Misantropi über alles!
Et enkelt kig på både albummets titel og cover, gør det klart, at When Depression Devastates the Dream ikke bliver årets solskinshit. Tværtimod er det en sand saltvandsindsprøjtning til de sidste mange dage med bagende sol og en hede, der får skærsilden til at virke som et sted med en udmærket aircondition. Danske Saxtorph har alle dage svælget i misantropiens dunkle univers, og især selvmordet har været deres ”go-to” koncept – tidligere har duoen udgivet Endeløs Depression samt Valget … (sidstnævnte havde en galge, et barberblad og et pilleglas på sit cover – hvilket må siges at være subtilt). Så hvis man sad derude og var i tvivl, om hvorvidt Saxtorph måske havde skiftet stil, fået et kram eller en samtale med en psykolog iført Voldborgsweater, må svaret være et rungende ”nej!”.
Gæstefest
Men trods denne hang til fortvivlelse, lidelse og total elendighed, så er musikken på When Depression Devastates the Dream sært opløftende og qua sine utroligt melodiske og monotone melodier og guitarpassager svært dragende og tenderende overjordisk. Albummets andet nummer, ”Collapse”, formår virkelig at indkapsle alle disse elementer, og jeg må sige, at det trods tematikken faktisk er et smukt nummer. Denne slags små perler dukker op igen og igen gennem den lille time, som albummet varer. Bl.a. i form af de to gæster, som Saxtorph har fundet frem, nemlig Thomas A.G. (Saturnus) og Mika Philborne (ex-Saturnus). De to herrers tilstedeværelse tilføjer en seriøs omgang doom til When Depression Devastates the Dream, som klæder det depressive univers, og især titelnummeret, hvor hr. A.G. brøler løs, er et særdeles legesygt nummer, som stikker i en række uforudsete retninger, og som viser, at Saxtorph ikke bare er et standard SDBM-band. Her må jeg virkelig tage hatten af for bandet, for det er et særdeles velskrevet og velkomponeret nummer – bravo!
Det er dog ikke samtlige 56 minutter på albummet, der fungerer lige godt. Introen ”The Frozen Hope” lider under at vare 12 minutter, for selvom bandet beviser, at de sagtens kan lave lange numre, så lykkedes det ikke med åbningsnummeret, der kører i ring. Ligeledes bringer ”Exhausted” heller ikke meget til bordet, men heldigvis bliver hele balladen afsluttet på fornem vis i form af ”Swallowed By Nothingness”, hvor samspillet mellem Mikas gotiske pianospil og K’s kælen for trommebækkenerne (som jeg i øvrigt har rost før) virkelig skaber sød musik.
Løsn jeres lænker
Saxtorph har så afgjort fat i den lange ende her på sit tredje udspil. De formår at skabe utrolig melodiøs melankoli, og det fungerer især godt, når de tør lege og løsne de black metalliske lænker, som ærligt talt holder deres kreativitet tilbage.
Der er virkelig smuk musik at finde her på albummet, men desværre er det kun med til at fremhæve albummets svagere elementer som fx ”Exhaust”. Men nu står døren ind til et kreativt og dystert legeland åben, og jeg håber, at duoen vil gå derind og ikke komme ud igen, før de har afprøvet alle de skæve ideer, de kan finde frem til derinde.
