Interview med Fernando Ribeiro

I forbindelse med deres nyeste album, konceptalbummet 1755, har jeg fået selveste Fernando til at være så venlig at besvare nogle af mine spørgsmål om alt fra musik til pornobutikker i 90’erne.

Hvordan vil du beskrive 1755?

Det vil jeg ikke. Ærligt talt, så har jeg altid ment, at en musikers ord fejler eller falder igennem eller ender med at lave et stort nummer ud af ingenting. Jeg tror, at det er Moonspell, der har gjort et fantastisk stykke arbejde med at fortælle historien om denne store ulykke, og vi gik til den med historisk, lyrisk og musisk vigør samt kreativitet. For mig handler det om, at det lyder som Moonspell med en spændende ny indgangsvinkel. Det er, hvad vi tænker, og vi vil beskrive det som et stykke musik om historie – et drama. 

Hvad inspirerede jer i det hele taget til at lave 1755?

Det faktum, at det – stadig væk – er en enormt tragisk dag, men samtidig den eneste begivenhed, der fik Portugal til at komme ud af den mørke middelalder og ind i en oplyst periode, hvor undertrykkelsen fra kirken og kronen blev reduceret voldsomt. Portugal levede i konstant frygt for Gud. Landet var komplet uvidende om krigene mod protestanterne, og folk blev stadig brændt på bålet i Lissabon i det 18. århundrede. Jordskælvet bragte måske nok en ende på Lissabon, men det bragte også en ende på middelalderen. Jeg lærte om alt det der i gymnasiet, men også på universitetet i Lissabon, da jeg studerede filosofi. 
 

Hvordan går det egentligt i Portugal? Sidst, jeg hørte noget derfra, var under finanskrisen i 07.

Udlændinge har ingen anelse om, hvad finanskrisen betød for os eller dens sande gøremål. Alle blev snydt og tvunget til at betale ekstra i skat, så vi kunne redde bankerne, ruinerede firmaer osv. Vores land var aldrig i fare pga. sociale ydelser. Det sande økonomiske kup kom fra IMF og EU. Heldigvis valgte vi en ny regering, der nægtede mere nøjsomhed, og hvis ting ikke er perfekte, er folk modige nok til at ændre det lidt. Vi bliver uden tvivl skuffede igen, men vi slås videre; protesterer, indtil der kommer nogle bedre folk. En masse folk i Europa slog os hen som bare værende dårlige betalere og dovne røvhuller, som om at finanskrisen ikke ramte alle lande. Det var til tider hårdt at se, hvordan norddelen klarede sig, mens syddelen var ramt at totalt kaos, skabt af vores egne industrier. Men vi ved, hvad vores land betyder for os, og resten kan skride ad helvede til.

1755 er både smukt, men også utroligt mørkt. Hvordan lykkedes det jer at kombinere skønhed med gru på en så stærk måde?

Mange tak. Det er et sandt kompliment for os. Hemmeligheden er ikke at adskille de to ting, som samfundet ofte gør. Vores opfattelser af gru og skønhed kommer fra læren om, at de to er modsigelser, og mange gange glemmer vi den sande essens af ting. Tiderne skifter, og mange folk begynder at forstå skønheden i handlinger og værker, der oprindeligt blev set som værende bizarre eller akavede. Hvis en kirke falder sammen i Lissabon, fyldt med mennesker, er det grusomt, men symbolsk, at blive dræbt af de mure, der var deres bedehus. Men når støvet så har lagt sig, og de overlevende rejser sig og bliver behandlet, kommer de tilbage til ruinerne for at samle sten og materialer til at genopbygge deres huse og starte deres nye liv. 1755 handler om poesien i alle disse ting; om, at liv og død ikke er modsætninger, men de sande skabere. 

1755 føles næsten som en opera, og det lyder helt post-barok. Var det en del af konceptet bag albummet?

Jeg undgår ordet opera, da jeg ikke er fan af symfoniske metaloperaer. Deres librettoer er ofte blege, flade og ringe. Jeg vil sige teater, som også er en del af opera. Det er mere et ord for mig. Der var helt klart en teatralsk fortolkning af temaet, og vi gjorde vores bedste for at udvide det til vores musikalske proces ved at navngive metalorkestret ”naturkatastroferne” pga. guitarernes og trommernes styrke. Vokalen skulle være ren desperation og en fortælling om, hvad der skete den dag. Post-barokken kommer fra det latinske kor, og gademusikken er der også i form af nordafrikanske og arabiske folk, der spillede musik for en skilling.

Har der været nogen reaktioner på, at hele albummet er på portugisisk?

Mange er overraskede over det, men det har ikke skræmt dem væk – hvilket jo er fantastisk. Ærligt talt var der intet pres eller forventninger til det her album. Det blev lavet helt spontant og uden nogen planer, udover at vi ville lave et historisk dokument i musikalsk form. Jeg vil kalde det en kunstnerisk udtalelse, men disse ord er ringe, da de bliver brugt af alle, så jeg vælger at kalde det at vi holdt os til planen om at fortælle en historie, så godt vi kunne. Den historie skulle være på portugisisk, hvilket folk, indtil videre, ikke har brokket sig over.

I har lavet musik siden start-90’erne, og trods det er hvert Moonspell-album anderledes fra det forrige. Hvordan lykkes det jer konstant at genopfinde jer selv og jeres lyd?

Den eneste ting, der limer bandet sammen, er, at vi kan være kreative. Selvfølgelig kultiverer vi også nærhed, og udover musik er vi bedste venner, men vi har lært at adskille de to. Vores mål og fokus er mere musikalsk, end det måske burde, men jeg tror, at vores musik ændrer sig, fordi vores fokus er på musikken og historiefortællingen. Jeg må dog være ærlig: Jeg tror, at folk nogle gange har for travlt med at kommentere vores ”udvikling”, og de misser måske pointen og musikken. Det har skadet Moonspell i årevis, lige siden Sin fra 1998. Men omvendt har denne rastløshed også skaffet os mange nye fans. Det er Lavoisiers læresætning: Intet er vundet, intet er tabt, alt er transformeret.
 

I spiller i Danmark snart sammen med Cradle of Filth. Kan du huske første gang, I var i Danmark?

Ja. Jeg var 21. Jeg gik ned i en tegneseriebutik og købte en masse porno, som jeg ikke kunne finde i Portugal. Jeg elskede brødet og smørret. Angående hvordan vores shows gik, tja, jeg kan huske i Esbjerg, hvor alle de blonde fans stillede sig op på rad og række for at moshe foran David Vincent fra Morbid Angel. Det var i 1995. Jeg kan ikke huske, om folk kunne lide os eller ej.
 

Når nu vi snakker om den kommende danske koncert i marts: Kommer I tilbage som hovednavn senere i 2018?

Det tror jeg ikke. Vores fanbase i Danmark er ikke stor nok til, at promotorer tør satse på os, og festivaler som Copenhell har sagt nej til os mange gange allerede. Jeg beklager til vores fans, men jeg vil hellere være ærlig og se fakta i øjnene. Så lad os prøve at nyde Moonspell, når vi kommer for at varme op for Cradle. Jeg håber, at der også kommer nogen for at se os.

Til trods for at 1755 handler om en 262 år gammel katastrofe, kan jeg ikke undgå at føle, at visse elementer og dele af albummet handler om det moderne samfund. Især videoen til nummeret “Todos Os Santos” virker til at fastslå dette.

Vi så godt selv lighederne, og det gjorde fansene også. Og ja, helt klart. “Todos Os Santos” slår det virkeligt fast. Jeg har intet problem med at pege fingre ad politikere, pege fingre ad det grundlæggende menneskelige i at blive besat af magt og at være komplet uden sans for en mission eller vision; bare rendyrket forfængelighed og en dømmekraft, der er styret af alle de forkerte årsager. Skovbrandene i Portugal er en pinlig ting. Det er pinligt for vores land og vores borgere. At have to dødelige skovbrande med få måneders mellemrum, er en forbrydelse. Om det skyldes ildspåsættelse eller uduelighed, er ligegyldigt. 1755 skyldtes ikke nogen menneskelig indgriben, men dagen derpå blev Lissabon ryddet for idoler og hellige tegn. Der var ikke længere plads til helgenerne. De havde fejlet – ligesom i dag: Hellighedens symptom er en forfærdelig ting; en sand fare for verden.
 

I valgte at afslutte pladen med en coverversion af “Lanterna dos Afogados” af bandet Os Paralamas do Sucesso. Hvordan kan det være?

Ha! Det har alle spurgt om! Jeg kan godt lide at finde ting de mest underlige steder – ting, som selv de andre i bandet lige skal tænke over, før de beslutter sig for, om det nu også er en god idé eller ej. Paralamas er et kæmpestort brasiliansk popband, og den her sang kender vi i Portugal pga. sæbeoperaer, og det er, hvad sangen betyder for de fleste. Jeg så det hele tiden, lige siden jeg var barn, det triste element, som sangen handler om. Symbolikken i at vente på mænd, der stak til søs ved fyrtårnet eller tændte lanternerne for at oplyse vejen. Det kunne være historien om hvilket som helst land med sømænd, og Portugal, ja, det er jo et land, der er blevet berømt pga. havet. Det har givet os så meget og taget så meget til gengæld.