Stål, støv og gamle synder

Threat Signal er i en længere periode fløjet under radaren for mange metalfans. Deres sidste udgivelse var Disconnect, som landede helt tilbage i 2017. Ligesom det forrige album, Threat Signal, tog det knap et årti at færdiggøre. Det ville altså være pænt at kalde dem effektive. Jeg må indrømme, at jeg så småt var begyndt at tro, at det var slut for det canadiske metalcoreband, men nu har vi fået en ny udgivelse, og det er en velkommen overraskelse. Især svensk melodisk dødsmetal har haft tung indflydelse samt bølgen af Industrial metal i begyndelsen 00’erne – og det er på fuldt display på albummet. 
Revelations som koncept minder meget om, når far insisterer på, at han stadig er hip. Det er et album, der gerne vil bevise, at det er fulgt med tiden, men det lykkes ikke altid at være helt overbevisende. Revelations er ikke uden skønhedsfejl, men er det godt nok til at opveje ni års ventetid?

Tight, tight, tight!

Ja, Tuco Salamanca havde haft en fest her – for Revelations er tight. Albummet er indspillet med kirurgisk præcision, hvor trommerne og guitarerne holder så tæt, at man skulle tro, at de var forelskede i hinanden. Det er tydeligt fra begyndelsen, at albummet gerne vil være stort, episk og dramatisk, samtidig med at det står snorlige og uden sløve passager – det formår det for det meste. Det mangler måske bare en smule identitet? Allerede fra åbningsnummeret, “The Great Tribulation”, og singlen “Non-Essential” er det tydeligt, hvor inspirationen for alvor kommer fra. Selvom hverken produktionen er statisk, eller kompositionen er kedelig, er det svært ikke at drage den ultimative sammenligning med Fear Factorys nyeste album, Genexus – men det er der jo ikke noget galt i! Det opnår stadigvæk at have sin egen personlighed, men dog lidt som en tramper-tøs, der kaster halvdelen af Matas i ansigtet for at ligne alle de andre. Det ender med at være smule ensformigt og forudsigeligt. Dette er mest et problem på første halvdel af pladen, hvor det hele flyder en smule sammen uden for alvor at kunne holde fast på lytterens opmærksomhed.

Heldigvis sker der noget, når vi rammer side B! Nummeret “Paralysis” er det første nummer til at hæve niveauet, og det tør at eksperimentere mere frem for at læne sig tilbage og håbe, at Jon Howards vokaler og Joey Muhas ellers geniale trommespil bærer det hele. Det er et nummer med oldschool melodiske stykker, der faktisk klæder de nådesløse og brutale godt. Det gør mig virkeligt glad, at pladen så her bevæger sig mere i den rigtige retning med titelnummeret “Revelations”, der krydrer opskriften en smule mere med industrielle elementer. Det er lige så velspillet som de første numre på albummet, men tør at blande næsten psykedeliske stykker ind i nummeret, som giver nummeret den identitet, der indtil nu har manglet – og så er det svært ikke at smile en smule med den mængde snare-drops ved slutningen. Albummet fortsætter sit momentum med “NME”, som med sin reflekterende lyrik kombineres med elektroniske lag og en brutal tyngde. Her føles sangskrivningen helstøbt, og balancen mellem det melodiske og aggressive fungerer udmærket.

Afslutningsnummeret, “Live For You”, som trods en smule blød landing på et ellers brutalt album fungerer godt som en afsked, der er pæn, men forhåbentlig også kortvarig. Det er her, de episke passager for alvor giver nummeret den så store lyd, at de ikke leverede et homerun på i de første numre på albummet. Her beviser Threat Signal, at de sagtens kan skrue tempoet en smule ned, uden at det bliver kedeligt eller meningsløst.

Som en frysepizza en søndag aften

Revelations genopfinder måske ikke den dybe tallerken, men føles som et fast håndtryk fra en gammel ven, man ikke har set i ni år. Det er solidt og kompetent, og trods en sløv første halvdel formår det at finde sit fodfæste. Én ting står i hvert fald klart og tydeligt: Det her er kun et farvel for nu. Albummet virker egentlig mere som et 'godt at se dig igen, lad os holde kontakten', hvilket faktisk ville være en meget bedre realitet, end at vi skal vente knap et årti, før vi hører fra dem igen. Jeg savner måske, at det bider lidt hårdere. For når de tør, rammer de et niveau, der sagtens kunne løfte albummet yderligere, og så havde det stensikkert scoret højere.  
Så må man håbe, at de i den nære fremtid er klar til at give det et skud mere!
Revelations fungerer som en tilstrækkelig, endda solid tilbagevenden – men ikke en genopstandelse.