Udånde udsender utrolig hurtigt toer

Rasmus Ejlersens soloprojekt, kendt under kunstnernavnet Udånde, er allerede klar med sin anden plade, Slow Death – A Celebration of Self-Hatred. Han udgav sin debut, Life of a Purist, sidste år. Et album, som blev vel modtaget, og som læner sig op ad Danmarks stærke, melankolske black metal-elite som Solbrud, Sunken og Afsky. Kun halvandet år skulle der til for at skabe noget nyt. Så er spørgsmålet, hvor meget forandring kan der egentlig nå at ske på den korte tid?

Sortseerens selvhadende sangunivers

Slow Death – A Celebration of Self-Hatred er en rejse gennem Ejlersens indre kaos, som er påvirket tungt af depression, angst og antidepressiva. Derfor er hver sang på albummet møntet på specifikke øjeblikke i hans liv, som har defineret disse indre kampe og det selvhad, det har affødt. Et meget personligt, men også meget relaterbart, tema, som mange anno 2022 kan nikke genkendende til. Spørgsmålet er så, hvordan det kommer til udtryk i musikken?

Albumåbneren, ”I’m Not a Pessimist, I’m a Realist”, indledes med en cirka et minut lang, melankolsk guitarintro, hvor strengene anslås nænsomt med masser af reverb-effekt. En instrumental passage, som sætter en passende tone og henleder tankerne på bands som Wiegedood og Sunken. Derefter skifter det over i klassiske black-dyder med guitarstrenge, som gennemtæskes hurtigt, og lidt varierende trommespil, men hvor der for det meste er fuld fart på pedalerne. I forhold til debuten, så besidder sangen en mere gazy atmosfære, en meget renere produktion. Noget, der går igen på alle sangene på dette album. Life of a Purist (2021) mindede meget om Afsky, Mörk, Norddjevel og Solbrud, altså god, gedigen, beskidt nordisk black. Nu læner vi os mere op ad ren produktion, som vi hører hos bands som Orm, Behemoth, Gaerea og så videre. Især det sidstnævnte band er værd at bide mærke i med hensyn til Ejlersens vokal, da han selv udfører arbejdet denne gange. Derfor er der skiftet stil til et dybt og gutturalt growl. Væk er altså de intense, melankolske black-skrig, som netop kunne minde om Ole Luk fra Solbrud og Afsky.

Det giver hele albummet et blackened death metal-præg med det store produktions- og vokalskift. Dog uden at det helt bliver det. Selve lydbilledet får aldrig samme intensitet eller dramatik, men holder sig til klassisk black metal på den instrumentale front. En skam er det, at Ejlersen måske er lidt for stædig i forhold til de valg, som er foretaget på denne plade. Vokalen er meget ensformig og føles til tider lidt som mismatch med de melankolske toner. Selvom der er mere atmosfære og melodi på dette album, så falder alle elementer ned i samme smeltedigel, fordi vokalen er bindeleddet. Det er forståeligt, at han gerne selv ville lave alt vokalarbejdet, da pladen utvivlsomt er et meget personligt værk. Desværre er den kedelig sandhed, at som lytter, så havde det været fedt hvis Ejlersen kunne mere med sin vokal, eller havde hevet en gæstevokalist med på albummet.

Soloprojektets svære toer

Album nummer to er altid det svære. Her opstår fænomenet ”Damned if you do, damned if you don’t” i forhold til at lyde som debuten. Udånde har taget nogle interessante og modige valg på denne plade, som absolut gør, at forbindelsen til klassisk nordisk black brydes, og den moderne black bydes indenfor. Det betyder helt sikkert, at nogle vil springe fra, og andre vil hoppe ombord på denne plade. Langt henad vejen skal Ejlersen have ros for at have skabt en solid toer, som dog lige mangler de sidste elementer for at blive en fantastisk dansk black metal-skive. Der er slet ingen tvivl om, at det har været et vigtigt værk for ham at skabe og sende ud i verden – og ligesom debuten, så er det en megasolid black metal-plade. Begge plader tilbyder noget forskelligt, og det er egentlig ret forfriskende.