Når starten er sløv …

Lad os lege en lille associeringsleg: Hvad tænker du på, når jeg siger ‘fadølsrock’? Generiske riffs? Tvivlsomme hooks? Bodegamuzak? Lumre undertoner? Sange, der lyder som fattigmandshyldest til de der ikoniske sange, som du ikke lige kan huske navnene på, alt imens du er nået til bunden af fadøl nummer chok på det lokale vandhul? Alt dette vil i så fald være sandt, når vi taler om det produkt, som koldingensiske The Slowstarters har hældt på fustage og selv meget passende betegner som netop ‘fadølsrock’. Det fem mand store orkester er nu klar med album nummer to, Dirty Little Angel, der på albumcoveret bærer prædikatet “No Time For Hangovers”. Lad os nu se.

… og resten også er

Trods en nogenlunde upbeat intro på leadguitaren, der lyder som noget, Tim Christensen smed på porten i 90’erne, lægger “Aim To Please” rigtigt nok ganske sløvt fra start. Den lumre, tåkrummende lyrik tænder heller ikke ligefrem op under forventningens glæde over de næste godt 35 minutter. Hvad intronummeret mangler, kan titelnummeret “Dirty Little Angel” måske bringe til bords? Ak nej, det er mere af samme skuffe, og scenen er for alvor sat. Ja, man kan nærmest lugte den lunkne fadøl, der ligger i små søer langs fodpaneler og på bardisken på det brune værtshus. Sanger Simon Vinkels vokal er som sådan ganske ok, dog uden kraft i den øvre del af registret, hvilket især er tydeligt i refrænet på “Time”. At vokalen ligger relativt lavt i mikset, maskerer måske nogle af manglerne, men hjælper ikke det færdige udtryk på vej. Det efterladte indtryk er, at Vinkel lyder mere klemt mellem instrumenterne, end hvad godt er.

Helt sløvt, tenderende til søvndyssende, bliver det på “Kaleidoscope”, hvor takterne slæber sig af sted i en sådan grad, at jeg må konsultere uret for at forsikre mig om, at tiden dog ikke er gået i stå. Et lille lyspunkt (den uoriginale titel til trods) er “Dance With The Devil”, der fremstår som det mindst svage nummer på skiven og her og der ligefrem giver mindelser om “Nightrain” fra Guns N’ Roses – om end af den udvandede slags. Summa summarum er der ikke for alvor noget af indholdet på denne skive, der skiller sig ud, og da “Ballad Of The Earth” klinger ud, må jeg konstatere, at 35 minutter godt kan føles som lang tid. Hvis ellers man skal tro på de ord, som The Slowstarters selv sætter på deres virke, jamen så er det jo ganske intentionelt, at produktet ikke har højere lødighed. Nuvel, det er meget muligt, at ambitionerne er til den langsomme rock, og det er der som sådan ikke noget galt i, men når man tydeligvis er til fals for alle klichéer i håndbogen for rockmusikere, ja, så bliver resultatet derefter.

All filler, no killer

Jeg er sikker på, at The Slowstarters har rock’n’roll-hjertet på rette sted, men det destillat, der er udbyttet af at hælde inspiration som Guns N’ Roses og Led Zeppelin på kedlen, er der ikke mange hjerteslag i. Gruppens selvopfattelse er altså nogenlunde intakt – om end de bør udvide det selvvalgte prædikat ‘fadølsrock’ med fortegnet ‘flad’ – og afspejler i den grad virkeligheden, for der er i sandhed ikke meget mere spark i denne type musik, end der er i en flad Slots pilsner. Så bare rolig, sandsynligheden for tømmermænd er lige så lille, som det er for førnævnte pilsner at score topkarakter i en ølsmagning – og advarslen på coveret er til fulde overflødig. To flade kranier herfra.