Imperiets vogtere
Som besøgende i Tower of London vil man til enhver tid kunne opleve en flok på mindst seks fast bosiddende ravne. Ifølge popkulturel overtro sikrer fuglenes tilstedeværelse kronens beskyttelse såvel som opretholdelsen af det britiske imperium. Skulle ravnene en dag forsvinde eller flyve bort, vil både monarkiet og Storbritannien falde. Historien har således afledt inspiration til London-kvintetten The Raven Age, der paradoksalt nok har forsøgt at rive sig løs fra det ’bestående imperium’ siden stiftelsen i 2009. Guitarist George Harris deler nemlig ikke blot efternavn med søsteren Lauren Harris – han er samtidig søn af legendariske Steve Harris fra Iron Maiden.
Med en klar mission for øje slap gruppen i 2017 debuten, Darkness Will Rise, løs på diverse streamingtjenester efterfulgt af Conspiracy fra 2019. Nu skriver vi så 2023, og med tredje kapitel om ’Ravnekongen’ som det altoverskyggende konceptuelle omdrejningspunkt kan Blood Omen ses som en seriøs bejler til tronen i det navnkundige Harris-dynasti. Postulatet får om muligt endnu mere luft under vingerne, når man flygtigt genkalder sig den mildt sagt skuffende Senjutsu, som fader Steve og resten af de engang så ’jernhårde ladies’ senest smed på gaden.
Ravnekongens regeringsperiode begynder
Den tenderende sydeuropæiske stemning sat af de akustiske anslag står i skærende kontrast til lyden af silende regn, der om noget indkapsler essensen af Londons askegrå tristesse. ”Changing of the Guard” er således et melankolsk vidnesbyrd om altings forgængelighed, men bærer med sin melodiske overgang til ”Parasite” samtidig et forjættende løfte om nye tider. Dette illustreres gennem det forfriskende genretvist af alternativ metal og melodisk groove/metalcore (godt hjulpet på vej af gæsteguitarist Andy James fra 5FDP) samt iscenesættelsen af Matt James’ virile vokal. De smittende energiudladninger drevet frem af fængslende guitarharmonier fra Harris selv og Tommy Gentry fortsætter på singlen ”Serpents Tongue”. Et nummer, der (med rette) høstede særlig anerkendelse fra Joe Elliott (Def Leppard) og således blev fremhævet i dennes radioprogram, Planet Rock, tidligere på måneden.
Albummets midterste sekvens giver skiftevis spotlight til bassist Matthew Cox, der snedkererer en solid ramme til lydbilledet under ”Essence of Time”, og til trommeslager Jai Patel, der løber med opmærksomheden på ”Forgive & Forget”. Fortrinsvis bør dog fremhæves oden til ”Nostradamus”. En fortælling om manden bag nogle historiens mest bemærkelsesværdige fremtidsforudsigelser, der i tider præget af usikkerhed og dermed stigende behov for klarsyn endnu engang bliver anvendt som muse. Således udgav også landsmændene i Judas Priest et konceptuelt album om den franske hoflæge tilbage i 2008, hvor den daværende finanskrise havde strammet sit jerngreb om den store dele af kloden.
På trods af generel lovprisning og lyksalighed over en gennemført udgivelse er der dog slået enkelte skår i glæden. Blandt den yngre generation er den selviscenesættende omfavnelse af ’jegets’ sårbarhed efterhånden nærmere reglen end undtagelsen – i denne kontekst manifesteret gennem ”The Journey”, der ender til den moraliserende side for min smag. Samme tendenser kan spores i ”Forgive & Forget”, der adresserer samtidens lidet flatterende tilbøjeligheder til at leve i benægtelse og bære nag over længere tid. De indadfølende passager afløses til gengæld kærkomment af de moderate aggressioner i ”War in Heaven” inden vi tilskikkes ”Tears Of Stone”, beretningen om nedslagtningen af en Apache-stamme, der efterlod enkerne i en grådlabil tilstand af sorg så omfangsrig, at deres tårer med tiden blev til sten. En original fortælling leveret med lige dele indlevelse og overbevisning samt et postludium, der flugter med introen og binder en nydelig sløjfe på en virkelig gennemarbejdet produktion.
Vagtskifte i tårnet
Som så ofte set før har nepotismen tidligere spillet sin rolle i form af promovering gennem opvarmning for Iron Maiden. Ravnekongen Harris og resten af fugleflokken sætter af samme årsag en prisværdig dyd i at være herre i eget hus. Derfor er det heller ikke overraskende, at Spotify efter endt gennemlytning af Blood Omen foreslår så forskellige artister som Deathstars, In Flames og Kamelot. London-ensemblet lyder med andre ord som alle andre – og derfor ingen andre!
Med jævne mellemrum oplever vi fallerede forsøg i bestræbelserne på at gøre den siddende generation rangen stridig. Med det sagt, så leverer The Raven Age med tredje udspil på så tilpas solidt niveau, at det leder tankerne hen på sommerens Copenhell. Som den opmærksomme læser vil erindre, fik vi her besøg af en hvis Griffin Taylor, der om nogen kender til følelsen af at træde i fodsporene på sit fædrene ophav. Vended gav, ikke ulig Blood Omen, indikationer om et nært forestående vagtskifte, hvor næste generation står på spring for at skrive sig ind i historiebøgerne. Fra vores udkigspost tilbage i Tower kan vi, skuende ud over byens tage, konstatere i tråd med Johan Ottesens digt ’Det haver så nyligen regnet’:
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
