Den danske deathcore lever

Unseen Faith er et band, der på kort tid har bevist internationalt potentiale og har skabt en stor interesse med rosende ord med på vejen. Tilbage i 2015 udgav de den utroligt stærke EP Yokebreaker og fulgte derefter op med fuldlængdealbummet Waver i 2017. Den danske metalscene ser i den grad lovende ud, når man tænker på bands, der har haft succes med at genrekombinere forskellige elementer. Og med Unseen Faith kan man med berettigelse i stemmen sige, at den danske deathcore i den grad lever. Genremæssigt spiller kvintetten et brutalt miks af metalcore og deathcore med inspiration fra blandt andre Thy Art Is Murder. Nu står vi her tre år senere med det nyeste skud på stammen, Evoke, hvis koncept er et opråb til en revolution i indstillingen og opførslen over for andre mennesker. Måske en anelse klichéfyldt, om end et utrolig vigtigt og aktuelt budskab, der forhåbentlig lever op til de forventninger, gør sig gældende på den svære toer.

Blegh!

Det lader til, at Unseen Faith for alvor har fundet sin lyd, og de fortsætter da også i samme stil som på Waver med masser af brutale breakdowns, onde growls og ultratunge riffs. Først skal der slås et slag for produktionen, for den er helt i top. Ligeledes spiller bandet afsindig godt sammen, og den øgede spillemæssige erfaring er tydelig at høre. Frontmand Alexander Eriksen har et stort spænd i sin stemme fra de lyse og mørke skrig til de dybe, onde squeals, og det er simpelthen en fornøjelse at lytte til fra et dansk band.

Når Unseen Faith brillerer, er de i toppen af deres game. ”New Era” formår at kombinere de forskellige elementer og overgange utrolig eminent. Fra den glidende overgang i omkvædet til et storslået breakdown og den atmosfæriske outro, der giver sangen et ekstra lag og dynamik, hvilket er en fornøjelse at slå lyttelapperne ud til. Desværre sætter kvintetten midlertidig selv en kæp i hjulet, for det, man kunne frygte fra en deathcore-plade, er ensformigheden, hvilket desværre indimellem forekommer.

På et nummer som ”Out Of The Black” rykker de nakkedestruerende passager for alvor igen, og endnu en gang formår bandet at tilføje dystre, atmosfæriske lag, der fungerer afsindig godt. Desværre minder vokalmelodien i c-stykket en lille smule om introen til ”New Era”, men det gøres godt af slutstykket, hvor Daniel Mcworther fra Gideon får lov til at skrige lungerne ud bakket op af tunge slag på bassen, djentede, nedstemte guitarer og vægtige trommer.

”Heart In A Prison” er et nummer, der veksler mellem stemningsopbyggende passager, hvor man får lov til at komme ned i gear og tage musikken til sig. Dynamikken i vekselvirkningen mellem blastbeats-passagerne og de langsomme og hurtige, varierede brudstykker, er med til at skabe den variation, der en gang imellem savnes.

”The Perfect Human”, der gæstes af Andreas Bjulver fra Cabal, viser endnu engang Unseen Faith fra sin stærkeste side med en stærk, melodisk leadguitar i omkvædet, samt kreative, musikalske indspark.
Man kunne frygte ,at de to frontmænds stemmer muligvis ville smelte sammen, men det er ikke tilfældet, og Andreas Bjulver får virkelig lov til at træde i karakter.

Det fungerer i det hele taget fortræffeligt, når guitarriffene bliver krydret med melodiske passager på guitaren. Det implementeres også på ”The Greatest Threat”, der er et renskåret deathcore-nummer med raserende breakdowns, og hvor Benjamin Ganzhorn fra Daze of June får lov til at gøre god figur, og hvor timingen af de forskellige elementer og sekvenser er i top.

Solid arbejdsindsats

Aarhusianske Unseen Faith er brandvarme, og det er ikke uden hjemmel, når de bliver udråbt til et band af international kaliber. Kvintetten arbejder sig igennem den svære toer, og har langt hen ad vejen skrevet et rigtig stærkt album. Som nævnt tidligere kommer sangene indimellem til at virke lidt ensformige, og det kan vel næppe undgås, når man slavisk holder sig til de virkemidler, der er indenfor death- og metalcore. Alle sangene har dog elementer hver især, der er stærke. Jeg savner dog muligheden for at give mere plads til nogle af enestående sekvenser, når de for alvor griber fat, i stedet for der oftest sker noget nyt.