Moderne, men ikke nymoderne
Vi har før anmeldt amerikanske Tombs, og de har fået blandet modtagelse her på redaktionen. Nu er kvartetten klar med sit femte album med den opmuntrende titel Under Sullen Skies. Siden det forrige album The Grand Annihilation er bandet gået over til Season of Mist i stedet – et label, der afgjort passer bedre til deres dunkle, dystre og avantgardistiske stil. Stilistisk er Tombs stadig svær at putte ned i en bestemt kasse, men hvis man tænker moderne black metal som fx GAEREA, Regarde les Hommes Tomber og Svart Crown – ja, så er man den smule tættere målstregen.
Men inden man sidder og ryster i læderbukserne af skræk i en sådan grad, at ens nitter falder ud af både armbånd og bælte, så kan man berolige sig med, at der skam også er masser af klassiske black elementer, der minder om lugten af bål og brænd i Bergen.
No Sleep Till Brooklyn
Under Sullen Skies er noget af en mundfuld! Vi snakker et album med 12 numre og en spillelængde på en hel klokketime, ergo er der meget at fordøje og dechifrere, for det er faktisk lykkedes bøllerne fra Brooklyn at lave et utrolig helstøbt album, hvor samtlige sange har hver deres identitet. ”Barren” er nærmest rendyrket norsk 90’er-black, ”The Hunger” stinker langt væk af death’n’roll og Entombed, ”Secrets of the Black Sun” landet et sted, hvor doom og sludge boltrer sig i grågrønne hashtåger, og sådan kunne jeg blive ved. Vi er altså ude i en seriøs omgang metal potpourri – hvilket jeg synes, er utroligt modigt og progressivt – så hatten af for det! Men virker det så? Lykkes det Tombs at fortolke samtlige former for metal? Burde man bare skaffe sig af med alle andre bands, når nu de fire knøse fra USA mestrer at spille på så mange tangenter? Her må svaret være et rungende nej.
Nok er de nysgerrige og legesyge, men at kende sine begrænsninger er ikke en dårlig ting heller. Less is more, uanset hvad Yngwie Malmsteen påstår! Under Sullen Skies burde måske have været et dobbelt album, eller endnu bedre; så kunne de have nøjedes med at udgive seks-syv sange, lade resten vente et år eller to, mens de blev finpudset, og vupti, så havde album nummer seks været i hus – men et nummer som ”We Move Like Phantoms”, en kort instrumental mundskyller på lidt under to minutter, burde være røget i svinget.
For mange kokke…
Den amerikanske black-scene er en fascinerende scene, for det er en scene, der er svær at sætte i bås, og hvor to black-bands fra samme område, kan være som nat og dag – ulig for eksempel de fleste black-bands fra Europa. Tombs lyder derfor som Tombs, på godt og ondt. Der er masser af virkelig gode numre på Under Sullen Skies, men der er altså også en del, der burde været blevet hjemme i øveren. Dog er det altid spændende at se et band virkelig prøve at tænke ude af boksen, forny sig selv og gøre det, de selv vil – dyb respekt for det. Det virker til, bandet har fået frie tøjler, endda i en sådan grad, at tøjlen faktisk er ophørt med at eksistere. Måske en fra Season of Mist lige skulle kigge ude i redskabsskuret, for at se om der eventuelt er et bidsel et sted deromme – bare for en sikkerheds skyld.
Kommentarer (1)
Pikhuved
No Sleep Till Brooklyn
Jonathan. . 5 stjerner