Nu-nu-metal

Hvordan lyder nu-metal anno 2021? Det giver Tetrarch et godt bud på. Deres andet album, Unstable, byder ikke rigtig på nye overraskelser, men videreudvikler deres roste debut, Freak, fra 2017. Man kan diskutere, hvorvidt Tetrarch er nu-metal eller ej, men deres musikalske udtryk lægger i hvert fald ikke skjul på at være inspireret af mange af de store spillere for 20 år siden. Spørgsmålet er, hvorvidt Tetrarch formår at ruske op i noget interessant, eller om det blot er endnu et kikset forsøg på at plagiere en tid i metalhistorien, der har haft sine kronede dage? 

Genkendelige inspirationer og stærk produktion

Først om fremmest er Unstable et virkelig velproduceret album. Der er kælet for detaljerne, de forskellige lag, og mikset er stemt til at lyde storladent og professionelt. Det er lækkert. Hvad der er mindre lækkert ved dette album, er, at der er en stor tendens til, at bandet cirkulerer lidt for meget i de samme virkemidler, stemninger og tonaliteter – det er kompromisløst at lytte til, men de forskellige inspirationer og indtryk kommer hurtigt til at fylde lidt for meget i de forskellige skæringer.

Lad os tage første sang, ”I’m Not Right”, der sender kraftige associationer til Linkin Park: Vokalen klinger af Chester Bennington, omkvædet lyder som meget andet, der kunne være spyttet ud i nullerne, dog har sangen en virkelig stærk opbygning og et solidt breakdown, der redder nummeret.

Men problemerne fortsætter, som albummet skrider frem. Næste nummer spiller på mange af de samme tangenter. Det er hurtigere, en anelse tungere og har heftige Iowa-vibes (Slipknot). Den eneste forskel er bare det heftige brug af synth, der lagrer lydbilledet i en sådan grad, at det lyder mere som en hybrid af Linkin Park og Slipknot end et personligt udtryk, som Tetrarch burde have.

For at bringe en anden stor spiller på bordet så er det bestemt tydeligt at høre, at Korn ikke har eksisteret forgæves. Både i opbygningen af sangene, stemningen og sammensætningen af breakdowns, hvor det er svært ikke at tænke på den amerikanske kvintet. Det er dog ikke så grelt som Chaoseum, der direkte plagierer Korns æstetiske og musikalske udtryk; alligevel lyder første del af breakdownet til ”Unstable” kraftig inspireret af ”You’ll Never Find Me” af Korn. Det er effektivt, men ikke videre originalt, og der mister Tetrarch desværre lidt på kontoen.

Hvis man ser bort fra alt dette, så har Tetrarch nogle helt særlige forcer, der virkelig redder dette album. Deres sans for groove er eminent, deres struktur er forudsigelig, men fungerer dynamisk rigtig godt. Musikalsk formår de at blande nogle ret interessante ingredienser ned i gryden med hårde metalcore-riffs, stærke growls og shreddede harmoniske guitarsoloer.

Underholdning fremfor originalitet

Tetrarchs andet album byder ikke på de store overraskelser. Hvis man har hørt Freak, bliver man på ingen måde overrasket over, hvordan Unstable lyder. Men ret skal også være ret, og Tetrarch er bestemt ikke uden talent. De formår at producere et forholdsvis solidt sammenskruet album, der dog desværre lider af at have lidt for åbenlyse referencer og musikalske ståsteder, der gør, at undertegnede har svært ved at nyde albummet fremfor at holde forskellige dele op mod andre eksisterende værker. Hvis man autogenererede et band ud fra Slipknot, Korn, Linkin Park og Static X, kunne Tetrarch være et godt bud. Den ville måske ikke bone ud på originalitet og kunstnerisk integritet, men underholdende er det da.