmet, med dobbeltseng, ordentlige dyner, kaffemaskine og hele baduljen. Det luksuriøse og pæne alternativ til den traditionelle friluftsoplevelse. Men hvor dukker thrash metal lige op i den sammenhæng? Jo, hvis traditionel thrash med skramlet produktion, skinger vokal og punkede tekster om bajere, krig og politik bliver en tand for voldsomt, findes der også en mere let tilgængelig, pænere og temmelig harmløs glamping-udgave. Den er svensk og hedder Xion.

Ingen jord under neglene

Den svenske kvintet blev dannet i 2018 i Falun – byen, der også har fostret Sabaton og Twilight Force – og udgiver her deres andet album efter debuten Between Shadows and Gods fra 2024. Og allerede fra første nummer er det tydeligt, at Xion ikke har tænkt sig at rode sig ud i noget så ukomfortabelt som beskidt, farlig eller særligt grim thrash. ”Hands Will Be Cut” sætter ellers godt fra land. Her er klassiske thrash-elementer nok: høj fart over feltet, energiske riffs og dobbeltharmonier på både vokal og guitarer. Kerneelementerne står nærmest i kø for at komme til, og nummeret er både herligt og medrivende. Det lyder bare næsten så pænt – ikke mindst på vokalen – at man til tider er tættere på midt-90'ernes polerede punkrock end den beskidte thrash, Xion tydeligvis har hentet inspiration fra. Heldigvis er der dog både labre riffs og øreflænsende guitarsoli til at holde fast i metalfornemmelsen. Der følges flot op med ”Burned Onto You”, som er forholdsvis catchy, omend også temmelig generisk og uden de store overraskelser. ”Phantom of Blood” følger nogenlunde samme opskrift, og det samme gør ”Total Euphoria”. Xion har tydeligvis fundet en formel, de er komfortable med, og de holder sig meget konsekvent inden for den.

Det er dog ikke den traditionelle 80'er-thrash, vi er ude i. Xion læner sig i langt højere grad op ad nyere Metallica og til dels det ældre Trivium. Tør man kalde det pæn thrash? Gentleman-thrash? Ja, det synes jeg faktisk godt, man kan. Det er i hvert fald så poleret og velproduceret, at det aldrig for alvor bliver farligt. Og det bliver især tydeligt på ”Granted Wings (Let Me Fly)”, der fungerer som pladens obligatoriske powerballade. Problemet er bare, at den er så cremet og vammel, at det næsten gør ondt. Første halvdel er helt uden substans og lyder langt mere som den P3-venlige post-grunge fra 00'erne end thrash metal, og det er altså et sted, hvor Xion ikke bør opholde sig. Det duer ikke. Det bliver et pænt nej tak herfra til Hoobastank-versionen af Anthrax.
Heldigvis kommer ”Dead by the Night” og hiver albummet tilbage på rette spor. Store dele af nummeret kunne snildt have været et Metallica-nummer fra 72 Seasons. Omkvædet er ganske vist lidt tyndt, men hovedriffet og verset er thrashkongerne værdigt, og her fungerer Xions polerede tilgang langt bedre. ”Mirror Shield” fortsætter i samme spor og sender tankerne i retning af ældre Trivium. Det er klart pladens fedeste nummer. Her fungerer kombinationen af melodiske passager, solide riffs og de velplacerede guitarsoli ganske enkelt fremragende, og det samme kan siges om afslutteren ”Zero Light”. Her bliver det endnu en gang tydeligt, at The Big Four ikke har eksisteret forgæves. Inspirationen er til at få øje på, men når det bliver leveret så effektivt som her, er det svært at brokke sig.

Thrash med bløde kanter

Xion er bestemt ikke uefne musikere. Produktionen på When Stars Collide er bare så pæn, at det flere steder bliver for meget, og det samme gælder vokalen, der er så poleret og ufarlig, at man savner bare en lille smule grus mellem tænderne. Det er bestemt ikke et album, der kommer til at skræmme nogen væk fra middagsbordet. Men når man ser bort fra den til tider lidt for nydelige indpakning, er der faktisk ganske meget at komme efter. Riffs og guitarsoli er flere steder sublime, og sangskrivningen fungerer klart bedst, når Xion holder sig til den melodiske thrash, hvor især ”Mirror Shield” og ”Zero Light” viser, at svenskerne sagtens kan skrive numre, der både har bid og gode hooks.

Den svenske kvintet kommer næppe til at få de mest hardcore thrashhoveder til at smide sig i pitten med blodskudte øjne. Til gengæld leverer de et velproduceret, melodisk og særdeles letfordøjeligt alternativ til genrens mere beskidte afkroge. Det er thrash metal for dem, der helst vil have dobbeltseng, kaffemaskine og en ordentlig dyne. Glamping-thrash, om man vil. Og selvom jeg stadig foretrækker mit metal med lidt mere mudder på støvlerne, må man erkende, at Xion har indrettet sig ganske komfortabelt.