I lyder sgudda som … alle andre!
Canadiske Wreck-Defy er et klassisk thrashband med alt, hvad det indebærer. Der kan nemt trækkes tråde til bands som Annihilator, Testament, Overkill og Exodus. Derfor tilslutter de sig en enorm gruppe af bands, der alle dyrker en lyd, vi har hørt til ukendelighed de sidste 40 år. Man kan derfor ikke just påstå, at denne canadiske kvartet er et synderligt innovativt eller originalt projekt, men mindre kan bestemt også gøre det – og der er noget rart i at blive mødt af det velkendte. Spørgsmålet er dog, om Wreck-Defy alligevel kan ét eller andet, der gør, at vi bør lytte til dem og ikke et af de tusindvis af andre thrashbands derude.

Hold det for jer selv!

Gennemsnitsalderen blandt medlemmerne i Wreck-Defy er, godt og vel, 42 år. Det i sig selv siger ikke så meget, men når det så samtidig lyder, som om den burde være både 16 og 82, så er slutresultatet noget underligt miskmask. Gruppen kan i år fejre sin 10-årsfødselsdag, og samtidig kan den fejre, at den efterhånden har haft lige så mange mandskabsudskiftninger som idolerne i Megadeth – ikke just et godt tegn for et projekt, der er så relativt ungt. 

Bandets absolut største problem er deres alderspræsident og vokalist, Greg Warner. Han synger slet og ret rædderligt, og hvad værre er, så mangler hans vokal en reel identitet. Igennem pladen prøver han konstant at efterligne/efterabe diverse andre vokalister, lige fra Rob Halford over Bruce Dickinson til Chuck Billy og sågar Abbath. 

Desværre slipper ham, på ingen måde, godt fra nogen af sine parodier, selvom hans høje skrig – til tider – er passabelt. Men det største problem med at forsøge sig med at lyde som nogle af scenens mest kendte navne/stemmer er, at man aldrig helt finder ud af, hvordan Warner egentlig selv lyder. Dog ligger hans vokal utroligt højt i mixet, hvilket gør, at man ikke kan undgå at høre den utroligt tåkrummende lyrik. Lyrikken på det her album er, generelt, supersløj, og det meste af det er sådan noget pubertært ’ingen forstår mig, samfundet er lort, og jeg er sur!’-tjuhej, men så får vi ”Do It Again”, hvis lyrik lyder som et skænderi mellem et middelklasseægtepar – rendyrket divorce-core. Jøsses, det er grelt …!

Selve musikken er, i meget grove træk, udmærket. Forstået således at det er ekstremt banal thrash. Powerchords, shredsoli og de samme trætte 0-2-4-6 og 0-5-3-1 E-strengsriffs. Nu og da skæver bandet henimod svensk melodød, hvilket da er et friskt pust, selvom det ej heller ligefrem er nytænkning. 

Helt generelt så virker Wreck-Defy til at være et vaskeægte garagehyggeprojekt, og fred være med det. Rytmesektionen overordnet set holder hele vejen, så er Dissecting the Leech ikke en skive, bandet havde behøvet at belemre os andre med. Det er den slags plade, hvor det meste af musikken ender med at være en form for komplet neutral baggrundsmusik, og de eneste gange, hvor musikken fanger ens interesse, er, når bandet jokker noget så eftertrykkeligt i spinaten – hvilket de gør mindst én gang pr. sang. Oftest er det Warners forsøg på at lyde som en af sine mange helte, men det er ligeledes utroligt svært at skrive noget pænt om de mange guitarsoli. Tag nu bare den på “Revolt”, som muligvis er den værste guitarsolo anno 2026. Udover at det er en helt standard noodle-solo, så er den mixet således, at det lyder, som om man har placeret guitaristen Matt Hanchuck under havets overflade. Det lyder simpelthen skrækkeligt. 

Blottet for eksistensberettigelse 

Dissecting the Leech er ikke den værste plade, jeg har hørt i år, men det er måske den mest ligegyldige – og ligeså er Wreck-Defy det mest ligegyldige band, jeg har hørt i år. De hygger sig uden tvivl med at spille morfarthrash, men der er absolut ingen – som igen – grund til, at vi andre skal belemres med deres musik. Man får lyst til at maltraktere et Mads Skjern-citat: ’Ingen skal komme med en Wreck-Defy-plade og bringe ufred i mit hus!’.