Multi-instrumentalisten Henning Pauly har efterhånden etableret sig som et tysk-amerikansk svar på Arjen Lucassen med store ambitiøse projekter som de to Frameshift-albums med henholdsvis James Labrie og Sebastian Bach i forgrunden, rockoperaen "Babysteps" m.m. Pauly er en dygtig musiker og sangskriver med en god fornemmelse for fede, rytmisk komplekse kompositioner, til tider lidt hen ad Sieges Even, til andre tider mere hen ad Magellan. Kender man Paulys baggrund, vil man imidlertid blive slemt skuffet over projektet Shadow’s Mignon. Pauly har her haft lyst til at lave en lidt-for-sjov pastiche over et klassisk Iron Maiden-agtigt metalalbum – læg dertil også nogle ligheder med mere poppet heavyrock som Alice Cooper, At Vance og lignende. Man aner tillige – især i teksterne (der enten kredser om fantasy-temaer, mytiske slag eller blot lovprisninger af metal som genre) – et slægtskab med true metal-acts som Manowar, Hammerfall, Iced Earth osv.
Pauly spiller selv alt undtagen enkelte af de 80’er-agtige keyboards, som Stephan Kernbach tager sig af. Vokalen leveres i karakteristisk højtidelig Bruce Dickinson/Dio-stil af Juan Roos, der også har sunget på Paulys andet soloalbum. Musikken ligger, som antydet ovenfor, milevidt fra den progressive metal, som Pauly ellers har gjort sig moderat kendt indenfor. Her er kun lutter gamle melodiske metalklicheer at finde.
Albummet er veludført, men generelt synes jeg, det hele er lidt tamt at høre på. Det er ikke helt sjovt nok til at blive hørt som "Weird Al" Yankovic-agtig spoof-underholdning, og det bliver omvendt ikke leveret med tilstrækkeligt eftertryk og power til, at man får lyst til at kaste sin gode smag over bord og skråle med. De "seriøse" true metal-bands er både sjovere og mere intense at lytte til. "Midnight Sky Masquerade" er også en meget lang skive taget i betragtning, at man vil efterligne et old school heavy metal-album, og den sparsomme idérigdom gør det ikke bedre. (Eneste overraskelse er brugen af okulele på den afsluttende akustiske version af titelnummeret.) Men er man fan af inspirationskilderne, kan man muligvis klemme en lille smule glæde ud af at lytte til Shadow’s Mignon.
