Kunsten at følge op på en gammel sublim debut
For 34 år siden udkom en af de udgivelser, der for mange tilhængere af genren betragtes som et af mesterværkerne inden for den melodiske hardrock. Double Eclipse, Hardlines debutplade, havde Journeys Neal Schon bag den seksstrengede. Egentlig skulle han blot have produceret albummet, men endte med at blive fuldbyrdet medlem og i sandhed vel også kommercielt trækplaster. Trods et semistort MTV-hit med deres coverversion af Streethearts ”Hot Cherie” udeblev det store gennembrud. For i 1992 havde hæren fra Seattle, iklædt skovmandsskjorter og Dr. Martens-støvler, allerede gjort sit indtog og var godt i gang med at ændre det musikalske klima. Siden er der løbet meget vand gennem åen, og forsanger Johnny Gioeli, der ellers slår sine folder som frontfigur hos Axel Rudi Pell, er nu eneste tilbageværende originale medlem, bakket op af fire italienske musikere.
Første hæderlige forsøg på at følge op på debuten var med comebackalbummet II tilbage i 2002. Hverken det album eller de fem næste har kunnet nå fordums fuldkommenhed. Derfor er forventningerne til kvintettens syvende album naturligvis nøje afstemt, omend håbet om et lille mirakel er intakt.
Nyt pladeselskab, ny lyd
Det er ikke længe siden, jeg beklagede mig over Gioelis anstrengte vokal, nemlig på Axel Rudi Pells seneste album. På Shout er sangeren mere komfortabel, med undtagelse af den nytænkte version af Scorpions’ ”When You Came Into My Life”, hvor omkvædet ikke klæder stemmen. Sangen er pladens store powerballade og en af de singler, som er udsendt forud for albummets udgivelse. Men jeg er ikke fan af det progressive trommespil, som giver nummeret et ucharmerende, haltende flow. Generelt er pladen hårdere end sine forgængere. Årsagen findes formentlig i skiftet af pladeselskab fra Frontiers, der har stor tradition for at omfavne den blideste afart af hardrockgenren, til det regulært metalorienterede Steamhammer. Det er stadig hardrock, men de westcoast AOR-tendenser, som har været tydeligt til stede på tidligere plader, er ikke eksisterende på Shout. Det er ærgerligt, når det er på de roligere numre, Gioeli klarer sig bedst.
”Candy Love” er en fin demonstration af klassisk stadionrock. ”Rise Above No Fear” overrasker med sin stille akustiske intro, som pludselig erstattes af tunge riff og masser af palm mutes. De snart tre årtier, som Gioeli har været aktiv på den europæiske hard-/heavyrockscene, gør, at Hardline ikke længere alene lyder som et amerikansk orkester. På et nummer som ”Rise up” kan indflydelsen af melodisk eurohardrock tydeligt høres, særligt Pink Cream 69, som de lød på Thunderdome. ”Mother Love” er et af pladens bedre numre. Med et nærmest gothrockagtigt udtryk indledes sangen med et tydeligt pianohook. De rolige vers leder op til et melodisk omkvæd, som efterfølges af et mellemstykke, der igen har pianohooket fra introen som anker. ”Welcome to the Thunder” starter med et lækkert stykke elektrisk guitar og keyboardlir, åbenlyst inspireret af Giants ”I’m a Believer”. Gioelis evidente fascination af Freddie Mercury høres tydeligt på albummets sidste nummer. En ren ballade, kun båret af klaver, og en fremragende vokalpræstation.
Den tilstrækkelige præstation
Sådan lyder beskrivelsen af den laveste karakter, man kan få til en eksamen og samtidig bestå. Shout passer meget godt ind i den kontekst. Der er godt med variation i numrene, kvaliteten er, som man må forvente af et moderne hardrockband. Særligt mindeværdigt bliver det aldrig, men bestemt godkendt. Den hårdere stil vil dele vandene, men Hardline stikker ikke af fra deres rødder. Derfor vil fans af gruppen helt sikkert glæde sig over de ti nye sange. Personligt ville jeg have foretrukket en blødere retning, ikke mindst fordi det lader til, at Gioeli kæmper med de tungere numre, som kræver større anstrengelse.
