Der skydes!
Hvor i alverden skal man dog starte, når man skal beskrive samt forklare Sarmat? Newyorkerkvintetten kan måske bedst beskrives som, hvis Gorguts og Allan Holdsworth lavede en Lulu. Determined to Strike er 35 minutters dødsjazz, der tæsker løs på sine lyttere i absurdismens uhellige navn med alt, hvad det indebærer. Det er den slags musik, der for alvor skiller vandende samt inkorporerer alt, hvad remmer og tøj kan holde – selv køkkenvasken. Vil du have growl? Værsgo! Vil du have jazztrompet? Jamen, her! Vil du have lyden af verdens undergang serveret med swing og schwung? Så tag det da! Så duk dig, for nu er sarmatten affyret!
Elevatormuzak fra helvedes forgård
Udover Gorguts er Imperial Triumphant den mest oplagte parallel, man kan drage. Sarmat benytter sig af mange af de samme virkemidler som den maskerede trio, og Imperial Triumphants bassist, Steve Blanco, er da også gæst på Determined to Strike – så der er absolut en rød tråd mellem de to bands, hvilket ellers aldrig har været noget, som Imperial Triumphant selv har benyttet sig af. Nok er Sarmats musik ekstremt kaotisk, men man kan dog, for det meste, finde hoved og hale samt mening med galskaben – selvom det oftest virker til, at meningen skal være det totale fravær af en mening. Tag nu den ekstremt dissonante guitarsolo på ”Landform”: Den bidrager absolut ikke med noget andet end sonisk forvirring, men omvendt ville nummeret også føles ufuldkomment uden den. Det samme gælder den meget impromptutrompetsolo, der pludseligt dukker op på ”Enervated”.
Der er ikke ét sekund på bandets debut, der ikke føles som det glade vanvid, men alligevel formår de fem herrer, på nærmest magisk vis, at få det tvil at gå op i en højere enhed, hvilket siger utroligt meget om deres evner som komponister. For nok lyder det hele som en utrolig tilfældig og usammenhængende omgang larm af den slags, som fåor folk til at udbryde banale usandheder som: ”N’øh, det kunne jeg da også gøre!” – men det her altså ikke musik for folk, der lige har valgt musik som valgfag.
Når det så er sagt, så er det hverken nemt eller decideret behageligt at lytte til Sarmat, og deres kaotiske tilgang bliver forholdsvist hurtigt enerverende. Ligeså bliver jeg nødt til at drage parallellen til Imperial Triumphant igen, for mit største kritikpunkt af det bands nyeste album var, at de ikkejazzede dele af musikken hurtigt bliver for simple og tenderende generiske. Sarmat lider af det samme, for når bandet ikke går helt jazzamok, jamen så får man serveret tech-death af den art, som vi efterhånden har hørt virkeligt mange gange – og bedre endda. Hvilket kombineret med vanvidskakofonien gør, at man som lytter mangler noget at klynge sig til. Deres riffs er ikke stærke nok til, at man kan huske dem, og deres jazz er så skævt, at man ej heller kan huske de passager. Således ender et samlet set ret så unikt produkt med at fremstå ret så anonymt og forglemmeligt – hvilket er lige så absurd som musikken.
To be continued?
Men nu forholder det sig sådan, at Determined to Strike er del et af en kommende albumtrilogi, og vi kan derfor forvente to album til. Forhåbentligt formår bandet at ramme det helt rigtige punkt, hvor de ikkejazzede dele udvikler tilpas meget personlighed til, at man rent faktisk vil huske Sarmat for andet end ”dødsmetal-Imperial Triumphant” eller ”Jazz-Gorguts”.