Som at lave en indkøbsliste på telefonen og glemme den derhjemme

Det er almen viden, at ting samler støv. Ikke bare på reolen, men også i idébanken, hvis man lader dem stå urørt længe nok. En god ide kan blive glemt, og man ærgrer sig over, at man ikke fik den skrevet ned i tide. Italienske Dust vender tilbage efter syv års tavshed med Thoughts of a Falling Man, en plade, der bedst kan beskrives som en kombination af metalcore og groove metal. Problemet er bare, at når der går syv år mellem to udgivelser, forventer man udvikling, en form for progression. Det memo lader til at være forsvundet i støvet hos Dust, der lyder som noget, man kunne forvente tilbage i 00’erne, igen, igen.

Italiensk for begyndere

Thoughts of a Falling Man lyder mistænkelig meget som debuten Break the Silence, blot med en renere og tydeligere produktion. Desværre var produktionen aldrig det store problem. Italienerne leverer nemlig noget af det mest anonyme metalcore i nyere tid. Forsanger Riccardo Pirozzis vokal er nærmest umulig at sætte ord på. Ikke aggressiv. Ikke smuk, ikke unik. Den er der bare. Som baggrundsstøj, der ikke helt vil forsvinde. Meget endimensionelt. Tvillingeguitarerne, håndteret af Stefano D’Angelo og Federico Ignini, forsøger desperat at skabe momentum, og man kan godt høre talentet. Riffene fejler sådan set ikke noget, men det er svært at abstrahere fra vokalen og det faktum, at sangene flyder sammen til én lang ensformig oplevelse.

Hvis man elsker at vide, hvad der står på menuen seks uger frem i tiden, så er forudsigeligheden på Thoughts of a Falling Man sikkert en gave. For der er intet her, der får ørerne til at spidse. Og det er næsten en præstation i sig selv. Dust overrasker ikke én eneste gang. Det mest bemærkelsesværdige er næsten, at pladen kaldes et konceptalbum, når den kredser om eksistentialisme. Et tema så opbrugt, at selv Temu ikke engang ville kunne sælge det. Det er ganske enkelt for tyndt.

Pladens bedste og mest markante nummer er ”Fragments of Mirror”, der primært takket være et stærkt introriff og en tung bund faktisk rammer nogenlunde plet. Men midttempoet, den anonyme vokal og fraværet af udvikling er hørt så meget forinden, at man er lidt udmattet. Med en spilletid på blot 39 minutter burde der være flere esser i ærmet. I stedet føles det som en tryllekunstner, der har glemt sin tryllehat og kanin derhjemme. Når man tænker på, at Pantera leverede Cowboys From Hell helt tilbage i 1990, er det svært ikke at stille spørgsmålet: Hvad gik helt præcist galt?

Mumificeret makværk

Det er svært at sige noget positivt om Dusts nye udgivelse. Ja, guitaristerne viser glimt af talent, men ellers er det småt med effekter, der virker. Det hele drukner i forudsigelighed og kedsomhed, to af de værste domme, man kan fælde over et sikkert passioneret projekt. Det føles, som om at al spænding er blevet spændt fast i en spændetrøje og gemt væk på loftet. Og det bliver man selvfølgelig nødt til at slå hårdt ned på, når karakteren skal gives.