Satan - Cruel Magic

Cruel Magic

· Udkom

Type:Album
Genrer:NWoBHM, Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Satan i Newcastle

Satan burde ikke behøve nogen introduktion, men de har dog ikke opnået den samme status som de største NWOBHM-bands. Briterne har siden 1979 set menneskehedens kapløb mod afgrunden lidt på afstand og gennem en linse af underspillet skadefryd. Det har de kunnet tillade sig, fordi de har fede riffs, fede vokaler, fede sange og fede ordspil, men en 26 år lang pause mellem 1987 og 2013 (dog med tre studiealbums under navnet Pariah imellem) har holdt dem ude af mange nutidige metalhoveders bevidsthed. Dette er en skam, for der eksisterer ikke et Satan-album, der er mindre end fremragende, og nummer fem i rækken, Cruel Magic, forbliver tro mod traditionen.

Topklassisk Satan

Ingen lyder lige som Satan undtagen Satan selv, og Satan lyder i uhørt grad som Satan på Satans femte studiealbum. Satan. Riffene på åbningsnummeret ”Into the Mouth of Eternity” er lyden af Satan på toppen – der er ingen anden udgave – og min genhørsglæde nærmer sig eufori fra begyndelsen. Brian Ross’ vokaler lyder som i firserne, Ramsey og Tippins’ riffs og leads er til stadighed uovertrufne, Graeme English’ bas-fills belønner den opmærksomme lytter og Taylor tæsker trommerne til et 10-tal.

Cruel Magic er mindre ligetil end Life Sentence og Atom By Atom, og til at begynde med forvekslede jeg mangel på hooks med mangel på kvalitet. Stor fejltagelse. Cruel Magics hooks skal bruge længere tid på at grave sig fast end standard, men de er ikke afstumpede af den grund. Omkvædet i ”Legions Hellbound” rummer for eksempel et uforudset toneskift anført af vokalerne, som jeg til at begynde med ikke helt forstod det geniale i. Riffet i verset af ”My Prophetic Soul” er fantastisk, hvis man koncentrerer sig om at lytte. De arpeggio-leads, der fører ”Who Among Us” ud af c-stykket og ind i soloen, er ligeledes fra øverste hylde, og selv dét finder jeg først ud af nu, mens jeg skriver.

Satan føler ikke trang til at nytænke deres lyd nævneværdigt, og det er jeg personligt glad for. Evnen til at hoppe mellem dur og mol for maksimal skadefryd er stadig skarp; tag blot førstesinglen ”The Doomsday Clock” som eksempel. Dommedagens komme forudses med stor nøjagtighed på ”Ophidian”, hvis nedadgående riff ikke blot varsler ilde, men ligefrem katastrofe. Bluesrytmerne finder man i titelnummeret og i ”Legions Hellbound”, og de er ligeså sprængfyldt med energi som altid.

Kan man vove at kritisere selveste Satan? Det finder jeg nok aldrig ud af, for der lader ikke til at være nogen oprigtig kritik at rette mod dem. Dette var tilfældet på Life Sentence og Atom By Atom, og det er tilfældet på Cruel Magic. Afslutningsnummeret ”Mortality” er en smule langt i forhold til, hvad den byder på, og det er sådan set det. Selv produktionen ligger over gennemsnittet med en rimelig rummelig master og et tilhørende balanceret mix. Godt håndværk.

Kun én Satan

Satan har aldrig udgivet et mindre end fremragende album, og den vane bryder de heller ikke i år. Over hele albummet, i hver eneste sang uden undtagelse, findes riffs, leads og vokaler, hvis mage man kun kender, hvis man i forvejen kender Satan. Enkelte minutter imponerer en tand mindre end alle andre, hvilket placerer Cruel Magick en hårsbredde under Life Sentence og Atom By Atom, men ikke nok til at det ses på scoren. Satan til Copenhell, tak.

Tracklist

  1. Into The Mouth Of Eternity
  2. Cruel Magic
  3. The Doomsday Clock
  4. Legions Hellbound
  5. Ophidian
  6. My Prophetic Soul
  7. Death Knell For A King
  8. Who Among Us
  9. Ghosts of Monongah
  10. Mortality