1024 vs. 2024
Ukrainske They Came From Visions beskriver selv deres musik som ’horror black metal’. Det skal forstås således, at det lyriske samt tematiske fokuspunkt er alle de rædsler, som diverse middelalderlige bønder verden over har betragtet som hverdag: hungersnød, barnedød, pest, mørket, kulde, kirkens fortællinger om evig lidelse samt diverse megalomane feudale krigsherrer. Som anmelder fristes man til at drage en stor fed parallel mellem denne tematik og så nøjagtig det, som de ukrainske borgere har gennemgået på dagligt plan i snart to år. Bandet har da selv udtalt, at krigen i Ukraine beviser, at verden er lige så grusom og voldelig som i middelalderen. Men trods dette skal The Twilight Robes ikke forstås som et decideret politisk værk, ej heller en samfundskommentar – det skal såmænd bare forstås som tre kvarters musik, der forsøger at sætte ord på de almindelige bønder og borgeres liv for små tusind år siden. Ergo må vi spørge os selv, om denne følelse af rædsel og desperation kan høres i musikken, eller om det bare er en sludder for en sladder akkompagneret af diverse musikalske klichéer og banaliteter.
Grandios lidelse
Ukrainsk – og generelt slavisk – metal har en helt særlig form for weltschmerz over sig, og hvis man da bare kigger på de slaviske landes historie for bare de sidste 100 år, så er det ikke så sært. Som kender ved man, at man skal og bør forvente en helt særegen form for musikalsk lidelse, når man sætter ukrainsk metal på anlægget. They Came From Visions er absolut ingen undtagelse, for her gør det hele lidt ondt; især den forvrængede og skingre vokal cementerer, at det skal gøre ondt, før det gør godt – en dyd, som især den ortodokse kirke alle dage har været glad for at indgravere i den slaviske folkesjæl. ”The Sign of Damnation” besidder måske de bedste eksempler på denne lidelsesfulde vokal, der bliver skreget og vrælet i en sådan grad, at man kort mistænker, at der er tortur involveret i optagelsesprocessen. Vokalisten beviser dog, at han kan andet end at udgyde sin dødsrallen; han formår også at lave nogle ganske udmærkede clean-passager endda akkompagneret af noget, der minder om Attila Csihars operavokal.
Selve musikken kan beskrives som ”Drudkh møder Vehéménce”, da The Twilight Robes på den ene side har aspekter af den førnævnte slaviske weltschmerz og på den anden side guitar og folkemusikalske indslag med noget grandiost over sig, som minder om noget, man ville finde i fransk metal. Denne kombination er dog intet mindre end decideret storslået, og resultatet af disse to ellers så forskellige aspekter et æterisk lydbillede lidt henad, hvad man kan forvente af bands som schweiziske Aara.
Men det viser sig dog hurtigt, at atmosfærisk klagesang ikke var helt nok for den ukrainske trio, for selvom det da klart er den bærende grundpille i musikken, så er der en del skæve afstikkere hist og pist, eksempelvis albummets sidste minut. Her må atmo-blacken vie tilbage for et stykke med NWOBHM – noget, ingen havde set komme, men novra, hvor det virker. Ligeså kom King Diamond-skriget i introen til ”Petrified Immortality” da også bag på mig – på den gode måde, naturligvis!
For helt generelt er The Twilight Robes et fremragende album, og det er strengt taget svært at påpege fejl og mangler, men alligevel er der ét eller andet, der mangler – jeg kan ikke helt sætte fingeren på det, men selvom det er et storslået album, så mangler der dét, der får de små hår til at rejse sig i nakken. For eksempelvis havde det givet et bedre helhedsindtryk, hvis det instrumentale intronummer ”Lughnasadh” hang sammen med det efterfølgende nummer, ”Equinox Ablaze”, i stedet for at stå alene.
Tidligt at spå om årets album, men …
Ganske vist skriver vi kun februar, og når man kigger på, hvilke andre bands der står til at udgive ny musik i år, så er konkurrencen hård. Men jeg tror – hånden på hjertet – at når vi skriver december 2024, så vil The Twilight Robes stadig være blandt mine favoritudgivelser, ligeså kan jeg kun være uhyre spændt på, hvad de mystiske slavere hiver ud af roberne næste gang.