En finjustering af materiale
Med fjorten albummer bag sig må man sige, at Sevendust efterhånden er nogle erfarne herrer, og på imponerende vis er alle gruppens fem oprindelige medlemmer stadig involveret, kun afbrudt af et sideeventyr af guitarist Clint Lowery. Kvintetten, som har den karismatiske Lajon Witherspoon i front, har siden deres store gennembrud i 1997 figureret på adskillige hitlister overalt i Europa, men skuffede dog fælt med deres 2020-album, Blood & Stone, som vi anmeldte til fem kranier (og som du kan læse om her). Selvom bandet stadig er klassificeret som et nu-metalband, er der dog sket en del siden debutalbummet, hvor aggressive numre såsom ”Black” og ”Bitch” var at finde. Vi er i stedet ovre i en lidt blødere og mere moden udgave, som Sevendust fra album til album forsøger at finjustere. Dette års eksperiment har skruet godt op for den elektroniske lyd og fokuseret på at give Witherspoon frie tøjler til at dominere med sin genkendelige stemmes kraft. Kvintetten har endnu syv eller flere kranier til gode os hos, så er dette mon skiven, der tager dem til toppen af musikkens Mount Everest?
Advarsel: Resten af denne anmeldelse kan være computergenereret
Absolut nej. Den elektroniske lyd er så dominerende, at man skulle tro, at bandet kun havde stillet tre medlemmer til rådighed i studiet, mens de resterende to var taget i Føtex. Den computerproducerede lyd er spredt fra ende til anden og giver desværre skiven et kollapsende fladt udtryk uden atmosfære. Albummet er på den måde lidt unikt, for det er sjældent, at man hører mere end fyrre minutters musik med så lidt autentisk guitar inden for metalgenren. Trods flere end syv komplette gennemlytninger kæmper min hukommelse stadig en desperat kamp for at genskabe et eneste fængende riff. Skræmmende. Nu-metallen har længe kæmpet for at bibeholde sin identitet i et væld af genrer, og i disse dage er det især metalcorens fortærende bisser, der kommer tæt. Hvis dette album skulle forestille at definere de faldne krigeres sidste slag, er det nok bedst at hejse det hvide flag, inden kampen for alvor begynder.
Åbningsnummeret ”I Might Let the Devil Win” indleder ”modigt” albummet i radiopopstil, men på trods af at nummeret intensiveres i sin sidste halvdel, er udbyttet for tamt og skuffende. Nummeret sætter simpelthen den helt forkerte atmosfære op til en moderne nu-metalplade. Det kan sammenlignes med at indlede Smukfest med Guns N' Roses og spille ”November Rain” som åbningsnummer. Det er sgu da logik for burhøns, at man ikke åbner med en sjæler, vorherre bevares. Der skal gang i den fra start, og det er desværre den første missede mulighed for Sevendust. Der er uheldigvis flere syndere i samme dur såsom ”Sick Mouth”, der konstant saboterer sig selv ved at levere breakdown på breakdown uden pondus, og ”Love and Hate”, der lyder som en skraldet version af et typisk Papa Roach-nummer fra 2000. De fleste numre falder til sidst så meget i med hinanden, at man sidder og nærstuderer hvert eneste sekund i et forsøg på at finde mening i galskaben. Det lykkedes desværre ikke for undertegnede.
Højdepunkterne er få, men bl.a. Lajon Witherspoons vokal skal dog nævnes. Med fjorten albummer på stemmebåndet er der endnu ikke tegn på slitage, og det kan langvarige fans trods alt tage glæde i. Numrene ”Won’t Stop the Bleeding” og ”Holy Water” er det tætteste, vi kommer på deciderede radiohits, og de har trods alt kant nok til at skille sig ud fra mængden. Mystisk nok slutter pladen med sit klart bedste nummer, ”Fence”, som indeholder al den aggressivitet og vilje, som Sevendust er kendt for – og som desuden havde været en fremragende albumåbner.
Man kan ikke stave til dårlig uden ”lig”
Nogle ting er her for at blive såsom kommunernes digitalisering. Andre ting går hurtigere i glemmebogen – et godt eksempel kunne være smagen af den hvide Toblerone. Nogle ting dør dog, før de når at slå rod, og i denne kategori befinder Truth Killer sig beklageligvis. I en alder med chatbots, kunstig intelligens og selvkørende biler skulle man tro, at nærmest alt ville være muligt, især når man fodrer et helt album med modernisering på kanyle (eller USB-stik i denne sammenhæng). Resultatet er på tragikomisk vis en dødsens kedsommelig affære og samtidig endnu et søm i kisten for en genre, der i forvejen kun har en komposteret arm oppe af graven.
