Sweet Home Pennsylvania!
Rices Landing er en mikroskopisk flække, der ligger i Greene County, Pennsylvania – som ligger omtrent 6.000 km fra Oslo i Norge. Der bor lidt under 400 mennesker, du kan overnatte på Grandma’s House for lidt under 900 kr. pr. overnatning, og er du sulten, kan du få en, ifølge Yelp, rigtig god Reuben-sandwich hos Rices Landing Bistro, som godt nok er en ’dry’ beværtning. Nå ja, og så er det da også hjemstavn for bandet Tine, anført af Count Murmur. Nu har jeg ikke de nyeste tal fra Gallup, men jeg tænker, den kære greve er den absolut eneste black metal-artist, og måske endda -fan, i hele byen. Spørgsmålet er dog, om der overhovedet er nogen Tine-fans andre steder end hjemme i hans eget studie.
Try-hard: Mega hard!
Amerikansk black metal er på vej ind i en guldalder, hvilket primært skyldes, hvordan bands som Uada, Agalloch, Panopticon, Wayfarer, Imperial Triumphant, Deafheaven og Wolves in the Throne Room har formået at transmogriffe genren til noget helt nyt. Men Tine er ingen af de ovenstående bands – det er ikke engang tæt på. Jeg vil faktisk mene, at Oslo er tættere på Rices Landing, end Count Murmur er på at være i nærheden af en guldalder.
Der er absolut intet guld over A Winter Horrorscape. Ej heller sølv eller bronze, ikke engang nikkel! På engelsk har vi udtrykket ’try-hard’, altså en uerfaren person/gruppe, der prøver alt for meget på at være noget, han/de ikke er, med det resultat at alle andre synes, det er dybt pinligt at se på. Count Murmur/Tine er indbegrebet af en ’try-hard’.
A Winter Horrorscape er så generisk og banal, at det næsten virker som noget, en AI ville spytte ud, hvis man bad den om at lave en Dimmu Borgir-skive. Selve musikken er, overordnet set, fin. Murmur spiller ganske udmærket, og der er nogle rigtig fine guitarsoli hist og pist, men de uendelige symfoniske dele (som alle kommer direkte ud af en computer) er ekstremt enerverende og ekstremt overproducerede, hvilket egentlig gælder hele pladen generelt. Ligeså er de overordnede melodier, som man har hørt 666 gange før.
Computertrommerne er bestemt heller ikke behagelige at lytte til, men værst af alt er det faktum, at hans Nergal Light-vokal er skruet så højt op i mixet, at man kan høre hvert et ord af den ekstremt tåkrummende lyrik. Det er alt sammen på niveau med, hvad man skrev, da man var 16 og sur på alt og alle, i sin krøllede notesbog. ”Liberty’s borne from a feather from Lucifer’s wing” … puha … Havde han nu været 16, og havde vi skrevet 1990, så havde jeg kunnet tilgive ham. Desværre er ingen af de to faktuelt korrekte.
Drop det, sæt dig ned, og find nogle venner!
A Winter Horrorscape er ikke den værste plade, jeg har hørt i 2025. Men det er, med adskillige længder, den mest pinlige. Havde det nu været en joke eller en slags Wierd Al, nu som black metal, så havde jeg kunnet se fidusen med det, men det er desværre en totalt humorforladt – og dybt seriøs – omgang og derved også helt utroligt pinagtig. Murmur kan både spille og komponere, men han virker desværre til at være helt og aldeles ideforladt, og hvis dét her er det bedste, han kan komme på, vil jeg virkeligt anbefale, at han skrotter projektet og finder et band, han kan være med i, i stedet. For novra, hvor kan han slet ikke stå på egne ben!