Nether-hva’fornoget?
Amerikanske Valdrin er nogle, forholdsvis, travle herrer. Siden sin debutudgivelse, Beyond the Forest fra 2014, har kvartetten fra Ohio udgivet album i en relativ lind strøm, hvoraf det nyeste er Throne of the Lunar Soul. Bandet selv beskriver sin lyd som ”netherworld black/death metal” – en betegnelse, der formår at sige en masse uden reelt set at sige noget som helst. Så lad os nu, i fællesskab, drage mod månesjælens trone for at finde ud af, hvad i alverden den nok så vage beskrivelse egentlig dækker over!
Emperor, Caladan Brood og Jethro Tull går ind på en bar
Throne of the Lunar Soul er en superunderlig og virkeligt rodet omgang. Det ene øjeblik får man fuldstændig klassisk symf-black a la Emperor, det næste får man, ja, folk-rock a la Jethro Tull, og hele herligheden er smurt ind i 8-bit-synthesizers, som vi kender det fra Caladan Brood og Summoning. Nu og da bliver der også spædet op med lidt klassiske speed metal-riffs, og sørme om ikke der også momentvis er noget, der minder om power metal. Men selvom alt dette lyder som en fuldstændig vanvittig blanding, så er det mest vanvittige, at Valdrin slipper afsted med at blande alting sammen – eller det vil sige: De slipper næsten afsted med det. For det siger sig selv, at når man insisterer på at blande så mange forskellige ting sammen, så skal man virkelig holde tungen lige i munden og holde fokus for at undgå at tabe det hele på gulvet.
Nok taber Valdrin aldrig hele herligheden på gulvet, men der bliver både spildt og dryppet på tæppet. Man begynder at mistænke, at hele ideen med at blande alting på kryds og på tværs måske ikke så meget skyldtes en fælles vision, men nærmere at de fire medlemmer ikke kunne blive enige om et fælles resultat.
Tag nu de to sange ”Seven Swords (In the Arsenal of Steel)” og “Paladins of Ausadjur”. De må siges at være de bedste eksempler på, hvordan Valdrin konstant forsøger at kombinere alverdens genrer og lydsider for at skabe et så episk resultat som muligt. De går endda så vidt, at der er en harmonika med fordi hvorfor ikke? De to sange er ikke dårlige, men de emmer begge af at være sådan ”lige ved og næsten” – som en linedanser, der skvatter sekundet før, hun når sit mål.
Hvilket på alle måder er essensen af Throne of the Lunar Soul, nemlig at albummet så tit er lige ved at lykkes, men så alligevel ikke. Hvert nummer har nemlig ét eller andet, der spænder ben for sig selv. Nogle er for lange, nogle for korte, nogle har et uheldigt vokalskifte eller et alt for repetitivt riff eller sågar en kikset guitarsolo. Så uanset hvor store ambitioner Valdrin har, og hvor meget umage de gør sig for at fortælle sagaen om deres heroiske hovedperson, Valdrin, ja, så er resultatet mere som Hobbitten-trilogien end som Ringenes Herre-trilogien. Desværre.
80’erkitsch
Trods al min kritik så skal Valdrin have point for både ambitioner og kreativitet – samt underholdningsværdi. For nok er det et klodset album, men det er et sjovt album. Der er masser af numre på, som man ikke kan lade være med at smile – endda fnise – lidt af, og ikke fordi de er latterlige, men fordi det simpelthen bare er sjovt. Det er 1980’erkitsch-fantasy-humor på niveau med Fire and Ice eller Heavy Metal, nemlig humor af den slags, man – trods dens mange, mange fejl – ikke kan andet end at holde af. Så tak for det, Valdrin.
