En lille picnic

Selvom jeg kort nævnte Waldgeflüsters forrige album, Dahoam, i mit skriv 10 black metal-udgivelser fra 2021, som vi ikke fik anmeldt, har vi aldrig helt reelt anmeldt bandet. Bandets navn kan løst oversættes til ”skovhvisken”, hvilket er det helt perfekte navn til den form for post-atmo-black, som Winterherz og hans kumpaner komponerer. Unter bronzenen Kronen er en lille, hurtig EP på lidt under en halv time, som vist mest af alt skal forstås som en lille teaser for den lyd, som bandet står klar til at præsentere på sin næste plade, hvornår den så end er færdigbagt. Så lad os da se, hvilken lille hapser som bandet har klar nede i sin skovturskurv.

Gode ideer, dårlige ideer

Unter bronzenen Kronen kan måske bedst beskrives som ”black metal til folk, der ikke kan lide black metal”. Dette skal forstås, således at de sorte elementer holdes på et absolut minimum, og i deres sted finder man en masse post-metal-riffs og en generelt meget mild stemning. Her er hverken skrigeri eller blastbeats, og selv tremolo-riffene bliver holdt på et minimum. Produktionen er svulstig, og de fire numre har en langt mere moderne klang, end man måske ville forvente af et black-band fra Tyskland. Titelnummeret er et langt og snørklet nummer med flotte og storladne passager, som hylder livets efterår – ja, tænk engang, en albumtitel, der er en metafor for liv og død – novra! Alt i alt er det et smukt nummer, der til tider minder om Harakiri for the Sky, bare med en sanger, der rent faktisk kan synge.

Den største overraskelse på EP’en må siges at være det næste nummer, ”The Pit”, som er et metalificeret cover af Panopticons banjoballade. Jeg er ikke verdens største fan af coversange og er af den overbevisning, at hvis man vælger at bruge tid på at lave et sådant, så skal man gøre nummeret til sit eget – og dét har Waldgeflüster gjort. Hvis man ikke kendte originalen, ville man ikke kunne genkende det, mestendels fordi banjo og akustisk guitar er erstattet med en stor, fed omgang elektrisk spade – hvilket klæder nummeret.

Derefter falder kvaliteten dog, ikke drastisk, men nok til, at man bemærker det. De to sidste numre, ”Herbst befiel das Land MMXXIII” og, det ligegyldige Ben Howard covernummer, ”Black Flies”, gør ikke så frygteligt meget andet end at fylde op. Selvom ”Herbst …” egentligt er et virkeligt flot og storladent nummer, så er det også alt, alt for langt. Allerede halvvejs igennem nummerets spilletid begynder det at køre i ring. ”Black Flies” kunne helt være blevet udeladt, da der egentligt ikke er noget pænt – eller skidt – at sige om nummeret; det er der bare.

Tenderende ligegyldig

Unter bronzenen Kronen er hverken fugl eller fisk. Der er fremragende momenter og aspekter at finde, men der er også rigeligt med tidspunkter, hvor man som lytter sidder og zoner ud, da musikken slet ikke er fængende nok.

Det er, samlet set, ikke en dårlig EP, og takket være titelnummeret er der da en grund til at genbesøge den. Men det til trods så er det en udgivelse, der er tenderende ligegyldig.